Det sidste store album: ‘Certified Lover Boy’ er begyndelsen på enden af Drakes regeringstid
Det er ti år siden, Drake udgav ‘Take Care’; albummet der for alvor introducerede den canadiske rapper til verden.
Albummet der for altid vil være hans magnum opus. Albummet der allerbedst viser, hvad der gør (eller gjorde) Drake til en så særlig rapper. Den konstante vekslen mellem blærerap om at være på toppen af det hele og de følsomme linjer om kærestesorger, mor-issues og jagten på succes blev temaet for hele hans karriere.
Siden er det blevet sværere og sværere at regne Drake ud. Jo større han blev, jo mere gik essensen tabt. Pludselig skulle han lave trap i Atlanta, pludselig skulle han være dancehall-don, pludselig ville han være UK-rapper.
Den canadiske superstjernes sjette officielle album viser, at Drake stadig er Drake – men også at Drake er en anden nu. For hvor han tidligere kom frem i verden på sin egne præmisser, er det som om, han nu prøver at blive den største og bedste til alt og taber sig selv i processen.
Nu laver han diss-tracks (‘No Friends In the Industry’), gaderap med 21 Savage (‘Knife Talk’), følsom r’n’b (‘Get Along Better’) og dancehall (‘Fountains’).
Og han vil stadig være kongen af memes (har I set gravid-coveret til albummet og den fuldstændig vanvittige video til ‘Way 2 Sexy’?).
Det føles lidt som bokse, der skal tjekkes af: Der skal være et stripklubnummer med Future, der skal være noget dancehall, der skal være de rigtige features og så videre.
Selv om der ikke er nogen numre (måske lige bortset fra wtf-momentet ‘Girls Want Girls’) der falder direkte igennem, bliver ‘Certified Lover Boy’ derfor, som så mange gange før, både langt og ufokuseret.
Selv når Drake holder sig til sin egen opskrift, kan det gå skævt – titlen på albummet lyder som en ’Saturday Night Live’-sketch, og flere tekster bliver komiske og/eller småubehagelige (eksempelvis ‘Fucking Fans’, ‘Girls Want Girls’ og ‘Get Along Better’).
Drake har selv udtalt, at pladen behandler toksisk maskulinitet, og han er ekstremt optaget af, hvor dårligt kvinder behandler ham, hvor dårligt han behandler dem, og hvor godt det ville være, hvis de bare kunne behandle hinanden ordentligt.
Det kan ende som en lidt voldsom omgang og bliver kun mere mærkeligt, når han i de næste linjer rapper til sin søn.
Drake er et andet sted nu – og det er okay
Men ser man bort fra de problematikker, rummer ‘Certified Lover Boy’ faktisk noget af Drakes bedste og mest oprigtige materiale i mange år.
Det er sange som ‘7am On Bridle Path’, ‘Love All’, ‘Pipe Down’, ‘IMY2’ og ‘Race My Mind’, hvor Drake faktisk føles og lyder som Drake.
‘Certified Lover Boy’ rammer alligevel noget, når Drake på en baggrund af klassiske Noah ’40’ Shebib-beats smider alting over styr og bare rapper om sig selv, hjertesorg, sin mor og sin søn og sin status som rapkonge.
Derfor føles det her også mere som et Drake-album, end ‘Scorpion’ og ‘More Life’ nogensinde gjorde. For her er en version af Drake, som ellers nok var blevet lagt i graven af mange (måske også af ham selv). Den Drake der crooner sig igennem de inderste tanker og følelser; den ærlige Drake, der rapper på en måde vi ikke har hørt længe.
Linjer som »And it’s a lot just to assume we’re meant to be together / you gotta live that shit for real, you can’t just say whatever« på ‘Pipe Down’ fås stadig kun her.
Den svævende r’n’b-ballade ‘Race My Mind’ er et absolut højdepunkt, som Drake synger sig igennem med en energi, der ellers er mestendels fraværende på albummet.
»And don’t you dare hit me back with no ‘K, sure’ / soon as I tell you that you the one I would wait for«, lyder det i den lange outro. Det er Drake, når han er allerbedst.
‘Certified Love Boy’ viser, hvor speciel Drake stadig er. Selvfølgelig er det ikke det samme som dengang, han tværede sit hjerte og talent ud over et helt album. Med tiden er han blevet mere reserveret, kold og beregnende. Men måske er det okay. Han er et andet sted nu, og det er vi andre også.
Derfor vil det her album måske også blive set som begyndelsen på enden af Drakes regeringstid, det sidste store værk.
På lukkeren, ‘The Remorse’, er det som om, at Drake – efter at have gjort status over nærmest hele karrieren – prøver at overbevise både sig selv og os om, at han stadig er den største og bedste: »Like, how they tellin’ me I’m done, when I’m in my prime? / they’ve been tryn’a push a narrative since ’09 / and they even had my ass convinced a couple times / but that ain’t even the half, I had tougher times«, siger han i et insisterende tonefald. Om han får overbevist nogen er svært at sige.
Kommercielt og popularitetsmæssigt er Drake uden tvivl stadig den største – mandag kunne Spotify rapportere, at albummet havde slået rekorden for flest streams på én dag nogensinde.
Men onde tunger vil nok sige, at ‘Certified Lover Boy’ som album viser, at Drake kunstnerisk er på en nedadgående kurve. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Men det er trods alt et album, der også minder os om, hvorfor vi faldt for Drake til at starte med.
Kort sagt:
‘Certified Lover Boy’ rummer noget af Drakes bedste og mest oprigtige materiale i lang tid, men det overordnede indtryk er et ufokuseret og langt album, der viser en nedadgående kurve.