Drakes dobbeltalbum ’Scorpion’ bliver reddet af sin r’n’b-side
Drake kredser egentlig altid om de samme ting, men denne gang var der god grund til at tro, at tingene kunne være anderledes.
Siden gennembruddet har Drakes musik handlet om tabt kærlighed, ulykke på trods af overflod – i senere dage krydret med en (lidt uheldig) tendens til at fokusere på alle de (forestillede?) fjender, der er ude efter ham. Det er et udgangspunkt, der har skabt geniale sange som fuldemandsopkaldet ’Marvin’s Room’ og mange andre.
Men det har også lignet en kreativ blindegyde.
For ’Views’ fra 2016 var et stedvis koldt og nærmest livløst album, og sidste års ’More Life’ forsøgte at finde inspiration i en lang række genrer fra hele verden. Det føltes som et forsøg på at finde nye veje.
Derudover afslørede Pusha-T, at den ellers så svigermors drøm-agtige canadier har en hemmelig søn med en tidligere pornoskuespillerinde. Faderskab har ellers primært været til stede i Drakes musik som noget, han for enhver pris vil undgå, og som noget kvindebekendtskaber truer ham med.
Det ville være mærkeligt, hvis disse forhold slet ikke dukkede op i musikken. Men ’Scorpion’ viser frem for alt, at tingene ikke har ændret sig så meget, som vi troede.
Ja, Drake rapper om faderskabet et par gange, men han rapper ti gange mere om ekskærester, han stadig tænker på, og om hvordan han follower/unfollower selvsamme ekser på Instagram. Og jo, her er nogle forsøg på at udforske nye lyde, som på singlen ’Nice For What’, men oftest præsenterer Drake og chefproduceren Noah ’40’ Shebib det samme kølige univers af fremmedgjort r’n’b-rap, der efterhånden er berømt som Toronto-lyden.
Samtidig er der glimt af originalitet, der giver albummet liv. For på det her dobbeltalbum bliver det meget tydeligt, at rapperen Drake, som dominerer albummets første del, er en del mere konservativ end r’n’b-sangeren Drake på side B. Det er sidstnævnte, der er original og villig til at prøve nye ting af.
Derfor har vi anmeldt de to sider af albummet hver for sig – men kommer også med en samlet vurdering til sidst.
Side A: Hiphop-delen
Drake har gjort det her før. I 2015 følte han også behovet for at udgive mixtapet ’If You’re Reading This It’s Too Late’, der var fyldt med tunge bangers med en Drake i kamppositur. Samme år udgav han det druggy, stripklub-inspirerede trap-mixtape ’What A Time To Be Alive’ med Atlanta-rapperen Future. Dengang blev de her hårdere udgivelser set som overskudsagtige ekstraprojekter – en slags aggressions-eksorcisme, før vi fik det store popalbum i form af ’Views’.
Men det er som om, Drakes besættelse af at blive taget alvorligt som rapper og tough guy kun er blevet mere udtalt. Tænk på de beefs, han har startet med Meek Mill og senest Pusha-T: Drake er ikke længere tilfreds med at være popstjerne-rapperen. Han vil ind i bokseringen og slås.
Hør bare andet nummer her, ’Nonstop’, der har nogle af rapperens hårdeste linjer ever: »I’m a bar spitta, I’m a hard hitta / yeah I’m ligth-skinned, but I’m a dark nigga«. På samme sang kalder han sig en »gravedigger«. Jep, det her er simpelthen Drake, der rapper om at myrde folk.
Beatet er lavet af Tay Keith, produceren bag internet-rapsensationen BlocBoy JB, som Drake også samarbejdede med på ’Look Alive’ fra tidligere i år – det viser, at canadieren stadig holder skarpt øje med, hvad der foregår på den amerikanske hiphopscene.
Men ellers lyder store dele af side A nærmest som noget, der kunne være taget fra Jay-Z’s klassiker ’The Blueprint’ fra 2001. Hør bare de bombastiske soul-beats på ’Sandra’s Rose’ og ’8 Out of 10’ og det lækre Mariah Carey-sample på ’Emotionless’. Sidstnævnte er nærmest Drakes version af Jay-Z’s ’Song Cry’: Én lang bekendelse over et stærkt vokalsample.
Og netop Jay-Z er den eneste rappende gæst på hele ’Scorpion’. Han dukker op på det N.W.A-samplende trap-track ’Talk Up’, der er produceret af crunk-pioneren DJ Paul fra Three 6 Mafia, med et solidt vers, der nok primært skal vise, at Drake mener, at alle andre end Jay er under ham. Og det er lidt et problem, at Drake ikke vil dele pladsen med nogen. For man kunne have savnet lidt modspil til OVO-chefens noget monotone flows.
Alt her er velproduceret og godt udført, men også meget konventionelt. Det føles ikke som om, Drake skubber til grænserne. Han er tilfreds med at lave det Drake-album, som vi nærmest allerede ved hvordan lyder, før vi overhovedet har hørt det.
Det er lidt frustrerende, for Drakes seneste to udgivelser har været så stærke, fordi den canadiske superstjerne begyndte at forstå, at han var nødt til at genopfinde sig selv.
For efter at han i første omgang havde fundet sin signaturlyd med kølig, ekskærestebesyngende r’n’b-rap på mesterværket ’Take Care’ fra 2011, er hans musik blev koldere og hårdere. Uskylden fra tidlige numre som ’Best i Ever Had’ eller titelsangen fra ’Take Care’ er forsvundet til fordel for bitre anklager mod ekskærester og paranoide rapsange til konkurrenterne. Da ’Views’ kom i 2016 havde Drake trukket sig tilbage til Torontos iskolde luftlag og skabt karrierens mest bitre, mest negative album, der blev reddet af ideen om at indføre jamaicanske og vestafrikanske indflydelser i det froststive lydbillede.
Sange som ’One Dance’, ’Too Good’ og ’Controlla’, der blandt andet blev skabt med dancehall-sangeren Popcaan og afrobeats-artisten WizKid, var solstråler i albummets mørke. Det var også albummets største hits. Dén villighed til at genopfinde lydbilledet gik helt grassat på sidste års ’More Life’ med en masse gæsteartister fra hele verden.
Det så ud til, at Drake havde kureret vinterdepressionen fra Toronto ved at tage på verdensomrejse. Som om han gik fra kølig, bitter hiphopfyrste til ægte global popstjerne.
I dén henseende er side A af ’Scorpion’ et skridt tilbage. Her er ingen dancehall-sange, ingen europæiske eller afrikanske gæsteoptrædener eller uventede indspark fra ikke-amerikansk musikkultur. Drake er Drake igen, og ’Scorpion’ føles mere som en tilbagevenden til den kunstner, vi kender, end et forsøg på at indtage rollen som global superstjerne.
Når første del af ’Scorpion’ alligevel er et solidt album, er det altså ikke på grund af innovation, men mere som en slags magtdemonstration: Kvaliteten er gennemgående høj, hitsene er gigantiske, og gæsteoptrædener fås ikke bedre. Hvem ellers har et Mariah Carey-sample, et Aaliyah-cover og en Jay Z-gæstevers på samme udgivelse?
Men når ‘Scorpion’s første halvdel lukker med en lang række eksistentielle spørgsmål på ’Is There More?’, virker det nærmest som om, Drake analyserer sit eget albums manglende sjæl: »Am I missin’ somethin’ that’s more important to find?«
Side B: R’n’b-delen
Nogle af de bedste sange på den blødere ’Scorpion’-halvdel lyder som om, de går i stykker halvvejs igennem. Sange som ’Nice For What’, ’In My Feelings’ og ’Summer Games’ er spændende, nyskabende popsange, der pludselig bliver afbrudt af breaks, samples fra andre sange eller gæsteoptrædener – som om Drake har fået to ideer samtidig. Eller som om han allerede remixer sangen, mens han indspiller originalen.
Altså: Hvad er det for en skør idé at tage en New Orleans bounce-inspireret sang som ’In My Feelings’ og pludselig afbryde den totalt for at sample noget af Lil Waynes ’Lollipop’ henover?
Det er uforudsigeligt, nyskabende og spændende at lytte til – og tilgangen står altså i diametral modsætning til sangskrivningen på side A. Det er netop det, der gør anden halvdel af det her dobbeltalbum så meget mere interessant end den første.
Okay, her er stadig et par samlebåndsnumre som ‘Jaded’ og ‘How You Feel’, der lyder som fjerde eller femte gang, Drake laver den samme sang.
Men her er også ‘Summer Games’, hvor Drake rapper over noget, der lyder som ‘Stranger Things’-temaet med trommerne fra Kanye Wests ‘Love Lockdown’, eller introen ‘Peak’, hvor en smuk ‘Take Care’-agtig ballade pludselig afbrydes af en skurrende synth, der bræger henover sangen som en søvnig sirene. Og her er en helt genialt Michael Jackson-feature på ‘Don’t Matter To Me’, der minder os om, lige præcis hvor The Weeknd har sin stil fra.
‘Scorpion’ har ikke den rastløse globale ambition som ‘More Life’ havde, men det lykkes med noget andet. For i stedet for at flakke rundt i tusind retninger samtidig, prøver Drake her tydeligvis at udvikle selve sin lyds dna. Det lykkes oftest, og når alt går op i en højere enhed, som på ‘In My Feelings’, er det som om der går et mindre jordskælv gennem albummet.
Pludselig ved vi ikke længere, hvordan en Drake-sang lyder, og hvad hans musik er. Noget nyt bliver muligt: Drake genopfinder nutidens pop og hiphop på stor skala. Eller, sagt anderledes: Drake bliver spændende igen.
‘Scorpion’ – samlet
‘Scorpion’ er for langt, det kan ikke siges anderledes. Der er længere passager af albummet, hvor man (ligesom med ‘Views’) falder hen og småkeder sig, mens Drake hælder den samme vin op til os, vi har fået tusind gange før.
Men der er også glimt af genialitet og øjeblikke af noget helt nyt. Især på anden halvdel.
For mens A-siden stedvis lykkes med at skabe stærk, soulsample-rap a la ‘Blueprint’-æra Jay-Z, er det først på B-siden, vi får ægte øjenåbnere. Øjeblikke, hvor det virker som om, Drake kan få pop og hiphop til at lyde lige præcis, som han vil. Det er albummets stærkeste side.
Den svageste er måske, at Drake egentlig ikke virker som om, han har udviklet sig. Jo, han taler om sin søn et par steder, men ellers er det her bare endnu et tegn på, at han har foretaget en udvikling fra naivt forelsket charmør fra ‘Take Care’ og ‘So Far Gone’ til kynisk, bitter ekskæreste. Drake synger ikke længere om at redde piger, han sviner dem til på grund af deres adfærd på sociale medier. Det er egentlig lidt deprimerende at lytte til.
Rent tematisk er det som om lukkeren på side A (‘Is There More?’) indkapsler Drake bedre end den egentlige afslutter på side B (‘March 14th’).
For det her føles som et album lavet af en mand, der er løbet tør for ting, han giver en fuck for – mere end det lyder af en lyksalig nybagt far.
Eller, som han siger på ‘Emotionless’: »I’m exhausted and drained, I can’t even pretend«.
Det er i øvrigt samme sang, hvor Drake for første gang anerkender sin søns eksistens. Med en enkelt linje, hvorefter han bruger resten af sangen på at fortælle om alle de piger, han kender, og hvordan de opfører sig på Instagram – seriøst, hvad er det med Drake og Instagram?
Den her grundlæggende livslede har sneget sig ind i Drakes musik langsomt og er nu den dominerende følelse. Det eneste, der for alvor får den til at gå væk, er når han skaber momenter af perfekt pop eller noget virkelig nyt. Og det gør han heldigvis ofte nok på ‘Scorpion’ til, at man endnu ikke har opgivet troen på den sørgmodige canadiske superstjerne, der har det hele, men alligevel ikke er glad.
Kort sagt:
Drake har droppet de globale popstjerneambitioner fra ‘More Life’ og trukket sig tilbage til sin klassiske Toronto-lyd. Det et skridt tilbage til bitterheden og gentagelserne fra ‘Views’ – på nær når han lader sine fantastiske popinstinkter tage over på dobbeltalbummets anden halvdel.
Læs også: En oversigt over producerne på Drakes ‘Scorpion’