KOMMENTAR Jeg har en ven, der hedder Tim. Han er født og opvokset i Philadelphia, og det betyder mere, end man lige skulle tro. Byens selvforståelse sveder ud af alle porer og accentuerer hvert et ord. Det er en by, der har produceret en række store rappere. Og deres karrierer er næsten uden undtagelser gået op i flammer. Måske hviler der en slags forbandelse over rappere fra Philadelphia. Når man skal fortælle historien om hiphops i øjeblikket største taber – Meek Mill – skal man også fortælle historien om den forbandelse.
Jeg mødte Tim i England i efteråret 2014 på en lille campusbar. Han havde nævnt, at han var fra Philadelphia, så da snakken faldt på hiphop, sagde jeg med et glimt i øjet, at min yndlingsrapper var Freeway – en semiobskur Philadelphia-rapper, der ikke har været tilnærmelsesvis relevant siden 2007. Tim grinede. Vi snakkede om Meek Mill. Tim sagde, han rappede, som om han kunne flække håndjern med kindtænderne. Det var fordi han kom fra Philadelphia.
Kort efter blev vi enige om at lave et radioprogram om glemte rappere. Ikke kun de dårlige, men også dem, der kun havde ét godt album i sig. Dem, der blev taget i røven af deres pladeselskab. Dem, der bare var bedre til at radiofreestyle end til at skrive sange. Dem, der ikke havde lagt gadelivet bag sig og endte bag tremmer. På det tidspunkt tænkte vi, at det skulle handle mere om Freeway end om Meek, og Philadelphia kunne i hvert fald snildt bidrage til programmet med et par falmede stjerner.
Phillys falmede stjerner
Der er Will Smith, først og fremmest. Selv om ’Summertime’ er fast inventar på alle verdens ’bedste sommersange’-playlists, er det næppe som rapper, Will Smith bliver husket. ’Independence Day’ er større i populærkulturen end de ghostwriter-forfattede og ganske irriterende hits ’Welcome to Miami’ og ’Gettin’ Jiggy Wit It’. Han har for længst lagt rappen på hylden, og hans største bidrag til hiphop kan vise sig at være hans søn.
Der er Beanie Sigel: Philadelphias store håb, da Jay Z signede ham på Roc-A-Fella i 2000. Han udgav to solide album, ’The Truth’ (2000) og ’The Reason’ (2001), og Nas sneg endda et kompliment til ham ind, da han dissede Jay på ’Ether’: »With whiskers like a rat / compared to Beans you whack«. Da Roc-A-Fella brød sammen, havnede han imidlertid uden et label og har siden mest været i overskrifterne for et utal af sammenstød med loven og to ture i spjældet i 2003 og 2012. I dag er de fleste af hans mest lyttede sange på Spotify features på andres tracks.
Cassidy var dope. Han havde kommerciel appel – mange kan stadig synge med på »Giiirl, you wanna come to my hotel, baby, I will give you my room keys«, selv om de færreste nok kan huske Cassidys navn. Han havde også gadebars og ’AM to PM’, og ’I’m a Hustla’ fungerer stadig på bilstereoen, til når jeg låner min mors smadrede Renault. Cassidy røg ind at sidde i 2005 lige efter at have udgivet sit bedste album, og ingen har rigtig bemærket, at han siden har udgivet tonsvis af middelmådigt materiale.
Så er der Eve, en af rapmusikkens alt for få kvindelige superstjerner, der udgav sit bedste album i 2001 (’Let Me Blow Your Mind’, ’Who’s That Girl’), men aldrig toppede det siden. Og Asher Roth, der elskede college, men måske rakte talentet ikke til mere.
Stolte Philly, stolte Meek
Philly er en alt for stolt for by til så mange has-beens. Det er den femtestørste by i USA, og byen var engang landets hovedstad. Selvfølelsen er funderet i, hvor stor historisk betydning Philadelphia har haft.
Uafhængighedserklæringen blev underskrevet i Philadelphia. Den amerikanske forfatning blev skrevet i Philadelphia. Det første bibliotek i USA var i Philadelphia. Det samme var det første hospital og den første børs. Det var trapperne foran Philadelphia Museum of Art, som Rocky Balboa løb op ad i den ikoniske løbescene. Alligevel står Philadelphia i skyggen af New York. Det er en slags envejsrivalisering med New York, hvor philadelphianerne betragter newyorkerne som selvfede, mens de selv er cool. Hvor philadelphianere er stolte, er newyorkerne arrogante. New York er for meget, Philly er nok.
Alligevel får byen ikke den anerkendelse, den fortjener – Philly er ikke engang hovedstad i sin egen stat. Ligesom rap har potentialet til at skinne et lys over byen, kan de store sportsgrene være med til at give en kulturel status – desværre har Phillys sportshold ligesom deres rappere lovet mere, end de kunne levere. Den selvforståelse betyder meget, især når de lokalpatriotiske bølger går højt i rap. Vi snakker om en by, der tager æren for at have opfundet ordet yo. Det bliver ikke meget mere stolt.
Det er bagtapetet for historien om Meek Mills storhed og fald. I foråret 2015, da Tim og jeg var kommet i gang med vores radioprogram, der godt nok havde flere fuck-ups end lyttere, var Meek Mill en af de varmeste rappere overhovedet. Han var signet hos Rick Ross, havde annonceret at efterfølgeren til debutalbummet ville udkomme samme sommer, og hans forhold til Nicki Minaj var netop blevet offentligt. Han var også lige kommet ud af fængslet og havde lagt månedsvis af juridiske brydekampe med retssystemet bag sig. Han havde nået stjernestatus. Det kørte for Meek.
Selv inden debuten, ’Dreams and Nightmares’, i 2012 var han blevet co-signet af Nas og havde featuret på et Mariah Carey-nummer. Og albummet leverede. Trods features af alle fra Drake til Mary J. Blige var det åbningen, titelnummeret, der bedst viste, hvad Meek kunne. Nej, fuck det, der bedst viste, hvad rap kan.
Over et percussionfrit, skrøbeligt piano-loop og nogle bløde strygere skærer Meek sine aspirationer ud. Han lyder næsten overvældet, som om han ikke helt kan tro, at han er nået til, hvor han er. Som om han lige kigger sig en gang over skulderen, kniber sig i armen.
»I did shit with Mariah«, siger han befippet. Og lige som man tror, at han lader Disney-fortællingen stå, switcher beatet: »Hold up wait a minute, y’all thought I was finished«, hvæser han.
Anden halvdelen af tracket foregår i hæsblæsende tempo, han smider om sig med trusler og krav. Han rapper, som om han løber fra noget, men samtidig som om han løber direkte mod dig. Som om hans overlevelsesinstinkt lige er slået til, alle advarselslamper blinker og adrenalinen har taget over.
Det er den slags sang, man skal høre, når man skriver en ny jobansøgning efter 25 afslag. Det gør jeg i hvert fald. Introen sætter godt nok et niveau så højt, at det er svært for resten af albummet at leve op til, men det er stadig solidt. Mørkt, sammenhængende og næsten uden at gå i de store debutfælder – der er lige et plat John Legend-omkvæd, han godt kunne have været foruden. Vi spillede introen igen og igen på programmet. Og jeg tror endda, at Tim tilstod, at han var lidt stolt over, at det var en fyr fra Philly, der datede Nicki Minaj, mens vi var i luften. Det kørte for Philadelphia. Det kunne næsten kun gå galt.
Forbandelsen over Philadelphia
I juni 2015 begyndte nedturen. Og på den mærkeligste måde begyndte den med et ganske udmærket album. Meek Mill udgav efterfølgeren ’Dreams Worth More Than Money’, der debuterede som nummer ét.
Det starter med en næsten lige så værdig åbner, ’Lord Knows’, hvor Tory Lanez piver sit hjerte ud, mens Meek mørkt ridser sit liv op. Tracket blev faktisk brug som underlægningsmusik i løbescenen i den seneste Rocky-film, ’Creed’. Så Philly er Rocky, så Philly er Meek.
Åbningen bliver afløst af et hoppende, nærmest fjollet Swizz Beatz-track, der får det til at lyde som om Meek Mill er på vej ind på et kasino og rydde bulen. Seks numre inde kommer albummets højdepunkt, og hvad der skulle blive casus belli for en af de mest karrieredefinerende beefs i hiphophistorien.
Drake-featuren ’R.I.C.O’ er en skiveskåren banger. En af den slags Drake-skabeloner, der bare fungerer. Drake siger på vanlig facon, at »the girl of your dreams to me is probably not a challenge«, og angiveligt tog Meek det som en reference til hans forhold til Nicki Minaj. Desuden følte Meek ikke, at Drake promoverede hans album nok på Twitter – velkommen til 2015 – og startede et langt udfald på sociale medier mod Drake.
Det virkede mest som en total impulshandling, som om han live-tweetede hver enkelt frustration, han havde netop den aften. Hans store påstand var, at Drake ikke skriver sine egne sange, og han hævdede, at en mere eller mindre ukendt Quentin Miller i virkeligheden havde forfattet noget af Drakes seneste album.
Hvis der var noget, rap havde brug for, var det en udfordrer til Drake. En seriøst, hårdt rappende beef, hvor Drake ville have noget på spil, kunne få ham op på dupperne. Det var ikke det, vi fik.
Meek var på tour, da han stak til Drake, og havde slet ikke tid til at tage i studiet. Vi fik tre Drake-disstracks: Fra det drillende åbningstræk ’Charged Up’ over det overraskende hårde ’Back to Back’ til ’Summer Sixteen’.
Meek svarede ikke, men da han endelig gjorde, var det med en utroligt svag suppe, som det er svært at huske en eneste linje fra. På grund af sample-rettigheder blev han endda nødt til at tage tracket ned fra Soundcloud.
Rap-Twitter gik amok og hånede Meek. En eller anden tweetede, at Tupac og Meek Mill var de eneste, der lavede musik efter deres død. Meek blev et verbum, det betyder ’at tabe alt’. Selv om han i nogle interviews hævder, at det bare er internetkrigere, der mener han har tabt beefen, så ser han tydeligt påvirket ud. Det er svært at komme på én rapper, der har mistet så meget status på så kort tid.
Det kørte ikke for Meek. Det gør det stadig ikke. Sidst i september sendte The Game disstracket ’Pest Control’ ud, hvor han blander sig i beefen. Det lover ikke godt for Meek, at folk, der selv er afdankede, kravler ud af irrelevansens mørke for at sparke til ham, mens han ligger ned.
Selv om Meek svarede ti timer senere, tror jeg ikke, der var nogen, der lyttede. Det kører ikke for Philadelphias største falmende stjerne. Jeg spurgte Tim, om der hviler en forbandelse over rappere fra Philadelphia. Han sagde, at det ikke er rapperne, der er forbandede, men nærmest byen selv. At Philadelphia er den fattigste storby i USA. At det er en arbejderby i en rustbæltestat og den eneste by i landet, der har bombet sine egne indbyggere. Den traumatisering sætter sig i rapmusikken og i en særlig desperation.
Alle rapperne – med undtagelse af Will Smith – har siddet i spjældet »on some street shit«, siger Tim. Det miljø kan i sig selv ligne en forbandelse.
Læs også: Hiphop-historiens 10 største beefs – og al den fantastiske rap, der kom ud af stridighederne