1. Boogie Down Productions vs. MC Shan
Det første store sammenstød mellem to hiphopgiganter handlede om noget så essentielt som hiphopkulturens ophav. Det startede i 1986 med MC Shans monumentale hyldest til sin hjemstavn, det sociale boligbyggeri Queensbridge i New York. ’The Bridge’ blev et lokalt hit, men KRS-One fra gruppen Boogie Down Productions (BDP) læste Shans tekst som et forsøg på at placere hiphoppens oprindelse i Queensbridge og var bestemt ikke imponeret. Han svarede omgående igen med ’South Bronx’, der skærpede tonen med linjer som »So you think hiphop had it’s start out in Queensbridge? / If you pop that junk up in the Bronx you might not live«.
Shan forsøgte at afværge angrebet med arrogance og overskud på ’Kill That Noise’, men det skulle han ikke have gjort. Boogie Down Productions slog nådesløst tilbage med ’The Bridge Is Over’, hvis voldsomme personlige og homofobiske angreb ændrede spillereglerne for diss-tracks. Knock-out i anden runde og KRS-Ones vej mod en af de mest gloværdige karrierer i hiphop var banet, mens MC Shan aldrig for alvor fik rejst sig igen. De fire numre hører den dag i dag stadig til blandt de mest ikoniske indenfor hiphop.
2. N.W.A vs. Ice Cube
N.W.A var kendt som verdens farligste gruppe, men helvede brød for alvor løs, da gruppen gik i opløsning – Ice Cube forlod slænget allerede i 1989 efter debutalbummet ’Straight Outta Compton’ efter økonomiske uenigheder. I første omgang var tonen fredelig, og Cubes oprindelige plan var, at Dr. Dre skulle producere hans soloalbum. Alligevel fik han et par ord om forræderi med på vejen på N.W.A’s efterfølgende ep ’100 Miles and Runnin’.
Den gnist var nok til at tænde en californisk skovbrand i Ice Cube, som slog tilbage med en af hiphophistoriens mest brutale nedslagtninger, ’No Vaseline’. Et nummer, der, symptomatisk for datidens homofobi i hiphop, blandt andet beskyldte hans tidligere venner for at dyrke analsex med hinanden. Den definitive linje kom dog i referencen til manager Jerry Hellers økonomiske udnyttelse af gruppen: »Cause you’re getting fucked out your green by a white boy / with no vaseline«. Av.
3. Dr. Dre vs. Eazy-E
N.W.A svarede aldrig tilbage på ’No Vaseline’, men da resten af gruppen året efter gik hver til sit forsatte cirkusset. Dr. Dre ønskede at forlade Eazy-E’s pladeselskab Ruthless for at starte selskabet Death Row med partneren Suge Knight. Det havde Eazy ingen interesse i, så Suge valgte at ’overtale’ ham med hjælp fra et tæskehold.
På det majestætiske ’Fuck With Dre Day’ fra Dr. Dres solodebut ’The Chronic’ fik Eazy-E efterfølgende at vide, at han kunne »eat a big fat dick«, og i den tilhørende musikvideo blev han latterliggjort som en lalleglad undermåler. Eazy tog til genmæle med ’Real Muthapuckkin G’s’ og linjen »Dre Day only meant Eazy’s payday« med reference til, at Eazy som ejer af meget af hans musik tjente masser af penge på Dres popularitet.
Det endte dog alt sammen med forsoning, både mellem Ice Cube, Dr. Dre og Eazy-E, kort inden sidstnævntes død i marts 1995.
4. 2Pac vs. The Notorious B.I.G.
Hiphoppens mest berømte og berygtede beef byggede muligvis på en misforståelse. Da 2Pac i 1994 blev røvet og skudt fem gange under et besøg i New York beskyldte han Biggie og Puff Daddy (ejeren af Biggies pladeselskab Bad Boy) for at have været involveret. De to benægtede alt, men episoden faldt bemærkelsesværdigt uheldigt sammen med udgivelsen af Biggies isnende nummer ’Who Shot Ya?’ kort efter.
I Pacs øjne kunne nummeret og dets titel kun tolkes på én måde, og den hyperaktive rapper iværksatte en lyrisk tæppebombning af Biggie og Bad Boy på numre som ’Against All Odds’, ’Bomb First’ og ’Hit ’Em Up’.
Det var tunge skyts, der blev rettet mod New York – især på sidstnævnte, hvor en rablende opstemt Pac, på randen af vanvid, går efter struben på det meste af østkysten og direkte truer med at slå Biggie og Puffy ihjel. På tragisk vis var det dog ham selv, der måtte lade livet få måneder senere i en mordsag, der aldrig officielt er blevet opklaret. Hvorvidt Biggie nogensinde svarede tilbage forbliver usikkert. Hans nummer ’Long Kiss Goodnight’ kan tolkes som rettet mod Pac, men det fremgår ikke tydeligt, hvem han taler til. Han blev myrdet fem måneder efter Pac i en sag, der heller aldrig er blevet opklaret.
5. West Coast vs. East Coast
Biggie og Pac var kun toppen af isbjerget. I midten af 90’erne herskede der næsten borgerkrigslignende tilstande i det amerikanske hiphopmiljø. Tim Dog havde lagde hårdt for i 1991 med ’Fuck Compton’, der dog mest af alt lød som et forsøg på at få opmærksomhed.
Spændingerne opbyggede sig dog langsomt inden det hele eksploderede ved prisuddelingen The Source Awards i 1995. Direktøren for Death Row Records, Suge Knight, takkede for en pris med en salve rettet direkte mod Puff Daddy og Bad Boy Records: »Til alle rappere, der gerne vil være kunstnere og ikke gider bekymre sig om en chef, der vil være med på deres numre og danse rundt i videoerne – kom til Death Row«.
Derefter fløj diss-tracks frem og tilbage mellem de to kyster, som var de i åben skyttegravskrig. Tha Dogg Pound og Snoop Dogg trampede en miniaturemodel af New York ned i videoen til ’New York, New York’, kun for at blive bortført og druknet i videoen til Capone-N-Noreaga og Mobb Deeps ’L.A., L.A.’. Ice Cube og Westside Connection skød også med spredehagl mod alt, hvad der duftede af østkyst, og fik blandt andet en syngende lussing tilbage af Common på ’The Bitch in Yoo’. Det var fantastiske numre, men efter Biggie og Pacs tragiske dødsfald gled stridigheden heldigvis ud.
6. Canibus vs. LL Cool J
»Yo L, is that a mic on your arm? Let me borrow that«, rappede Canibus som gæst med reference til LL Cool J’s tatovering på sidstnævntes track ’4,3,2,1’ i 1997. Den forespørgsel faldt ikke i god jord hos legenden: Linjen blev fjernet fra den endelige version, hvor Canibus i stedet kunne høre LL rappe: »The symbol on my arm is off limit to challengers / you hold the rusty swords, I swing the Excalibur«.
Canibus havde et renomme som en af genrens skarpeste lyrikere at leve op til, så han rullede hele arsenalet ud på ’Second Round K.O.’ . Med introduktion af Mike Tyson satte han en af hiphophistoriens reneste slag ind og udstillede systematisk LL Cool J som et sell out, manifesteret i den udødelige linje »99 percent of your fans wear high heels«. Muskelbundtet LL blev dog stående på benene og slog hårdt tilbage med den potente ’The Ripper Strikes Back’, der vendte disset 180 grader – »99 percent of your fans don’t exist«.
Der er stadig delte meninger om, hvem der vandt, men numrenes kvalitet kan ingen sætte spørgsmålstegn ved.
7. Jay Z vs. Nas
Få numre i hiphophistorien har ramt miljøet med samme kraft som Jay Z’s ’Takeover’ i sensommeren 2001. Over Kanye Wests geniale sampling af råb, distortion og rendyrket energi fra en gammel The Doors-plade afmonterer Jigga overlegent kollegaerne Mobb Deep og Nas’ kunstneriske integritet fuldstændigt. ’Takeover’ byder på en ydmygende gennemgang af Nas’ musikalske deroute efter debuten ’Illmatic’ og bliver som kronen på værket afrundet med en hentydning til Jays affære med moren til Nas’ datter.
Hævnen var uundgåelig, og hele hiphopverdenen holdt vejret indtil Nas endelig slog tilbage med ’Ether’ i december samme år. Et anderledes koldt nummer, hvor den mere introverte Nas angreb Jay Z’s autenticitet og præsenterede ham som en opmærksomhedssyg wannabe. Jay Z forsøgte senere at slå tilbage med ’Super Ugly’, men uden den store pondus. En afstemning arrangeret af den indflydelsesrige radiostation Hot 97 havde allerede udråbt Nas til klar vinder af battlen.
Set i bakspejlet er dog svært ikke at se både Jay og Nas som vindere med tanke på den positive opmærksomhed, beefen skabte omkring dem begge. De to rappere begravede officielt stridsøksen i 2007 og har siden lavet flere numre sammen.
8. 50 Cent vs. The Game
Dr. Dres to opfindelser lagde ud som best pals på den suveræne ’Hate It Or Love It’ i midten af 00’erne, men venskabet døde hurtigt. Under et radiointerview i New York deklarerede Fiddy køligt, at han gerne så, at The Game stoppede med at omtale sig selv som en del af hans G-Unit crew. The Game troppede derefter op ved radiostationen, og det endte med skyderier.
Det blev starten på en af de længste beefs i hiphophistorien. The Game lancerede sin G-Unot-kampagne, der blev et pre-hashtag-slogan, med maraton-disses som ’300 Bars and Runnin’. 50 svarede igen ved at portrættere The Game som Mr. Potato Head i videoen til ’Piggy Bank’ og derfra er lavinen rullet.
Antallet af diss-tracks (The Game har i perioder udvidet formatet til diss-mixtapes som for eksempel ’Ghost Unit’) og ufatteligt barnagtige photoshop-svinere har efterhånden nået et grotesk stadie, og det er svært at blive ved med at tage beefen seriøst.
9. Gucci Mane vs. Young Jeezy
Atlanta-rapperne Young Jeezy og Gucci Mane indspillede i 2004 nummeret ’Icy’ til førstnævntes debutalbum. Troede han. For inden pladen var færdig i trykken smed Gucci nummeret på sit eget ’Trap House’-album. Det fik Jeezy til at udlove en dusør på 10.000 dollars på Gucci Manes diamanthalskæde på nummeret ’Stay Strapped’.
Kort efter blev Gucci overfaldet af fire mænd, deriblandt Jeezy’s bekendte Pookie Loc, som han skød og dræbte. Gucci blev efterfølgende frikendt for at have handlet i selvforsvar, men selv ikke den tragiske hændelse kunne stoppe beefen. Numre som ’Round One’, ’745’, ’24, 23’ er fløjet frem og tilbage sammen med andre tilsvininger og historier om slåskampe mellem de tos lejre i de efterfølgende år.
10. Drake vs. Meek Mill
Det seneste skud på stammen vil blive husket som den første beef, der udspillede sig på de sociale medier. Det startede med et tweet, hvor Meek Mill beskyldte Drake for ikke at skrive sine egne tekster – hiphoppens kardinalsynd nummer et. Drake gav hurtigt svar på tiltale i form af to numre ’Charged Up’ og ’Back to Back’. To hurtige jabs, men ikke knock-out-punches på linje med nogle af de tidligere indslag på denne liste (selv om referencen til Meeks turné med kæresten Nicki Minaj var lige i skabet: »Is that a world tour or your girl’s tour?«).
Meek Mill smed ’Wanna Know’ ud få dage efter, men i mellemtiden havde de sociale medier vist sin ubarmhjertige utålmodighed med det ene latterliggørende meme efter det andet. Da ’Wanna Know’ endelig kom var det for sent – der var gået sport i Meek-memes, og Drake satte dødsstødet ind, da han viste en serie af dem på storskærm under sin OVO-fest i Toronto.
Læs også: Rangeret: 10 hiphop-grupper der fortjener deres egen biopic