Meek Mill ‘Dreams & Nightmares’
Efter bred mixtape-succes træder Meek Mill ud af Rick Ross’ gigantiske skygge med en snavset og uglamourøs debut – meget ukarakteristisk for et album på et pladeselskab, der er opkaldt efter luksusbiler.
Åbningsnummeret begynder næsten acapella og ender i fanfare: 25-årige Robert Williams rapper som galt det livet. Teksterne er ikke lyriske mirakler, men overbevisningen, de leveres med, gør, at man hænger ved hvert ord, for Philadelphia-rapperen er ekstremt god til at opbygge spænding ved gradvist at intensivere sin stemme indtil numrene nærmest eksploderer.
Teksterne bliver alvorligere, tungere som albummet skrider frem. »We on our second strike / We ain’t got shit to lose« gisper rapperen, halvt trussel, halvt blues. På ‘Traumatized’ rapper Mill om sin fars morder: »You ripped my family apart and made my momma cry / So when I see you nigga it’s gon’ be a homicide«.
Læs anmeldelse: Meek Mill ‘Dreamchasers 2’
Den personlige og ubesmykkede stil er modsætningen af den millionærrap som Mills mentor Rick Ross repræsenterer. På ‘Believe It’, det eneste decideret vellykkede af de tre Ross-gæstede numre, agerer Ross tordengud/narkodealer med Meek Mill som ambitiøs løjtnant. Men ‘Maybach Curtains’ luksusrap og ‘Lay Up’, en samlebåndsagtig ‘sang om piger’, lyder som rester fra de sidste par Ross-album. Omkvædene er også en svaghed – der burde virkelig være en patos-begrænsende lov mod at have både John Legend og Mary J. Blige på samme album.
Meek Mills debut gør det den skal: Etablerer ham som kunstner med sit eget udtryk. Albummet vakler kun når udtrykket udvandes.