The Cure triumferede på Orange Scene – men hvor pokker var de nye sange?
KONCERT. I interviews har Robert Smith fortalt, at han er et natdyr, der som en slags vampyr lever om natten, og først går i seng ved solopgang. Derfor var det passende, at The Cure trådte ind på Orange Scene blot et par minutter efter, at solen var gået ned.
Robert Smith lignede én, der lige var vågnet, da han med et kejtet udtryk og sit karakteristisk rodede hår listede sig på scenen under den lange, smukke og drømmende intro til ‘Plainsong’.
En storslået åbning på en koncert, hvor goth-ikonerne i løbet af en suveræn første time serverede storladne synthflader på ‘Pictures of You’, skærende støjrock på deepcuts som ‘Never Enough’ og ‘Alt.end’ og et janglepoppet one-two-punch med 80’er-klassikerne ‘In Between Days’ og ‘Just Like Heaven’.
Det er utroligt, hvordan Robert Smiths stemme i en alder af 67 år stadig er komplet umærket af tidens tand og formidler bandets mørke og følsomme univers med samme hjerteskærende klarhed, som den gjorde det for 30-40 år siden. Godt hjulpet på vej af et nuanceret lydbillede, hvor især Simon Gallups bas lå som en tung bund, og Reeves Gabrels’ guitar de senere år har givet bandet en mere beskidt nerve live.
Men jo længere Smith og co. spillede, jo mere pressede et enkelt spørgsmål sig også på: Hvor pokker var sangene fra forrige års mesterlige album ‘Songs of a Lost World’? Rockveteranerne tog os gennem nærmest alle æraer fra deres imponerende bagkatalog – altså lige på nær nutiden.
Inden koncerten virkede The Cure ellers som en mere højaktuel booking, end de længe har gjort. For siden deres seneste besøg på festivalen i 2019, har de udgivet deres første album i 16 år, der med sine støjende og melankolske livtag med døden markerede et comeback til tidligere tiders storform.
Ligesom Robert Smith i løbet af det seneste år også er blevet introduceret til et helt nyt publikum gennem hans uventede venskab med det unge popfænomen Olivia Rodrigo, der for nyligt kulminerede med det fremragende samarbejde ‘’What’s Wrong With Me’.
Derfor var det også ærgerligt, at bandet så fuldstændig bort fra det nye album i løbet af den ellers fremragende koncert. Om det er fordi Smith tænkte, at albummets tunge sange, hvor han stirrer sin egen dødelighed i øjnene, ikke var passende på en festivalscene, ved jeg ikke. Men på vanlig The Cure-facon var det ikke, fordi der manglede hverken doom eller gloom i det lidt over to timer lange sæt.
Vi fik blandt andet både en smuk, fortrydelsesfuld version af ‘The Last Day of Summer’ fra det oversete album ‘Bloodflowers’ og en sjælden udgave af ‘A Strange Day’ fra kolde og mørke ‘Pornography’. Ligesom der selvfølgelig blev grebet ivrigt fra depressionsmesterværket ‘Disintegration’ med blandt andet en intens version af ‘Fascination Street’ og titelnummeret, der må være en af de mest modløse og dystre sange, Smith har på samvittigheden.
Det var faktisk først efter halvanden times tid og en kort pause, at pop-paraden virkelig blev kørt i stilling med en tour de force, hvor det ene hit efter det andet gjorde sit til at udviske skuffelsen over de manglende sange af nyere dato.
Jeg nævner i flæng: ‘The Lovecats’, ‘Friday I’m In Love’, ‘Why Can’t I Be You’ og den afsluttende ‘Boys Don’t Cry’, hvor alle fra teenagere til pensionister sang og dansede med i fællesskab, inden Robert Smith blev stående alene på scenen, hvor han genert og taknemmeligt modtog publikums hyldest.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.