Brad Pitt-toer blev annonceret for 13 år siden – nu er den på vej med Oscar-vinder ved roret

Brad Pitt-toer blev annonceret for 13 år siden – nu er den på vej med Oscar-vinder ved roret
Brad Pitt under Cannes-festivalen i 2019. (Foto: Samir Hussein/WireImage)

2013-blockbusteren ‘World War Z’ får en fortsættelse, og Brad Pitt er tilbage i hovedrollen. Det skriver Deadline.

Toeren bliver instrueret af schweizisk-østrigske Edward Berger, der har imponeret med award-darlings som ‘Konklave’ og 2022-udgaven af ‘Intet nyt fra vestfronten’. Sidstnævnte vandt fire Oscars, blandt andet for bedste internationale film. Berger står også til at skulle instruere den kommende Brad Pitt-film ‘The Riders’.

Allerede inden den første film havde premiere i sin tid, udmeldte både Paramount og instruktør Mark Forster, at de så filmen som første indslag i en trilogi, og samme måned, som filmen havde premiere, annoncerede Paramount officielt, at en toer var på vej.

Det kørte dog på ingen måde på skinner derfra. ‘Børnehjemmet’-instruktøren J. A. Bayona blev annonceret som instruktør i 2013, og året efter blev ‘Peaky Blinders’-skaber Steven Knight tilknyttet som manuskripforfatter. Allerede i 2015 havde Paramount en premieredato klar, men i starten af 2016 – halvandet år inden premieren – måtte de udmelde, at Bayona havde forladt projektet.

I 2016 kom det frem, at Paramount holdt flere møder med David Fincher med henblik på at lade ham overtage instruktørstolen til ‘World War Z 2’, og for en stund var han officielt tilknyttet projektet. Inden juni 2019, hvor det var meningen at filmen skulle gå i gang med at filme, endte Paramount med at trække stikket på projektet.

Trods alle problemerne har Brad Pitt længe gerne villet lave en fortsættelse til ‘World War Z’, og sidste år gav de nye Paramount-chefer Josh Greenstein og Dana Goldberg grønt lys til projektet. Vi skal dog nok stadig vente lidt tid endnu, før filmen ser dagens lys.

I hvert fald skal vi nok vente til den anden side af Pitts og Bergers andet fælles foretagende, ‘The Riders’, hvor blandt andet danske Ulrich Thomsen også medvirker. Produktion af ‘The Riders’ begyndte tidligere i år, og der er stadig ikke annonceret nogen premieredato.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af