Den mest skræmmende film jeg har set: »Jeg sov ikke i en uge derefter«

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. I dag skriver Frida Marquard om en film så uhyggelig, at hun måtte forlade biografen.
Den mest skræmmende film jeg har set: »Jeg sov ikke i en uge derefter«

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Den eneste gang, jeg har besluttet mig for at forlade en biografsal under en film, var, da jeg så J. A. Bayonas spanske gyser ’Børnehjemmet’ fra 2007.

Jeg er ellers glad for gyserfilm. Men jeg kan tælle de film, der for alvor har skræmt mig, på én hånd.

Det, der gør ’Børnehjemmet’ så uhyggelig, er ikke blod eller indvolde, men det personlige drama i hjertet af historien.

Laura (Belén Rueda) er forældreløs og vokser op på et børnehjem på den spanske kyst, hvor havet slår ind mod klipperne. Hun blev adopteret som barn, men mindes sin tid på børnehjemmet som den lykkeligste i sit liv. 30 år senere køber hun det gamle hus med planer om at gøre stedet til et hjem for børn med særlige behov. Hun flytter ind sammen med sin mand Carlos (Fernando Cayo) og deres syvårige, adopterede søn Simón (Roger Príncep).

Alt ynder fred og idyl, indtil Laura under indvielsesfesten ser en dreng med en bemalet lærredssæk over hovedet. Samme dag forsvinder Simón pludseligt og uforklarligt. Samtidig giver en række mystiske begivenheder og et efterfølgende besøg af et synsk medium Laura grund til at tro, at børnehjemmet er hjemsøgt.

‘Børnehjemmet’.

Instruktør J. A. Bayona fik overtalt Guillermo Del Toro til at være executive producer på filmen, og Del Toros’ sensibilitet for sympatiske monstre skinner også klart igennem i ’Børnehjemmet’. I stil med ’The Devil’s Backbone’ og ’Crimson Peak’ er spøgelserne her mere hjælpsomme end ondskabsfulde, men har svært ved at komme igennem til de levendes verden.

Og i stil med den fabelagtige ’Pans labyrint’ kan man let argumentere for, at begivenhederne i ’Børnehjemmet’ er en manifestation af Lauras sorg over at havde mistet sin søn. Det er nemlig kun Laura, der ser den lille dreng i lærredssækken og oplever de mange paranormale hændelser.

Masker, barnelege og blåtonede billeder

Filmen er lige så meget et drama om et forældrepars hjerteskærende sorg over tabet af deres søn, som det er en gyser. Og det er beskrivelsen af netop denne sorg, der gør ’Børnehjemmet’ til et så skræmmende bekendtskab.

Den nat, hvor Simón forsvinder, rystes huset af en række høje brag. Laura fornemmer, at de skyldes spøgelser, og at de har en forbindelse til Simóns forsvinden.

Filmen forholder sig dog langt hen ad vejen skeptisk over for det overnaturlige. Og selvom den gør brug af mange velkendte virkemidler som masker, barnelege, blåtonede billeder og børn med hemmelige venner, har det alt sammen en troværdig funktion. De er ikke lette gys.

‘Børnehjemmet’.

’Børnehjemmet’ er skudt med lange, glidende kamerature, der dvæler frem for hastigt at klippe videre. Karaktererne agerer realistisk og empatisk. I en sorggruppe forsøger de andre deltagere at berolige Laura med, at de også har set spøgelser efter deres børns forsvinden. Det er en naturlig del af sorgprocessen. Men Laura tror ikke på det.

At alting virker solidt funderet i virkeligheden, gør gysene desto mere effektive. Da Laura til sidst vælger at overgive sig til at kontakte de spøgelser, som mediet opfatter i huset, er det mest af alt ud af desperation.

Tvunget til at få twistet med

(SPOILER ALERT: De sidste afsnit af artiklen behandler filmens twist)

De bedste twists er dem, der ændrer den linse, vi ser filmen igennem. Da Laura endelig finder Simón, er det i en hemmelig kælder under huset. Han er omkommet, efter at Laura, uden at vide det, har blokeret den hemmelige dør til kælderen. Det bliver ligeledes klart, at spøgelserne er Lauras gamle legekammerater, der blev forgiftet af en medarbejder, der kom til børnehjemmet kort tid efter Lauras afrejse.

Alle de mærkelige lyde og begivenheder har været deres forsøg på at hjælpe Laura. Da hun til sidst tager en overdosis af piller, mens hun holder Simóns mumificerede lig i sine arme, er det en både uendeligt sørgelig og bittersød slutning. Hendes gamle venner byder hende velkommen tilbage som en af deres egne, og hun er lykkeligt genforenet med sin søn, men hun har mistet alt på vejen dertil.

Filmens mest effektive scene er dog, da Laura en nat ligger i sin seng, og et af spøgelserne (måske Simón) kryber op under dynerne til hende. Det er en scene, der i det fleste gyserfilm ville resultere i et banalt jump scare. Men her leder den til en øm scene, hvor Laura for første gang åbner op omkring sin sorg. Hun tror, at genfærdet er hendes mand, der holder om hende.

Scenen er eksekveret så effektivt, at publikum selv får afledt opmærksomheden fra det uhyggelige, vi lige har set, og føler Lauras frygt, da hun opdager, at der står en fremmed ude på deres badeværelse. Lige indtil hendes mand træder ud.

Jeg kan ikke huske, præcis hvornår jeg besluttede at forlade biografsalen. Men i mørket tog jeg fejl af dørene og fik fat i en aflåst dør. Så jeg var tvunget til at se filmen til ende.

Til gengæld sov jeg så ikke i en uge derefter.

’Børnehjemmet’ kan ses på Filmstriben og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af