’Konklave’: Man forstår godt Oscar-hypen omkring afsindigt spændende pavethriller med Ralph Fiennes
En masse mænd i aldersspændet midaldrende til gammel, der finder sammen i katolske kåber for at diskutere i dagevis, er i udgangspunktet ikke det mest ophidsende scenarie.
Fra første sekund af Edward Bergers nye pavefilm ’Konklave’ står det imidlertid klart, at det her ikke bliver en kedelig affære.
På lydsiden sender strygerne skiftevis hurtige trip og skarpe jag af sted, mens kameraet fokuserer tæt på Ralph Fiennes’ kardinal Lawrence, der med en bekymret mine knuger sin gejstlige kalot i hånden.
Grunden til hovedpersonens anspændte mimik er, at paven netop er død. Hermed står Lawrence, der var tæt med Kirkens overhoved, over for den vigtige og potentielt svære opgave at lede konklavet, hvor kardinalerne i Vatikanets historiske sale skal stemme for en ny leder.
På den måde kaster den tyske instruktør, der slog eftertrykkeligt igennem i 2022 med sin Oscar-vindende filmatisering for Netflix af romanklassikeren ’Intet nyt fra vestfronten’, sig igen over en særegen, hierarkisk opbygget og mandsdomineret organisation med et stort fælles mål.
Både i den mistrøstige antikrigsfortælling og i Bergers nye biograffilm, der er baseret på Robert Harris’ roman af samme navn fra 2016, bliver målet tiltagende mudret og uklart i praksis.
Afstemningen om den næste pave er som et regulært politisk valg med forskellige fraktioner, der bekriger hinanden med hemmelige aftaler og rænkespil. Kardinalerne samler sig i klynger, opdelt efter nationaliteter, sprog og idealistiske overbevisninger. Valgceremonien kan vare i dagevis, indtil mindst to tredjedele af konklavet er blevet enige.
’Konklave’ udfolder sig som en afsindigt spændende og overraskende intens politisk thriller, hvor alle har skjulte hensigter, og hvor nærmest enhver pavekandidat har skeletter i skabet, der kan sabotere den sakrale valgkamp.
Midt i det politiske spil forsøger Lawrence også at holde styr på pr-maskinen udadtil, så de sultne medier ikke skildrer kirken i et endnu mere ufordelagtigt lys efter nyere tids talrige pædofiliskandaler i den katolske kirke.
For ja, Bergers film er ikke just en blåøjet hyldest til Vatikanstaten og dens tjenere. Berger og manuskriptforfatter Peter Straughan (’Dame, konge, es, spion’) ser med et nutidigt og kritisk blik på kirken som magtinstitution.
De fleste af pavekandidaterne i filmen tænker mest på, hvordan de kan opnå personlig magt og anseelse. Nogle få har kirkens forfatning og position i samfundet for øje. Og endnu færre har rent faktisk Gud i tankerne.
Man forstår godt, at ’Konklave’ er blandt favoritterne i buzzen omkring den kommende Oscar-sæson. For filmens indpakning er lækker og stilet, og alle i det store skuespillerensemble – herunder Stanley Tucci, John Lithgow, Isabella Rossellini, Lucian Msamati og Sergio Castellitto – spiller fremragende.
Ralph Fiennes er særligt fantastisk som Vatikanets ydmyge, ordentlige og loyale toastmaster. Han vækker publikums sympati, fordi han som en af de eneste ikke trives i sin magtposition. Fordi han faktisk indrømmer, at han også tvivler.
Undervejs begynder den ellers troværdige hovedperson dog også selv så småt at bryde regler – og dufte lidt til den potentielle pavetjans, som måske faktisk er inden for rækkevidde.
Twist efter twist holder spændingen i gang – helt indtil filmens slutning, som også tager en drejning, ingen kunne have set komme.
Kort sagt:
Tyske Edward Bergers nye pavefilm ’Konklave’ udspiller sig som en afsindigt spændende politisk thriller med magtspil, hemmeligheder og plottwists i lange baner.