’Ballad of a Small Player’: Oscar-vinders casinothriller med Colin Farrell er en hul skuffelse

’Ballad of a Small Player’: Oscar-vinders casinothriller med Colin Farrell er en hul skuffelse
'Ballad of a Small Player'. (Foto: Netflix)

FILM. Sidste år formåede tyske Edward Berger med ’Konklave’ at skabe en umanerligt nervepirrende thriller ud af et scenarie, der på papiret ikke lød voldsomt ophidsende: valget af en ny pave.

Det forholder sig desværre lige omvendt med den hypede Oscar-vinders nye, skuffende ujævne Netflix-film.

’Ballad of a Small Player’, skrevet af Rowan Joffe (’28 uger senere’) og baseret på Lawrence Osbornes roman af samme navn, har Colin Farrell i hovedrollen som gambleren Lord Doyle, der kører umanerligt højt spil i Macaus luksuriøse casinolandskab, mens astronomisk gæld fra flere kanter ånder ham i nakken.

I stil med Safdie-brødrenes nyklassiker ’Uncut Gems’ befinder den selverklærede high roller sig i en desperat overlevelseskamp, som får ham til at satse højere og højere. Det hjælper ikke på den penible situation, at en britisk privatdetektiv (Tilda Swinton) opsøger ham for at tvinge yderligere pengebeløb ud af ham, som han skylder efter en fortidig ugerning, han længe har flygtet fra.

Det lyder jo lovende, men ’Ballad of a Small Player’ kan ikke matche hverken ’Konklave’ eller ’Uncut Gems’ på spændingsfronten.

‘Ballad of a Small Player’. (Foto: Netflix)

Den visuelle indpakning fejler ellers absolut ingenting. Fra start overstimuleres publikum af de overdådige billeders stærke neonfarver, indfanget fornemt af filmfotograf James Friend, der vandt en Oscar i 2023 for sit seneste samarbejde med Berger, prisslugeren ’Intet nyt fra Vestfronten’.

At Doyles fortælling ikke gør samme indtryk, skyldes nok, at det er svært ved at heppe på den selvindbildske og sølle ludoman, som, iført lykkebringende gule handsker, bliver ved med at brænde broer.

Hans karakter føles ærgerligt flad bag de spektakulære, selvdestruktive handlinger. Og det ændrer sig ikke, da han i løbet af filmen endelig indrømmer, at han er en løgner og en svindler.

Selvom Farrell giver rollen alt, hvad han har, af grimasser og fysiske kraftudladninger – inklusive et par kvalmende overspisningsscener – formår han ikke at vække publikums empati, som Adam Sandlers taber-juveler til sammenligning lykkes at gøre det i førnævnte ’Uncut Gems’.

Den venlige casinokreditor Dao Ming (Fala Chen) ser anderledes på Doyle. Hun forbarmer sig nemlig hurtigt over den »fortabte sjæl« og giver ham en chance for at vende den synkende skude.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det virker ikke synderligt overbevisende, da hun begrunder sin store hjælpsomhed med, at hun ser sig selv i ham. Man tror simpelthen ikke på den pludselige, tætte relation, som de to ensomme karakterer opbygger på rekordtid, og som er så afgørende for plottet.

Deres møde leder ’Ballad of a Small Player’ ned ad en overraskende vej, da Doyles casino-eskapader drejes i retning af lokalbefolkningens ånderitualer. Twistet hæver den moralske fortælling over velkendt territorium, men filmen havde nu alligevel haft mere gavn af menneskelig dybde end af spøgelseshistorier.

Edward Berger er en knivskarp æstetiker, men han er også tydeligvis meget afhængig af stærke manuskripter, hvilket forfatter Rowan Joffe i dette tilfælde ikke har levereret.

I fremtiden skal Berger både instruere en ny Jason Bourne-film og samarbejder med Brad Pitt og Austin Butler. Vi må håbe, at tyskeren får mere gods at arbejde med her.


Kort sagt:
Den tyske Oscar-vinder Edward Berger skuffer med gamblerfortællingen ’Ballad of a Small Player’, som føles hul og flad bag den flotte indpakning og Colin Farrells energiske præstation.

’Ballad of a Small Player'. Spillefilm. Instruktion: Edward Berger. Medvirkende: Colin Farrell, Tilda Swinton, Fala Chen, Alex Jennings. Spilletid: 101 min. Premiere: 29. oktober på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af