Tønder Festival: Emmylou Harris’ magiske afskedskoncert kunne ikke være faldet på et mere potent tidspunkt
KONCERT. I dagene op til var det som om, at publikum på Tønder Festival knap nok kunne tro, at det virkelig skulle ske.
Næsten alle, jeg talte med på den sønderjyske festival, udtalte hendes navn henført, andægtigt og med et sigende blik i øjnene, så man ikke var i tvivl om, at de godt var klar over, hvor enestående en begivenhed det var, at Emmylou Harris skulle lægge vejen forbi Tønder på sin afskedsturné.
Det, der står til at blive countrylegendens sidste danske koncert nogensinde, kunne da heller ikke være faldet på et mere følelsesmæssigt potent tidspunkt.
Kun få dage efter kollegaen og samarbejdspartneren Dolly Partons død lignede koncerten et sidste glansstund for en særlig æra i amerikansk musikhistorie. Når Emmylou Harris om lidt går på pension, kan man godt argumentere for, at der ikke er flere tilbage af de store, kvindelige pionerer, der har formet genren til det, den er i dag.
Men Harris’ koncert var meget mere end de sidste krampetrækninger fra en svunden tid. På Tønder Festival oplevede jeg en kunstner, der gik til sine sange med en rørende nysgerrighed, som om hun stadig søgte efter nye lag og betydninger i dem.
»I have spent my whole life out here working on the blues«, synger hun i sin store erindringssang, ‘The Road’, som hun leverede helt alene på scenen med sin guitar. Afskedsturné eller ej lød det ikke som om, at hun helt har gjort arbejdet færdig endnu.
Det havde vel nærmest været naturstridigt, hvis de 79 år ikke havde sat deres præg på Harris’ stemme, der rigtig nok var skrøbeligere og mere usikker end i sin storhedstid. Men hendes skælvende fraseringer, porøse knæk og gådefulde intonation formåede stadig at give mig gåsehud.
Som på hendes måske største sangskrivningsmæssige triumf, tragedien ‘Red Dirt Girl’, hvor hendes stemme var så nuanceret og følelsesfuld, at man ikke behøvede at lytte efter teksten for at forstå den rædselsvækkende skæbnefortælling: »One thing they don’t tell you ’bout the blues when you got ’em / You keep on fallin’ ’cause there ain’t no bottom«.
Eller Steve Earles ‘Goodbye’, en kærlighedssang om tab og fortrydelse, som man måske netop skal have Harris’ erfaring for at kunne yde retfærdighed. I hvert fald er den næppe nogensinde blevet sunget smukkere. Eller spillet med større sensitivitet.
Emmylou Harris’ band, hendes Red Dirt Boys, er nemlig musikere af en helt særlig kaliber, der – blandt andet med en sprællevende violin og en nærmest dekadent trækharmoni – indhyllede sangene i så billedrig en atmosfære, at man var med helt ude i den mexicanske ørken på Townes Van Zandts ‘Pancho and Lefty’ og helt oppe i Appalacherne på bluegrass-faderen Bill Monroes ‘Get Up John’.
Det var en vild bedrift – ikke mindst fordi elementerne gjorde deres for at fastholde publikum på Tøndermarsken. En halv time inde i koncerten blev vi nemlig ramt af et skybrud af intet mindre end bibelske dimensioner.
Mange måtte modvilligt forlade koncerten for at søge ly, og de relativt få, der blev tilbage, fik en helt ny indsigt i, hvordan det er at svømme i de livsfarlige, isnende vande, som vi hørte om i en anden ufatteligt sørgelig sang, Merle Haggards ‘Kern River’.
»Jeg kan nærmest ikke tro, at I stadig står derude i regnen«, sagde Harris fra scenen, da hun havde trakteret med den traditionelle folkesang ‘Bright Morning Stars’ – tårefremkaldende sunget næsten helt a cappella ude ved scenekanten.
Men jeg kunne sagtens tro det, for Emmylou Harris ved, at en koncert kun er noget værd, hvis hver en sang betyder noget. Som hun selv synger i en af de bedste sange om livet som turnerende musiker: »If it’s all for nothing / All the roadrunning / Has been in vain«.
Kort sagt:
Koncerten havde tydeligvis elementerne imod sig, og Emmylou Harris’ stemme var med alderen blevet spinklere og mere skrøbelig end i sin storhedstid. Men med mageløse sange, fremragende musikere og et uforglemmeligt nærvær var countrylegendens afskedskoncert på Tønder Festival en gribende og dybt rørende oplevelse.