KOMMENTAR. Selv for en festival, der dyrker den såkaldte roots-musik under sloganet »handmade music«, var Tønder Festival 2026 en festival i erindringens tegn.
Festivalens ubestridte hovednavn, countrylegenden Emmylou Harris, tog officielt afsked med sit danske publikum og dukkede op med sin erfaring, sine fortællinger og en stemme, der var smukt ældet af sine 79 år som et porøst, tyndslidt stykke drivtømmer.
Koncerten var som et opsummerende tværsnit gennem countryens musikhistorie – fra appalachisk folkemusik og sydstatsgospel over energisk bluegrass og ilter honkytonk samt den countryrock, som hun som få har været med til at definere.
Harris var ikke den eneste, der spillede i konstant dialog med fortiden. Det 74-årige producerikon Daniel Lanois fremmanede æteriske og spirituelt søgende drømmebilleder af sumpet blues og støvet country, der lød som gulnede, næsten udviskede fotografier fra et New Orleans, der ikke længere findes.
Og så tror jeg at knap hver anden koncert, jeg hørte, bød på en hilsen til Dolly Parton, hvis død kastede en tung skygge over hele festivalen. Aldrig før har jeg hørt så mange – oftest rigtig gode – covers af ’Jolene’.
Men lige så meget som Partons død og Harris’ pension var en undskyldning for at se tilbage, var de også en gylden mulighed for at kigge mod fremtiden.
I et generelt virkelig stærkt program, der også bød på gavmilde mængder af skotske sækkepiber og keltiske fioler, var jeg derfor især nysgerrig på de amerikanske countrymusikere, og på hvor countrymusikkens yngre arvtagere er i færd med at bære den hen.
Hvordan lyder genrens fremtid, nu hvor fortidens pionerer har sagt farvel?
Tønders første TikTok-stjerne
Svaret på det spørgsmål var ikke altid let at finde på Tønder Festival, der om noget holder fast i traditionerne, hvad end det gælder de musikalske eller de kulinariske (Tønder Festival er et sandt paradis, hvis man som jeg elsker (!) sønderjyske specialiteter som bakskuld, solæg og brødtorte).
En kunstner som Minnesota-baserede Erik Koskinen var med sin afslappede, smårustikke hverdagscountry – hvor hver eneste sang bevæger sig roligt afsted i et tempo, der er perfekt at vippe støvlespidsen op og ned til – et meget charmerende bekendtskab.
Men med sin lidt karikerede, midtvestlige hillbilly-persona måske også et lidt klichéfyldt et. Også selvom arbejdsløshedshyldesten ’Six Pack of Beer and a Pack of Cigarettes’ nægter at forlade mit hoved igen.
Klichéerne slog jeg mig også på under det californiske bluegrass-band The Brothers Comatose, der unægtelig spiller godt og er en fest på en scene, men som også er præget af en vis overfladiskhed. På Tønder Festival kunne jeg ikke lade være med at opfatte dem som et slags partyband, hvor en ganske vist smittende energi også lidt blev et slør for en mangel på idéer og kunstneriske ambitioner.
Countrymusikken er et interessant sted lige nu. Genren har givet os to af årets største gennembrud i form af Ella Langley og Stella Lefty, hvoraf førstnævnte står bag sommerens uden sammenligning største hit. Countrymusikere som Morgan Wallen, Zach Bryan og Luke Combs er storstreamende superstjerner, der spiller stadionkoncerter. Kommercielt set er genren større end nærmest nogensinde.
Det bemærker man dog ikke på Tønder Festival, hvor programmet næsten er klinisk renset for denne nye bølge af ultrapopulær countrypop. Med en enkelt undtagelse i form af Lily Fitts, der må være Tønder Festivals første TikTok-stjerne nogensinde.
Fitts har stemmen til at blive en stor countrysanger, men mangler endnu sangene og især nærværet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var åbenlyst, at hun i modsætning til stort set alle andre musikere på festivalen ikke er blevet formet som livekunstner på små lokale spillesteder og open mic-barer, men i stedet er vant til at synge ind i et kamera.
»Hvad fanden er det her?«
Men på Tønder Festival var der også de koncerter, der beviste for mig, at countrymusikken ikke står stille, men er på vej i nye, spændende retninger. Især tre har bidt sig fast.
Det gælder eksperimentalisten Jake Blount, som jeg fangede under det, han selv beskrev som sit »party-sæt« – én af de mange skønne ting ved Tønder Festival er, at kunstnerne gerne spiller flere ofte vidt forskellige koncerter på forskellige scener.
Beskrivelsen viste sig at dække over noget, jeg bedst kan beskrive som en form for bluegrass-techno, hvor violin, banjo og kontrabas spillede om kap med det, der lød som et backingtrack af elektroniske rytmer.
»Hvad fanden er det her? Jeg troede, Tønder Festival var for livemusik«, udbrød en chokeret mand, der formentlig havde fået et hjerteanfald, hvis han have besøgt årets Roskilde Festival. Jeg selv oplevede Blount som modig og sært fængslende.
Ligeledes fængslende var det sangskrivningsmæssige generationstalent Emily Scott Robinson, der tidligere i år udgav mesterværket ’Appalachia’. Robinson er en radikal traditionalist, der musikalsk set holder fast i countryens konventioner nærmest som en slags musikalsk konservator og dyrker et krystalklart rent udtryk, hvor kernen udgøres af enkelt guitarspil, tostemmige harmonier og en meddigtende violin.
Men det, der gør hende hende så unik og fremadsynet på sin egen stille måde, er hendes insisteren på, at den klassiske countryform er perfekt til at rumme et lyrisk univers, der taler direkte til vores tid. At man kan synge om psykisk sårbarhed, klimasorg og gentrificering, mens man nikker til Hank Williams og Patsy Cline.
Hvis Robinson var optaget af at udforske konventionerne, var Sunny War, der spillede festivalens mest overraskende og muligvis bedste koncert, optaget af fuldkommen at pille dem fra hinanden.
Hendes guitarspil var måske nok ekstremt virtuost, men hun sang råt og fandenivoldsk. Akkompagneret af en vidunderlig trommeslager, der spillede legesygt og jazzet, forenede hun country, blues, soul og folk-punk med tekster af den usædvanligt ramsaltede og selvudleverende slags.
»Da jeg var indlagt på den lukkede, sagde de, at jeg har mange personligheder. Jeg ved ikke hvilke, der har skrevet hvilke sange«, sagde hun på et tidspunkt. Så var vi ligesom i gang.
Mens Jake Blount var en konceptuel avantgardist og Emily Scott Robinson en stille fornyer, var Sunny War en vild provokatør, der med sin intense koncert pissede udover den kroniske hygge, der lever på Tønder Festival. Hver især gav de gav de gode bud på nye retninger for countrymusikken.