Carly Rae Jepsen nægter at spille spillet med dobbeltalbummet ‘Day and Night’
ALBUM. Hvorfor er Carly Rae Jepsen ikke en større stjerne?
Mange har prøvet at overbevise verden om, at den nu 40-årige canadiske popstjerne er så meget mere end sit monster af et gennembrudshit, siden hun fulgte hypen/hadet fra sin landeplage op med det nu ikoniske album ’Emotion’ i 2015. Lige lidt har det hjulpet.
Men nu, med dobbeltalbummet ’Day and Night’, skal det være Carlys tid til at shine og indtage den popstjernestatus, jeg insisterer på at måle hendes succes efter. Det eneste problem: Det virker ikke til at være en målestok, hun er synderligt interesseret i.
For ’Day and Night’ er meget. Rigtig meget.
Det er 12 solrige popsange med sommerkjolevibes, sprøde guitarlicks og catchy keyboardmotiver (’Day’) sat over for 12 natklubs-elektropopsange med svedperleinducerende bas og psykedeliske synthmotiver i spandevis (’Night’).
Det er 24 (!) sange, som på kryds og tværs udforsker følelser og stemninger i forelskelsen, begæret, kærligheden, længslen, frygten, og hvad det vil sige at være og blive en familie.
Det er … meget. Men leflen for stjernedrømmene er det ikke. Formentlig er der en pladeselskabstype, der sidder pletvist skaldet tilbage af ren frustration over, at Carly Rae Jepsen ikke vil spille spillet og bare levere 10 stramme numre uden svinkeærinder.
I stedet får vi to album, der ikke har meget andet tilfælles, end at de er umiskendeligt Carly’ske i deres legende omgang med, hvordan popmusik også kan lyde.
Legen og nysgerrigheden mærker man allerede fra det første ’Day’-nummer, ’After All’, da hun efter lidt indledende rasleæg og drømmende guitarstemning pludselig introducerer et nærmest gospelklingende korarrangement i omkvædet, der giver dig lyst til at finde din indre mamma frem og danse med til hendes celebration af kærligheden.
’Versailles’, et absolut højdepunkt på ’Day’-siden, kører allerede i non-stop rotation hos undertegnede med sine mange abrupte temposkift, som aldrig burde fungere, men her perfekt understreger omkvædets oplevelse af at finde ro i et blik, der giver dig mod til at være alt det, du er:
»Something about the way you make me open my mind / I wanna be good, I wanna be bad, I wanna have fun, I wanna feel desperate«.
Stor lyrik er det ikke, og du får ikke mange hints om, hvem Carly Rae Jepsen er bag den smittende popmusik. Men det er pivhamrende effektivt, og hvem siger egentlig, at det er nødvendigt at vide, hvem Carly er for at danse dagen væk sammen med hende.
Den legende og nysgerrige tilgang fornemmer man også på ’Night’-siden. Her eksperimenteres der med både ABBA-pastiche på den melankolske dansefest ’Don’t Leave Me on the Dancefloor’, storladen breakup-ballade på That’s Just Me’, der mærkes helt ind i knoglerne, og fransk house på ’Never Let a Good Thing Die’, hvis drillende beat jeg ikke bliver færdig med foreløbigt.
’Nights’ ubetingede højdepunkt, ’Motivation’, kan bedst beskrives som en EDM-familiehymne, hvilket måske vidner om, hvilken særlig kombination af både fest, familiehyldest og insisterende pop, vi her forkæles med. Jeg tror ikke, jeg før har hørt nogen synge »we go hard in this family« over et så smittende og levende beat før.
Men det fungerer og bliver kun ekstra virkningsfuldt af, at Carly Rae Jepsen her smider lidt af masken for at sætte ord på sine egne familierelationer og sin nye rolle som mor. Hvilket understreges rørende i musikvideoen, der slutter med hende og datteren i sin favn: »We love hard in this family«.
Med 24 sange er det næsten uundgåeligt, at der ikke er nogle svipsere undervejs. Bundniveauet er højt, men sange som den flødebollede ’Soft’ og softrockede ’Burning Heart’ er så anonyme, at hver lytning stadig føles som første gang, jeg hører dem. På den dårlige måde.
Underligt bliver det også, at der udover det rent tematiske i dobbeltalbummets dag og nat-koncept ikke er noget større samspil mellem de to album, der begge hopper og danser rundt i forskellige følelser og tempi uden større skelen til et samlet narrativ eller en form for følelsesmæssig eller musikalsk rejse. Der er ingen fortælling, der skal forløses, eller en stor kunstnerisk idé, der skal udforskes fra flere sider.
Det efterlader én med tanken: Er der nogen grund til, at det her er et dobbeltalbum og ikke to helt separate skæringer?
Det er der muligvis ikke, udover at Carly Rae Jepsen fik lyst til at se, hvor konceptet bragte hende hen. Og så må vi andre bare takke popguderne for, at hun aldrig har haft lyst til at være andet end helt sin egen.
Kort sagt:
Carly Rae Jepsen gaber over meget med dobbeltalbummet ’Day and Night’, der serverer to stærke album i ét, mens hun nysgerrigt og legende udforsker spektret af menneskelige følelser med akustisk sommerkjolepop og svedperleinducerende elektropop. Det er meget. Rigtig meget.