NEKROLOG. En af de ting, jeg beundrede allermest ved Dolly Parton, var hendes insisteren på, at der ingen modsætning er mellem det ægte og det kunstige, det overfladiske og det dybe.
»Jeg ser måske falsk ud, men jeg er ægte, hvor det gælder«, som hun selv formulerede det. Eller som det lød en anden gang: »Forhåbentlig kan folk se forbi håret og se, at der er en hjerne, forbi brysterne og se, at der er et hjerte, og gennem alt det andet og se, at der er talent«.
Dolly Parton var umulig at adskille fra glimmer, rhinsten, enorme parykker og uendeligt lange, kunstige negle. Efter eget udsagn var hendes spektakulære udseende inspireret af en kvinde i hendes barndomsby i Tennessee, der blev omtalt som »byens luder«. Og hun har selv udtalt, at hvis hun var blevet født som en mand, ville hun være en drag-queen.
Hun var en benhård forretningskvinde, der stod bag restaurantkæder, spa-resorts og den legendariske forlystelsespark Dollywood, og hun medvirkede i store Hollywood-film og optrådte i Las Vegas. Intet var for prangende eller for plastikagtigt.
Derfor er der en uimodståelig retfærdighed i, at hun samtidig var en sangskriver af guds nåde med et overdådigt katalog af overvældende dybe og vildt poetiske sange, der hører til blandt de vægtigste i populærmusikkens historie. Det kræver et nærmest uhørt talent at skrive både ’Jolene’ og ’I Will Always Love You’ – på samme dag!
I mange menneskers bevidsthed er store sangskrivere nok stadig primært personificeret af gravalvorlige og socialt afsondrede mænd, men Dolly Parton viste, at følelsesmæssigt kompleks og dybt intelligent sangskrivning sagtens kan sameksistere med kunstighed og glamour – at sidstnævnte måske endda gemmer på sin helt egen dybde.
Sygdom, mord og jalousi
Dolly Parton blev født i ekstrem fattigdom. Hun voksede op med hele 11 søskende i en lille træhytte, hvor hele familien delte ét rum, og hun har selv fortalt, at det eneste gode ved intet at have, er, at man bliver tvunget til at være kreativ.
»I’ve seen Daddy’s hands break open and bleed / And I’ve seen him work till he’s stiff as a board / I’ve seen Mama lay and suffer in sickness / In need of a doctor we couldn’t afford / Anything at all was more than we had / In the good old days when times were bad«, synger hun i en af sine mange mindesange om den barske, men ikke ulykkelige barndom.
Hendes mor sang keltiske og britiske folkesange, salmer og sydstatshymner, mens hun tog sig af de 12 børn, og Dolly var fra starten af fascineret af de ofte tragiske skæbnefortællinger, som sangene var fulde af – død, sygdom, mord og jalousi og lidelse. Da hun var fem år gammel, begyndte hun at digte sine egne.
Den folkemusiktradition, hun fik med sig hjemmefra, havde en uvurderlig indflydelse på de sange, hun skrev især i karrierens første ti år.
Som ’Evening Shade’ om en flok mishandlede børnehjemsbørn, der til sidst brænder hele børnehjemmet ned. Den ekstremt suspense-fyldte og meget chokerende selvmordssang ’The Bridge’. ’My Blue Ridge Mountain Boy’, som handler om landsbypigen, der bliver prostitueret i storbyen. Den makabre incestfortælling ’Robert’.
Eller hvad med ’Daddy Come and Get Me’ om kvinden, der bliver tvangsindlagt af sin mand på et sindssygehospital. ’To Daddy’, en hjerteskærende ballade om det afskedsbrev, som en underkuet husmor skriver til sin familie, før hun forlader dem. Eller den allermest hårrejsende: ’Down from Dover’ om den gravide teenagepige, hvis familie har slået hånden af hende, og som desperat venter på, at hendes kæreste skal vende hjem, indtil hun til sidst alene må føde et dødfødt barn.
»I guess in some strange way she knew / She’d never have a father’s arms to hold her / And dying was her way of telling me / He wasn’t coming down from Dover«, lyder de sidste skæbnesvangre linjer.
Hver og en af disse ellers så grumme fortællinger blev med Partons glasklare, let skælvende sopran forvandlet til noget helende. Hun var velsignet med et vidunderligt instrument, som var ulige noget andet i amerikansk countrymusik, og som hun bevarede lige til sin død. En stemme, der formåede at fylde hvert et ord med en unik medmenneskelighed og empati.
Forsonende og ydmyg
Denne medmenneskelighed og empati, som hendes sangskrivning og hendes stemme emmede af, skinnede igennem i stort set alt, hvad Parton foretog sig.
Det er rigtigt, at hun – som den kloge forretningskvinde, hun var – afholdt sig fra at skræmme kunderne ud af butikken ved at blande sig i partipolitiske spørgsmål, og der var da heller ikke meget galt, da New York Times i 2019 beskrev hende som det sidste, republikanere og demokrater kunne samles om. Men der kan heller ikke herske tvivl om, at hun altid var på de svages og de undertryktes side.
Hun beskrev ganske vist aldrig sig selv som feminist, men sange som ’The Bargain Store’ og ’Just Because I’m a Woman’, der skildrer dobbeltmoralen i, at kvinder fordømmes for en seksuel fortid, mens mænd hyldes – sidstnævnte med linjen »My mistakes are no worse than yours / Just because I’m a woman« – fortæller en anden historie.
Dolly Parton var en af de få amerikanske kristne, der oprigtigt havde taget budskabet om, at alle er født lige for gud, til sig. Denne grundindstilling gjorde hende i stand til at tale roligt, intelligent, forsonende og ydmygt om ellers så sprængfarlige emner som Black Lives Matter og LGBT-rettigheder. »Jeg elsker alle, og jeg dømmer ikke«, lød hendes credo.
Og hun satte handling bag sine ord: Hun donerede gavmildt til HIV/Aids-forskning i en tid, hvor det konservative USA så sygdommen som guds retmæssige afstraffelse af homoseksuelle, hun investerede en betydelig del af pengene, hun tjente på Whitney Houstons indspilning af ’I Will Always Love You’ i initiativer i et afroamerikansk beboelsesområde i Nashville, og gennem sit Imagination Library-program donerede hun over 330 millioner bøger til fattige familier.
I sidste ende sangskriver
Sin tro på, at alle fortjener kærlighed og respekt, holdt hun fast i, selv når hun påkaldte sig bibelbæltets vrede. I 2005 modtog hun dødstrusler efter at have skrevet sangen ’Travelin’ Thru’ til filmen Transamerica, der handler om en transkvinde, som venter på at modtage kønsbekræftende kirurgi.
»God made me for a reason and nothing is in vain / Redemption comes in many shapes with many kinds of pain«, lyder det i sangen. Kan det siges bedre? Hos Parton er vi alle i samme båd på samme mystiske, uudgrundelige rejse, og vi kan lige så godt følges ad uden had eller fordømmelse.
Partons oprigtige tro på, at alle mennesker rummer noget godt, kommer vi til at mangle i en verden, hvor det ofte kan være meget svært selv at tro på. Hvis ikke Dolly er her til at tro på det for os, hvem er så?
Mens vi alle sørger over tabet af et samlingspunkt og en ledestjerne, har Parton dog givet os de bedst tænkelige redskaber til at komme igennem det i form af en håndfuld af nogle af de allersmukkeste afskedssange, man kan tænke sig.
Tag blot titelsangen fra mesterværket ‘The Grass Is Blue’ fra 1999, hvor hun synger smertefuldt om at undslippe sorgen ved at søge ind i en verden af illusioner. Få sange har så ofte givet mig tåre i øjnene som den.
»How much can a heart and a troubled mind take / Where is that fine line before it all breaks? / Can one in their sorrow, just cross over it / And into that realm of insanity’s bliss? / There’s snow in the tropics / There’s ice on the sun / It’s hot in the Arctic / And crying is fun / And I’m happy now / And I’m glad we’re through / And the sky is green / And the grass is blue«.
Dolly Parton var superstjerne, stilikon, filantropist og forretningskvinde, men i sidste ende sangskriver. Og hvilken én.