Sidste år lancerede Roskilde Festival gennem deres Rising-brand det nye koncept Headline Flip, hvor de traditionelle roller bliver vendt på hovedet. Her er det nemlig kunstnere fra vækstlaget, der agerer hovednavne, mens de mere etablerede acts spiller opvarmning.
Sidste år udspillede formatet sig i singer/songwriter-genren med de to hovednavne Augusta Schackinger og Carlina de Place med Pil som opvarmning, og nu annoncerer festivalen anden udgave af Headline Flip.
Denne gang er genren elektronisk, og festivalen har netop offentliggjort de tre hovednavne, der til november skal spille i Pumpehuset.
Årets lineup tæller den aarhusianske trio Inga Bari, der i år har spillet både Spot Festival, Smukfest og Pop-Kultur i Berlin med deres »scandinavian rave«, Masiv, der havde deres Copenhagen Bounce med til Roskilde Festivals First Days, og den svenske producer Ayla, hvis blanding af dub, reggae og electronica allerede har vundet priser i hjemlandet.
Opvarmningsnavnet – altså det mere etablerede act – er traditionen tro stadig hemmeligt, men skulle ifølge en pressemeddelelse bevæge sig inden for »samme musikalske univers«.
Festivalens musikchef, Thomas Sønderby Jepsen, fortæller, at »aftenens lineup er kendetegnet ved en nysgerrig og legende tilgang til elektronisk musik, som virkelig har vundet momentum de seneste år. Publikum kan godt glæde sig både til de navne, vi løfter sløret for i dag , og det, vi holder tæt lidt endnu – og til den kæmpe fest, de kommer til at skabe sammen«.
Foruden de i alt fire musiknavne vil den dansk-palæstinensiske billedskunstner Jasmin Aiche Mahallati pryde Pumpehusets vægge med værker om tilhørsforhold og identitet.
Headline Flip: Inga Bari + Masiv + Ayla + TBA
5. november
Pumpehuset
Billetpris: 210 kr.
