DEN NYE KÆRLIGHEDSSANG. Med en mildest talt simpel tekst og en produktion, der med rette kan kaldes tilbageskuende, lyder det måske ikke umiddelbart sådan, men jeg tror ikke, der nogensinde har været en sang helt som Troye Sivans ’One of Your Girls’.
Den ellers noget nær universelle homoseksuelle oplevelse det er at have kortvarige, potentielt smertefulde relationer til nysgerrige eller forvirrede »heteroseksuelle« fyre, er mildest talt ikke et typisk omdrejningspunkt for store mainstream-popsange med over 400 millioner Spotify-afspilninger, men på ’One of Your Girls’ lægger Sivan ikke fingrene imellem.
I interviews har han været forfriskende ærlig om sangens baggrund – »Jeg lod mig selv være deres hemmelighed. Det er lidt selvudslettende« – har han fortalt til The Guardian, og i musikvideoen optræder han i drag, mens han med et tomt blik i øjnene forsøger at forføre den muskuløse bad boy Ross Lynch.
»Give me a call if you ever get lonely / I’ll be like one of your girls or your homies«, lyder det i omkvædet, der kunne være en liderlig Grindr-besked, men som leveres med en følelsesløs robotstemme, der understøtter det tragiske tab af identitet og selvrespekt, det er at hungre efter den heteroseksuelle mands anerkendelse.
Længsel som kviksand
Det er en lille genistreg, at ’One of Your Girls’ akkompagneres af en slags meget sørgmodig disco – bøssebarernes mest emblematiske musikgenre, her fortabt i en tyk, blåtonet tåge af bundløs melankoli – for der kommer et øjeblik i enhver homoseksuel mands liv, hvor den på én gang forjættede og frygtede heteroseksuelle mand pludselig vader ind i billedet.
Først og fremmest måske i fantasiens grænseløse rige, hvor forestillingen om alt det, der potentielt udspiller sig mellem ellers heteroseksuelle mænd i omklædningsrum og på kaserner, er en uudtømmelig erotisk kilde.
Men også i det virkelige liv, hvor internaliseret homofobi kan gøre det heteroseksuelle blik til et farligt begærsobjekt, og hvor et øjebliks intimitet i værste fald kan manifestere sig som et kviksandslignende morads af længsler og skuffelser.
Hvor mange gange har jeg ikke hørt en fortabt ven med en stemme grødet af hjertesorg og vin og ansigtet skjult bag en tåge af cigaretrøg klage sin nød over en heteroseksuel fyr, der åbenlyst aldrig for alvor kommer til at gengælde deres flammende forelskelse.
Hvor mange gange har jeg ikke rådet dem til at komme videre, blot for at se dem falde i igen ved færten af den mindste krumme af opmærksomhed. Deres stemmer genkender jeg i ’One of Your Girls’.
Et skamfuldt blik
Men jeg kan også se mig selv i de håbløse følelser, Troye Sivan synger om.
Jeg tænker på en af mine allertidligste teenageforelskelser. Vi holdt i hånden og kyssede lidt og var på alle måder meget uskyldige, og flere år senere mødte jeg ham igen. Han havde fået en pigekæreste, et distinkt gym bro-look, et hold af »gutter« omkring sig og havde – efter eget udsagn – ingen erindring om nogensinde at have mødt mig før.
Jeg tænker på den unge håndværker, jeg mødte en sen nat på et mørkt værtshus, og på hvordan han fulgte kanterne af mit ansigt med sine fingre, mens hans fortalte om alle de drømme, jeg vakte i ham, og som han af frygt for de andre svendes fordømmelse aldrig ville udleve.
Jeg tænker på den nybagte far, der åbenhjertigt spurgte mig, om ikke jeg kunne tænke mig bare for en enkelt nat at være hans flugt fra hustru og barn. Og på de fyre, der tilskyndet af alkohol – og muligvis substanser, der er stærkere endnu – for en stund fik løsrevet sig selv fra heteronormativitetens anker, blot for morgenen efter at møde mine øjne med et fjernt og tydeligvis skamfuldt blik.
Som de bedste kærlighedssange er ’One of Your Girls’ ukonkret nok til at være universel, og hver og én af de mænd kunne potentielt være omdrejningspunktet for dens selvudslettende længsel.
Universel som den er, er der selvfølgelig ikke noget nyt ved den oplevelse, sangen kredser om. 42 år før Kristus skrev den romerske digter Vergil om hyrdedrengen Coridon, der med ydmygende desperation hungrer efter Alexis, en anden hyrdedreng, selvom han ved, at hans følelser aldrig vil blive genkendt.
»Corydon, what madness overcomes you?« lyder det i den engelske oversættelse med et spørgsmål, jeg måske nok også har stillet mig selv en gang eller to.
Følelsen er gammel, men der skulle godt nok gå længe, før den endelig fandt vej til en popsang.