Om sommeren smider vi hæmningerne, føler frem for at tænke og bliver frie igen. Og sådan skal det også være på Soundvenues filmredaktion. Så i artikelserien Hot Take Summer lader vi vores anmeldere komme af med den upopulære holdning til film eller serier, som de ellers har holdt for sig selv. For nogle gange har man brug for at se det konventionelt accepterede med friske øjne. Og måske er de ikke så alene, som de troede?
HOT TAKE SUMMER. Jeg tør næsten ikke skrive det.
Men jeg kan ikke fordrage den måske mest vellidte mand i hele Hollywood.
Tom. Freaking. Hanks.
Han er filmbranchens moralske kompas og all-around good guy. Han siger de rigtige ting, holder de rigtige taler og spiller de rigtige roller. Hollywoods svar på den flinke og forstående amerikanske onkel, der oprigtigt vil dig det bedste, og som, mig bekendt, ikke har et eneste skelet i skabet.
Han har været med i et hav af anerkendte film og har to Oscars (‘Philadelphia’ og ‘Forrest Gump’) på kaminen suppleret af seks nomineringer. Han har fået en astoride opkaldt efter sig.
Så hvad er der galt med mig? Eller, altså: Med Tom Hanks?
Hæderlig amerikaner i krise
Det, der pisser mig godt og grundigt af, er, at Tom Hanks spiller den samme rolle. Hver. Eneste. Gang.
Uanset hvilket kostume Hanks stiller op i, kan man aldrig undgå at se, at det er Tom Hanks i forklædning.
‘Forrest Gump’: Tom Hanks med sydstatsaccent og et mentalt handicap. ‘Sully’: Tom Hanks med overskæg og et flyproblem. ‘Captain Phillips’: Tom Hanks med skæg og et skibsproblem. ‘Cast Away’: Tom Hanks med et skibsproblem, nu uden skæg. ‘Saving Private Ryan’: Tom Hanks med hjelm. ’Toy Story’: Tom Hanks med cowboyhat, bare animeret.
Man ser lige igennem ham, uanset hvor mange lag kostume og rekvisitter, han pakker sig ind i.
Og det er formentligt ikke noget tilfælde.
Han er Hollywoods standardvalg, når en historie har brug for en hæderlig amerikaner i krise, en everyman, der pludselig står midt i noget ekstremt.
Konflikten ligger næsten altid uden for ham. Han spiller sjældent mennesker i indre opløsning eller reel forvandling. Han spiller mennesker, der udsættes for verden, snarere end mennesker der er i krig med sig selv.
Han repræsenterer det rigtige, før filmen overhovedet går i gang.
Ren vaniljeis
Når han endelig prøver at gøre noget andet, ser man maskefaldet med det samme.
Tænk bare på hans påtaget ophøjede »true, true« i Wachowski-filmen ‘Cloud Atlas’, der lyder mere som en parodi end et skuespillervalg. Eller som den The Penguin-agtige Colonel Tom Parker i ‘Elvis’, som falder pladask på jorden.
Det er påfaldende slemt, når man sammenligner med, hvordan andre skuespillere på hans niveau forsvinder ind i deres roller.
Christian Bale sulter eller overspiser sig selv, til man dårligt kan kende ham fra film til film. Javier Bardem bliver, selv med én absurd pagefrisure, et af filmhistoriens mest skræmmende mennesker. Meryl Streep, kan troværdigt være syngende hippiemor i ‘Mamma Mia!’, frygtindgydende chef i ‘The Devil Wears Prada’ og traumatiseret overlever i ‘Sophie’s Choice’. Anthony Hopkins har to Oscars for to meget forskellige roller, kannibalmorder i ’The Silence of the Lambs’ og demensramt gamling i ’The Father’. Cate Blanchett kan være bly elver i ’Ringenes herre’ og kølig overklassefrue i ’Carol’.
Nu tænker du sikkert: »Men Tom Hanks var da god i den der film«. Eller: »Der var da én rolle, hvor han gjorde noget anderledes«.
Og jo, selvfølgelig er der altid små variationer i overfladen. Manden har lavet over 50 film, så der er en lidt bedre accent her, et lidt mere træt blik der.
Men det ændrer ikke mønsteret. Han spiller sjældent roller, der bryder hans grundlæggende persona. Han er verdens største typecast. En slags boomer-version af The Rock.
Tom Hanks er et varmt, filmisk kram uden skarpe kanter og uden ubehagelige overraskelser. En stor klat vaniljeis uden krymmel eller chokoladesauce. Det smager godt nok. Men det er også lidt det samme hver gang.