Om sommeren smider vi hæmningerne, føler frem for at tænke og bliver frie igen. Og sådan skal det også være på Soundvenues filmredaktion. Så i artikelserien Hot Take Summer lader vi vores anmeldere komme af med den upopulære holdning til film eller serier, som de ellers har holdt for sig selv. For nogle gange har man brug for at se det konventionelt accepterede med friske øjne. Og måske er de ikke så alene, som de troede?
HOT TAKE SUMMER: Forleden så jeg en YouTube-video, der kom med et bud på filmhistoriens 50 værste CGI-effekter.
Fra den primitive virtuelle mand i ’The Lawnmover Man’ (1992) og det levende slangespyd i ’Mortal Kombat’ (1995) til Dwayne Johnsons skorpionkongemutation i ’The Mummy Returns’ (2001) og en computeranimeret Keanu Reeves’ slåskamp mod et hav af agent Smith’er i ’The Matrix Reloaded’ (2003).
Jeg slikkede mig om munden og tilføjede straks de film, jeg endnu ikke har set, på min personlige watchlist.
Jeg har nemlig en svaghed for den slags computereffekter, de fleste andre latterliggør eller rynker på næsen af. Helt uironisk elsker jeg den ’dårlige’ CGI, som hverken ser virkelighedstro eller troværdig ud, men derimod fremstår åbenlyst kunstig og kluntet.
Og ja, jeg er med på, at fiktionens illusion bliver brudt i det sekund, en tvivlsom omgang computereffekter kommer ind fra højre. Indlevelsen kræver, at man tror på det, man ser.
Jeg er også helt enig i argumentet om, at praktiske effekter og stunts har de fordele, at de både giver en fysisk tyngde og fremstår mindre forældede med tidens gang. Førnævnte YouTube-video er tilstrækkelig bevisførelse for den pointe, for mange af filmeksemplerne har 20-30 år på bagen.
I dag er disse special effects mere specielleend effektfulde. Så hvad er det, jeg finder så tiltrækkende ved den mangelfulde CGI?
Will Smiths unge klon
Hvor mange hurtigt afskriver bedagede filmeffekter, finder andre charme ved de selvsamme mangler.
Førnævnte ’The Lawnmower Man’ af Brett Leonard er et godt eksempel. I den temmelig gakkede sci-fi-film med en purung Pierce Brosnan bevæger hovedpersonerne sig flere gange ind i en digital verden ved hjælp af virtual reality.
Scenerne i dette parallelle univers er skabt med tidlig 3D-animation, og de er så primitivt udført, at det ved første øjekast nok vil vække latter hos de fleste.
Men disse sekvenser med farverige baggrunde, kantet ikonografi og glatte, glas-agtige kroppe er også så bizarre, at de har en dragende og nærmest psykedelisk effekt. Faktisk står animationsscenerne frem som 90’er-filmens højdepunkter snarere end komiske skønhedsfejl.
Jeg tror ikke, at min fascination kun handler om kærlighed til fortidens retro-udtryk. For jeg finder en lignende interesse i en af nyere tids mest udskældte, CGI-tunge film: ’Gemini Man’.
I Ang Lees sci-fi-actionbasker fra 2019 spiller Will Smith en aldrende lejemorder, som jagtes af en yngre kopi af sig selv, også spillet af Will Smith. Filmen benytter den berygtede de-aging-metode. Ved hjælp af computereffekter har man forsøgt at gøre den 50+-årige hovedrolleindehaver halvt så gammel.
Resultatet føles forunderligt ikke-menneskeligt – kun forstærket af den tilstræbte hyperrealisme, som filmen slynger mod sit publikum med 60 billeder i sekundet (normalen er 24).
Ligesom i andre film med omtvistet CGI-foryngelse, som ’Tron: Legacy’ og ’The Irishman’, giver den unge Will Smith-klon en mystisk fornemmelse af se noget genkendeligt, men alligevel forkert og fremmed. Ikke ulig den grundlæggende følelse af ambivalens, som undergenren liminal horror (med biografhittet ’Backrooms’ som tidens store bannerfører) vækker i sin voksende fanskare.
Selvom den unge Smith grundet budget og teknologisk udvikling er en del bedre lavet end mange af sine forgængere, har han det til fælles med de andre computerskabte menneskekloner, at han befinder sig i et underligt overlap mellem liveaction og animationsfilm. Et fremmedgjort ingenmandsland.
Måske er det derfor, disse småbizarre genskabelser både frastøder og fængsler.
Drop sammenligningen
Siden digitale billeder og effekter gjorde deres indtog i filmkunsten, har de været til hyppig diskussion. Altid skal de sammenlignes med deres analoge sidestykker. At AI-værktøjer nu er trådt ind i ligningen, kommer helt sikkert ikke til at gøre CGI mindre omdiskuteret.
Men man burde droppe sammenligningen og i stedet indse, at computerskabte billeder kan noget andet. For CGI har sin helt egen æstetik, som ikke kan genskabes med andre værktøjer.
I stedet for at pege på CGI som mislykket realisme vil jeg hellere glæde mig over de syntetiske, digitale billeder, der ikke ligner noget som helst andet. Også når de ligner noget, der er løgn.
Nogle effekter er så godt lavet, at man nærmest ikke bemærker dem. Andre rammer så skævt, at man aldrig glemmer dem igen. Det er også en slags kvalitet.