Han var et kæmpe kaotisk red flag. Men han var også den rigtige

Om sommeren smider vi hæmningerne, føler frem for at tænke og bliver frie igen. Og sådan skal det også være på Soundvenues filmredaktion. Så i artikelserien Hot Take Summer lader vi vores anmeldere komme af med den upopulære holdning til film eller serier, som de ellers har holdt for sig selv. For nogle gange har man brug for at se det konventionelt accepterede med friske øjne. Og måske er de ikke så alene, som de troede?

HOT TAKE SUMMER. Aidan eller Mr. Big?

Det burde være et simpelt valg. Alligevel er det blevet en vaskeægte hjerne- og hjertevrider, der afslører vores kinks og længsler ­og et af popkulturens uløselige dilemmaer.

For mysteriet om det rette match for Shoegal/Carrie Bradshaw har ikke blot hjemsøgt ’Sex and the City’ gennem seks sæsoner og to mere eller mindre vellykkede film, men også i spinoff-horribilis ’And Just Like That’, som jeg netop har brugt en hedebølge på at binge.

I know, jeg er late to the dull and disturbing party. Så late, at det først nu går op for mig, at jeg kan sove med åbne øjne, og at jeg siden mine pre-teens har idealiseret en ret tvivlsom mandetype.

Som så mange andre har jeg nemlig altid været et stolt og stædigt medlem af Team Aidan.

Sød, flot, snedkerfyr med eget sommerhus og hundetække, what’s not to like?

Det skulle da lige være en traumatiserende telefonsexscene med håndslik og tilsvarende icks. Intet glohedt vejrfænomen kan få mig i stødet til den. Men at han er cringe, er det mindste af hans problemer.

Et overfølsomt pattebarn i ruskind

For det, jeg tidligere har hyldet som hengivenhed, åbenbarer sig som genstridig besiddertrang og manglende evne til at tilgive – krydret med passiv-aggressive tilbøjeligheder, skrøbelig stolthed og et trættende magtbegær.

Ja, værsgo: et overfølsomt pattebarn i ruskind og periodisk benægtelse. Og et ret præcist forlæg til den toksiske softboy, der lige nu findes på alt fra Hinge og Pompette til Heartland og ’Bachelorette’.

Du ved ham, der brygger kamillete til dig med den ene hånd, men tværer i dine blå mærker med den anden. Ham, der pakker spydigheder og manipulationer ind i sarte farver og pileflet. Ham, der står i skrigende kontrast til den black cat-energi, vi har lært at frygte hos Mr. Big.

SaTC’s egne damer har da i al fald forbandet dagen, den charmerende finansmand blev født, og brugt enhver newyorker-lejlighed til at kritisere ham for at være en utilregnelig sjuft, der – uagtet at han til sidst gifter sig med hende – leger med antiheltindens tid og følelser.

Word. Og så alligevel.

En forudsigelig don juan

Det er ingen hemmelighed, at den fashionable klummeskribent med hang til Marlboro og Manolo Blahniks muligvis er en af klodens mest problematiske og selvdestruktive kvinder.

Når hun ikke egotripper og får både brunchs og andres mødres begravelser til at handle om hende, søger hun med næsten imponerende infantilitet push/pull-relationer, der efterlader hende pushy og needy og lettere vanvittig.

I mean … at dukke op med store hatte og heppekor til intime gudstjenester, hun er blevet pænt bedt om at holde sig fra, er ikke bare et kæmpe dating no-go, men befinder sig et eller andet sted på stalking-spektret.

Med andre ord: Carrie tænder på drama, drama, drama, grænseoverskridelser og emotionel afstraffelse – og det giver Mr. Big hende.

Han giver hende faktisk nøjagtigt det, man kan forvente af en skabsnarcissist med commitment issues, og ulig mange af både franchisens og virkelighedens mænd er han temmelig tydelig i, hvad han vil og ikke vil, og hvad han kan tilbyde og ikke tilbyde.

For sagen er, at jakkesætsbæreren slet ikke er en utilregnelig sjuft, men en ekstremt forudsigelig don juan, der spiller spillet med åbne kort.

Og selvom »sådan er jeg altså bare« er et pisseirriterende forsvar, der snart skal dø – meget gerne sammen med de »I can change him«-løgne, vi fortæller os selv og hinanden over en cosmo og et nervøst sammenbrud – er det urimeligt at bebrejde ham noget, ik?

Red flag og førsteelsker

Okay… Big skal klart stoppe med at skjule sine udenlandsflytninger for hudsultne partnere og eventuelt prøve at dukke op til sit eget bryllup.

Men som kærlighedsguruen Jytte Vikkelsøe hyppigt messer, er krænkende adfærd en hovedingrediens i den gode, selvudviklende smaskforelskelse. Hvad der så er en sund mængde krænkelser og fejlkøbte diamantbesatte andetasker, kan selvfølgelig diskuteres.

Lad os dog blive enige om, at den jazzelskende cigarryger hverken er lige så slem som Alexander Petrovskys gennemgribende ufølsomhed eller det usikre røvhul Jack Bergers obsession med scrunchies og post-its.

Han er heller ikke værre end de øvrige bejlere, der enten har solide moder- og gudekomplekser eller ikke kan finde ud af at lukke toiletdøren, når de skider hos deres nye (!) fling. Det er jo decideret psykopatisk.

Mr. Big er rigtignok et kaotisk red flag, men inden den forbistrede workistiske serie-sequel slog ham ihjel (RIP), var han også en sjov, klog og sexet førsteelsker, der lavede deltidsvin i Napa, og som aldrig, aldrig gemte mindreværd i ’genuine’ golden retriever-klæder eller muleposer. Nej, dét er psykopatisk.

Lignende diagnose kunne man i øvrigt stille på denne absurde mandedikotomi, der insisterer på, at der skal vælges mellem to former for utilgængelighed, når vi nok bare burde slå kollektivt op med dem begge.

But a girl’s gotta eat, og enten har jeg lidt Carrie i ascendanten, eller også er jeg blevet offer for limousineformet »you’re the one«-gaslighting, cause suddenly I couldn’t help but wonder: Er jeg blevet Team Mr. Big?

Abso-fucking-lutely.