Om sommeren smider vi hæmningerne, føler frem for at tænke og bliver frie igen. Og sådan skal det også være på Soundvenues filmredaktion.
Så i denne artikelserie lader vi vores filmanmeldere komme af med den upopulære holdning til film eller serier, som de ellers har holdt for sig selv. For nogle gange har man brug for at se det konventionelt accepterede med friske øjne. Og måske er de ikke så alene, som de troede?
HOT TAKE SUMMER. De fleste dysfunktionelle parforhold fortsætter langt over udløbsdatoen, når bitterheden har sat sig som en tung tristesse, og hver eneste uenighed blæser op til det ubærlige.
Det er alligevel lettere at lade sig dø af tusinde snitsår end selv at stikke kniven dybt ind i hjertet på den, man engang elskede.
Og således har det været svært for mig at indrømme det endegyldigt: Men jeg elsker ikke længere Pixar.
Animationsstudiet har ellers fulgt mig hele livet. Fra jeg så ’Toy Story’ som en lille purk over teenagefavoritterne ’De utrolige’ og ’Ratatouille’, og helt til jeg sad i biografmørket tidligere i år for at opleve ’Hoppers’.
Men den dybtfølte kærlighed har over årene udviklet sig til en isnende vinterbrise. Jeg har tidligere luftet min utilfredshed gennem sidebenet:
Nudget studiet, om de ikke kunne være lidt mere ligesom Sony, som væltede mig omkuld med deres visuelle kreation ’The Mitchells vs the Machines’ i 2021.
Hyldet Hollywoods moderne animationsfilm med Pixar som fodnote snarere end fanebærere.
Og så sent som sidste år set skævt til det hæderkronede studie i en endnu en lovprisning af Sony i forbindelse med kæmpehittet ’Kpop Demon Hunters’.
Men ’Hoppers’ var den famøse dråbe, som fik bægeret til at skvulpe over.
Genkendelig pose bolsjer
I filmen er den rebelske studerende Mabels elskede sø i fare, da byens diabolske 80’er-skurk af en borgmester (Jon Hamm) ønsker at bygge en monstrøs omkørselsmotorvej oven på hendes barndomsparadis.
Kun ved at samle de fredede pattedyr kan hun beskytte det naturskønne område, hvilket kompliceres af, at hun finder en måde at overføre sit sind over i en plysset bæverrobot.
Det er en pose coming of age-bolsjer, Pixar har solgt lidt for mange gange de seneste år. Gav du mig et still-billede fra ’Coco’, ’Luca’, ’Red’, ’Soul’, ’Elio’ og ’Hoppers’ ville jeg have svært ved at skelne dem fra hinanden.
Det hjælper ikke, at studiet de sidste ti år har brugt den samme, efterhånden bedagede mangastreg til samtlige af deres film. De runde, ekspressive øjne og store æblekinder er efterhånden blevet lige så prævalente, som Dreamworks’ hævede øjenbryn var det i 00’erne.
Et stykke hen ad vejen gav ’Hoppers’ mig en smule håb med den fandenivoldske hovedperson og en morale om, at selv de mindste af os kan gøre en forskel for miljøet. Så kan det tilgives, at dens mange jokes om dyreriget sættes komplet til vægs af ’Den vilde robot’ fra 2024.
Jeg nåede dog at undre mig over, at samtlige dyr, som Mabel møder, fordømmer hendes økoaktivisme. Dét skulle dog vise sig at være gyselig foreshadowing, for som filmen skrider frem, viser den sig at være en vaskeægte corporate røvslikker.
I stedet for at besejre borgmesteren slår Mabel sig sammen med ham for at bekæmpe … øøøh… de onde insekter… Og moralen er, at aktivister skal lære at gå på kompromis, så der også er plads til bøllen på legepladsen, der ejer det hele i forvejen.
Mit problem?
Således slutter filmen med, at Mabel får sin sø tilbage som et reservat, alt imens vejen stadig bygges.
Ja, hallo er det politiet? Jeg vil gerne rapportere en filmforbrydelse.
Som Mabel selv, der banker hovedet mod muren for at overbevise byens borgerlige får om at redde sin sø, står jeg tilsyneladende ganske alene med mit panikanfald over ’Hoppers’. Så selvfølgelig er det værd at spørge, om problemet i virkeligheden ligger hos mig.
Filmen fik fire-fem stjerner af de danske anmeldere. Og som en original familiefilm i et hav af franchises klarede den sig nogenlunde hæderligt med en billetindtjening på små 400 millioner dollars på verdensplan.
Og mens jeg måbende så til, at Pixar shamede en ung kvinde for at være for idealistisk, fandt det voksne publikum tilsyneladende lommetørklæderne frem under rulleteksterne. Mabel fik et kram af en nuttet bæver, mens strygerne fyldte ørerne med skønsang og øjnene med ferske tårer.
Den kujonske slutning i ’Hoppers’ indikerer i mine øjne et filmstudie i en historisk kreativ krise.
Disney, som ejer Pixar, er færdig med at lege progressive, og dén pibe har studiechefen Pete Docter gladeligt danset efter. I interviews har han stolt udtalt, at de fjernede referencer til, at hovedpersonen i ’Elio’ var homoseksuel, fordi »de laver film, ikke terapi, til hundreder af millioner dollars«. Vel at mærke udtalelser fra instruktøren, som gav os de terapi-core ’Monsters Inc.’ og ’Inderst inde’.
Det er dog ikke kun LGBTQ-folk og miljøaktivister, som har fået med pisken, for kreativitet virker efterhånden til at være et fremmedord for Pixars bestyrelse. Det er især slående blandt de efterhånden mange efterfølgere, der ganske vist har tjent kassen, men alle som én er som en muskelbil uden motor.
’Toy Story’ nåede utroligt nok op på sin femte film før ’Shrek’ og introducerede i ’Toy Story 4’ verden for deres version af en Minion med karakteren Forky.
Riley var en dødkedelig karakter i ’Inderst inde’, men ligesom Andy i ’Toy Story’ handlede filmen ikke rigtigt om hende. Det blev dog et stort problem for ’Inderst inde 2’, hvor hun har endnu mindre personlighed og samtidig er et langt større fortællemæssigt omdrejningspunkt.
Og jo mindre jeg siger om den sølle undskyldning af en actionmontage, som er ’De utrolige 2’, des bedre.
Oscar-indikationen
Det står ikke bedre til blandt de originale film, som trods alt kommer igennem nåleøjet, men som har sat sig fast i førnævnte rille af letgenkendelige coming of age-film.
Den ene mønsterbryder er romcom-filmen ’Elementært’, der udspiller sig som en Temu-’Zootropolis’: elementer i stedet for dyr plus et mere bedaget forhold til sine etniske stereotyper.
Oscar-ceremonien bør aldrig være et endegyldigt barometer for kvalitet, men det er alligevel slående, at Pixar ikke har vundet statuetten for Bedste Animation siden ’Sjæl’ helt tilbage i 2020.
Måske standarden for Pixar ikke længere er ’Toy Story’, men snarere ’Fremad’. Det var en roadmovie om absolut ingenting, som folk dog alligevel tog ind og så, fordi den var udgivet af Pixar.
For vidste du, at deres film både kan nydes af voksne OG børn?
I dag er det snarere et luftkastel af forloren nostalgi.