Om sommeren smider vi hæmningerne, føler frem for at tænke og bliver frie igen. Og sådan skal det også være på Soundvenues filmredaktion. Så i artikelserien Hot Take Summer lader vi vores anmeldere komme af med den upopulære holdning til film eller serier, som de ellers har holdt for sig selv. For nogle gange har man brug for at se det konventionelt accepterede med friske øjne. Og måske er de ikke så alene, som de troede?
HOT TAKE SUMMER. Da jeg var barn, var det ikke Tobey Maguires Spider-Man, jeg drømte om at være.
Jeg drømte om at kunne svinge mig mellem skyskrabere, skyde spind ud af håndleddene og kysse med Kirsten Dunsts Mary Jane Watson på hovedet i silende regn. Jeg tænkte ikke synderligt over, at Peter blev fyret fra sit arbejde og havde svært ved at betale sin husleje. Den del af figuren forsvandt mellem Green Goblin, Doctor Octopus og alle de spektakulære svingture i New York.
Men i dag, 24 år efter udgivelsen af Sam Raimis ’Spider-Man’-film med Maguire i hovedrollen, står det soleklart for mig, at Spider-Man i virkeligheden ikke handler om superkræfter. Peter Parkers historie handler om skyld, ansvar og om konstant at føle, at man ikke helt slår til.
Om at skuffe mennesker, man holder af, selv når man prøver sit bedste – og om at bære rundt på et ansvar, man aldrig selv har bedt om.
Den charmerende, morsomme og atletiske Tom Holland har længe været folkets favorit i rollen. Han har også haft den fordel at blive introduceret midt i Marvels absolutte storhedstid. Andrew Garfield har omvendt oplevet noget nær den største rehabilitering i moderne blockbuster-historie. Efter ‘Spider-Man: No Way Home’ gik han fra at være den lidt oversete mellemregning til pludselig at være mange fans’ foretrukne Spider-Man.
Men selv bliver jeg mere og mere overbevist om, at Tobey Maguire er den bedste. Ikke nødvendigvis fordi han har de bedste film eller er den bedste skuespiller, men fordi han er den eneste af de tre, der for alvor føles som Peter Parker.
En average Peter
Da Stan Lee og Steve Ditko skabte Spider-Man i begyndelsen af 60’erne, var ideen at lave en superhelt, der lignede læserne, mere end de klassiske helte gjorde. Peter Parker var ikke skolens stjerne, men den akavede fyr, der stod og gemte sig ved skabene, og det er præcis den kvalitet, Tobey Maguire rammer.
Hans Peter Parker føles ikke som en superhelt, der tilfældigvis går på gymnasiet, men som en gymnasieelev, der ved et uheld er blevet superhelt. Man mærker det allerede i den første film, hvor han forsøger at tale med Mary Jane. Maguires Peter er ikke en charmerende underdog, men en fyr der kortslutter, hver gang hun siger hans navn.
Det er også derfor, at kysset mellem Spider-Man og Mary Jane i regnen stadig står som et af superheltegenrens mest ikoniske romantiske øjeblikke, da det føles som kulminationen på to timers længsel fra en fyr, der aldrig tror på, at han er god nok.I ‘Spider-Man 2’ bliver Peter fyret som pizzabud, mister sine kræfter, dumper sine eksaminer og er tæt på at miste sin lejlighed.
Det er langt fra den mest spektakulære konflikt i superheltegenren. Hvor de fleste superhelte bruger deres kræfter til at få kontrol over deres liv, gør Spider-Mans kræfter ofte det modsatte. De tvinger ham konstant til at vælge mellem sin egen lykke og alle andres.
Det er også derfor, Uncle Bens berømte ord om, at »with great power comes great responsibility«, stadig er uløseligt forbundet med karakteren. I ’Spider-Man’ bliver citatet hele drivkraften i Peters liv. Fra det øjeblik han lader tyven slippe væk og Uncle Ben bliver slået ihjel, bærer han rundt på en skyldfølelse, der præger alle hans valg.
I togscenen i ‘Spider-Man 2’ kollapser Peter af udmattelse efter at have reddet en masse passagerer, som nu bærer ham forsigtigt gennem toget. Da masken glider af, opdager de, at deres superhelt bare er en ung mand.
Da én af passagererne siger »He’s just a kid«, viser filmen det helt fundamentale ved Spider-Man: at hans heltemod handler om at fortsætte, selv når man ikke længere har kræfterne til det.
Problemet med de andre Spider-Men
Det paradoksale er, at både Tom Holland og Andrew Garfield på mange måder er bedre Spider-Men, end Tobey Maguire er.
Garfield har de hurtige replikker, den legesyge energi og den selvsikkerhed, som Spider-Man ofte har i tegneserierne. Men hans Peter Parker ligner også én, der spiller guitar i et indieband, får topkarakterer og uden større problemer kan score skolens mest populære pige. Han føles som den type, man gerne vil være venner med, og ikke som den ensomme outsider, figuren oprindeligt var tænkt som.
Tom Holland har ungdommen, charmen og entusiasmen. Han føles som en teenager, i modsætning til i de andre filmversioner. Men han er også bedste venner med Iron Man, flyver rundt i milliardudstyr og bliver inviteret med til kampe, der afgør universets skæbne. Hans Peter Parker føles som en kommende Avenger, der tilfældigvis går på gymnasiet.
Garfields og Hollands versioner er man ikke bekymrede for. Tobey Maguires Peter Parker føles derimod som en ung mand, der er én rykker fra et nervesammenbrud. Det er dét, der definerer Peter Parker – og det er jo vores interesse for Peter Parker, der definerer vores interesse for Spider-Man.
For i sidste ende er Spider-Man bare en dragt og Peter Parker mennesket, hvis levede liv bliver afgørende for, hvad superhelten kan udrette. Det er dét, der gør Tobey Maguires Peter Parker og Spider-Man til den allerbedste.