Det duftede af friske ferskner og romantik i luften, da den første trailer landede til Pixars’ kommende animationsfilm ’Luca’. De to drenge Luca og Alberto hopper og danser jovialt rundt i den underskønne italienske havneby Rivera, hvor de ifølge traileren oplever en uforglemmelig sommer.
På internettet fik folk straks julelys i øjnene med håb om en børnevenlig version af Luca Guadagninos ’Call Me By Your Name’. Men de håb blev lige så hurtigt slukket igen. »Jeg var virkelig opmærksom på at fremvise et venskab, før kærester kommer ind i billedet, og gør det hele mere kompliceret«, udtalte instruktør Enrico Casarosa til Polygon i april.
Filmen er baseret på hans egen barndom i Italiens provins med et overnaturligt tvist. Og fred være med det. Men det er langt fra første gang, at Pixar og forældrefirmaet Disney giver LGBTQ-miljøet den kolde skulder. ’Frozen 2’ ignorerede fans drømme og opråb om at give is-prinsessen Elsa den kvindelige kæreste, hun fortjener. Meget bedre ser det ikke ud hos Pixar, der ellers forsøger at fremme inklusion og diversitet, efter grundlægger John Lassetter i 2018 fik sparket på grund af anklager om sexchikane.
Kortfilmen ’Out’ handler ganske vist om et homoseksuelt par, men det er trods alt en kortfilm, der slet ikke har fået samme opmærksomhed som eksempelvis ’Bao’ og ’Burrow’. Som en sjælden fugleart kunne to kvinder skues gå en tur i parken med en barnevogn i baggrunden af en scene i ’Finding Dory’. Men selv her bemærkede skaberne dog, at de to kunne være, hvad man ville have dem til at være.
Og i fantasyfilmen ’Onward’ var kykloppolitibetjenten Spector Pixars første åbent homoseksuelle karakter. Noget, de stolt brystede sig af i deres marketingskampagne til filmen med fanfarer og regnbueflag. Hun var med i hele to scener …
Céline Sciamma som inspiration
Pixar og Disney er naturligvis ikke de eneste animationsstudier i byen. Himboen Mitch fra Laika Studios ’Paranorman’, der spiller en central rolle i filmen, bekræftes homoseksuel i en spydig vittighed til sidst i filmen. Men som altid er serielandskabet langt foran filmindustrien, når det kommer til repræsentation. Nickelodeons ’The Legend of Korra’, ’Netflix’ reboot af ’She-ra’ og Cartoon Networks ‘Steven Universe’ tør alle bramfrit omfavne LGBTQ-personer og -tematikker.
Disneys egen ’Gravity Falls’ bekræfter endda i sin finalesæson, at sherif Blubs og vicesherif Durland er i et forhold.
’Gravity Falls’ var blandt andet skrevet af animatoren Michael Rianda, hvis vidunderlige instruktørdebut ’The Mitchells and the Machines’ gør det, der åbenbart har været utænkeligt tidligere: Her er den energiske Katie Mitchell (Abbie Jackson) nemlig åbent homoseksuel.
På papiret bryder hun hovedet med klassiske teenageproblemer. Faren Rick (Danny McBride) kan bare ikke forstå hendes kunst, når hun begejstret viser sine eksperimentelle kortfilm frem for familien ved spisebordet.
Som aspirerende filmskaber kan hun ikke vente med at sprede vingerne og flyve fra den dysfunktionelle rede til store spændende Californien på filmskole. Især på grund af den spændende Jade, der smiler så sødt og deler alle Katies interesser. Men under en landsomspændende roadtrip med familien invaderes hele verden af en tech-milliardærs service-robotter, der indfanger Jordens befolkning og truer med at skyde dem ud i det store, tomme rum.
Rianda og medmanuskriptforfatteren Jeff Rowe sætter straks streg under Katies queer-identitet i filmens introducerende scener. Blandt hendes Mount Rushmore af filminstruktører er den franske instruktør Céline Sciamma, hvis film som ’Water Lilies’, ’Tomboy’ og ’Portræt af en kvinde i flammer’ handler om lesbisk identitet.
’Portræt af en kvinde i flammer’ bliver også refereret i Katies kortfilm med titlen ’Portrait of an Idiot on Fire’, et spoof over instruktørens mesterlige, lesbiske kostumedrama. En anden af teenagerens kortfilm er navngivet ’Y Tu Papa También’ efter Alfonso Cuarons homodrama ’Y Tu Mama También’. Og for at sætte tingene på spidsen er en tredje navngivet ’Chloe Chang Will You Go Out With Me?’
Generelt bør filmskaberne bag ’The Mitchells vs. The Machines’ roses for at skabe en filmsmag for Katie, der både føles specifik for hende, men også relaterbar for enhver ung filmnørd og art hoe i det 21. århundrede. Hendes andre inspirationer tæller således Greta Gerwig, Lynne Ramsay og Hal Ashby.
Der er andre små pejlemærker, fra Katies regnbue-pin til en herlig montage over hendes forskellige tumblr-parate modefaser, der går fra cowboy til ska-band. Og så er der Jade, der i filmens epilog specifikt nævnes som Katies universitetskæreste.
Mere end marketing
Repræsentationen af queer-identitet i filmen er på et helt andet niveau end Pixars øjenrullende tokenism og Disneys evighedsvandring rundt om den varme grød i deres animations- såvel som live-action-output.
Ja, både Bucky fra MCU og Elsa fra ’Frozen’ er queer… Men det bliver aldrig tilkendegivet med andet end easter eggs.
Referencerne i ’The Mitchells vs. the Machines’ kan til tider virke bemærkelsesværdigt små, men for en animationsfilm, der er henvendt til børn og unge, er det ikke desto mindre et åbenlyst vigtigt skridt i den rigtige retning.
»Jeg er selv queer, så det var tiltrængt at spille en queer teenager i en animeret film. Jeg voksede bestemt ikke op med det, og jeg tror, det er vigtigt for unge mennesker at se«, har Abbi Jackson, der lægger stemme til Katie, udtalt til filmmediet Pride.
Katies unikke perspektiv er også spejlet i filmens fænomenale animationsstil, hvor hendes små skriblerier, farverige tegninger af eksploderende regnbuer og katalog af meme-referencer bløder over i det i forvejen karikerede univers.
Og uden for animationsverden er det vidunderligt endelig at have en queer-hovedperson, hvis konflikt er centraliseret omkring andet end seksualitet. Rick og Katies skænderier er således ikke funderet i Katies interesse for det samme køn, men i kløften mellem forælder og teenager samt et behov for at finde sin egen plads i verden.
Hendes seksualitet bliver udelukkende støttet og fejret af resten af familien, samtidig med at den er en fundamental del af hendes person og identitet som en outsider, der ikke føler sig tilpas blandt sine jævnaldrende i forstadsmiljøet.
Dermed viser ’The Mitchells vs. the Robots’, hvor simpelt, men også vitalt det er at give plads til marginaliserede gruppers egne historier i mainstream-underholdning i stedet for at bruge LGBTQ-personer som et grelt marketingstrick.