Det plejede at være en naturlov: Jorden er rund, æbler falder fra træet, og Disneys artige 12-talselev Pixar sætter dagsordenen for animation med deres uforlignelige børnefilm i voksenhøjde.
Men de tektoniske plader har rykket sig. Og mens Disney kæmper med kriser hos Marvel Cinematic Universe og Disney+, virker der også til at være murren i maskinrummet hos Pixar.
For selvom dette års bidrag til animationskanonen, ’Elementært’, blev modtaget med forventelig applaus fra anmelderkorpset og blev en succes ved billetlugerne i en børnefilmfattig periode, har der i alle andre henseender været komplet tyst om studiets nyeste forsøg på en romantisk komedie.
Øjeæblerne er rettet mod andre hjørner af animationsmediet. Hjørner, som før var anset for lavkulturelle underhåndskast til rollingerne og feteret underholdning for hele familien (føj for satan!).
Det begyndte allerede i foråret, da Illuminations ’The Super Mario Bros. Movie’ dominerede billetlugerne i sådan en grad, at den stadig ligger over ’Barbie’ i global indtjening.
Ganske vist er det en film rettet mod børnepublikummet, men det er samtidig en blockbuster, hvor instruktørerne Michael Jelenic og Aaron Horvath (ham vender vi tilbage til) har fået nok albuerum til at give os spilseriens bedste Bowser i form af Jack Black.
Stilsikkerheden er en helt anden, end hvad man kunne forvente fra animationsstudiet, der tidligere har givet os Happy Meal-forestillingerne ’Syng’ og ’Minions’.
Mis med angstanfald
Nintendos ’italienske’ blikkenslager er langt fra den eneste, som har præsteret over forventning. Op til jul sidste år sendte Dreamworks ’Puss in Boots: The Last Wish’ (’Den bestøvlede kat og ønskestjernen’) i biograferne.
Tidligere på året havde filmstudiet lagt en solid hånd på bordet med heistfilmen ’The Bad Guys’, men ’The Last Wish’ er en efterfølger til et ti år gammelt spinoff af den memeværdige 00’er-maskot Shrek. Det lignede en sikker fuser. I stedet ramte animationsfilmen som et chok til maveregionen.
I ’Puss in Boots: The Last Wish’ døjer Antonio Banderas’ bestøvlede mis med angstanfald, da han jagtes af en ulvepersonificering af Døden selv.
Actionsekvenserne iscenesættes med farverig panache, en original blanding af stilarter og en auteurs sensibilitet for kameraføring. Og de mange komiske indslag bringes smukt til livs af et fantastisk skuespillerensemble, heriblandt John Mulaney, Harvey Guillén og Florence Pugh.
Der blev straks spundet en rød tråd mellem den film og Sonys saltvandsindsprøjtning til hele Hollywood-systemet med ’Spider-Man: Into the Spiderverse’ fra 2018. Instruktør Joel Crawford har i et interview med Letterboxd sågar bemærket, at han overtog ’The Last Wish’ fra Bob Perschicetti, som var en af tre instruktører på ’Into the Spiderverse’.
Filmen, der introducerede mainstreampublikum til Miles Morales, er blevet storrost for sin utrolige æstetik og et handlingsforløb, som både har et blødende hjerte og en stærk politisk rygrad.
Et generationsskifte
’The Last Wish’ er ikke den eneste film, som har trukket den sammenligning.
I det biografaktuelle reboot af de kække Teenage Mutant Ninja Turtles, ’TMNT: Mutant Mayhem’, må Leo, Donnie, Raph og Mickey takle menneskenes grimme, fordomsfulde væsen snarere end fodninjaer, som vil banke dem til skildpaddesuppe.
Filmens karakterdesigns og den animerede streg er intentionelt sjusket. Det giver indtrykket af en begejstret teenager, som tegner seje monstre i notesblokken i skolen. Den ligner ikke noget fra ’Into the Spiderverse’. Men det er svært at forestille sig en animationsfilm tage så store armsving, før ’Spiderverse’ kridtede banen op på ny.
Med disse film er der tale om et generationsskifte. Den gamle instruktørgarde har givet stafetten videre til unge idealister, som har fået deres erfaring fra animationsserier på Warner Animation, Nickelodeon og Cartoon Network.
Horvath instruerede således den fantastiske metasuperheltefilm ’Teen Titans Go To the Movies’, før han tog springet til Super Mario. Crawford havde sin spæde start som storyboard artist på ’The Last Airbender’. Og instruktøren bag Turtles-filmen, Jeff Rowe, var andeninstruktør på den queer-tastiske ’The Mitchells vs the Machines’ og har tidligere arbejdet på den anerkendte tegneserie ’Gravity Falls’.
Deres film forstår deres unge publikum, fordi skaberne i mange tilfælde vitterligt kan huske flere år fra det nye årtusinde end det forrige.
Og selv Pixar følger tendensen. Deres bedste film siden ’Inderst Inde’, ’Rød’ – om menstruation, et barn af immigranter og boybands – er instrueret af spillefilmdebutanten Domee Shi.
Blockbuster til tiden
Ingen film inkarnerer generationsskiftet bedre end ’Spider-Man: Across the Spiderverse’. Den ene af filmens tre nye instruktører, Kemp Powers, reddede Pete Doctors ’Sjæl’ ved at introducere et afroamerikansk jazzelement til den ellers banale film om efterlivets bureaukrati.
Med ’Across the Spiderverse’ har han sammen med resten af animationsholdet skabt en fortælling, der ikke blot gentager sin forgængers stilistiske krumspring, men sætter ild til hele den etablerede regelbog.
Den guddommelige animation og det dynamiske soundtrack ændrer sig konstant i mødet med de forskellige karakterers indre væsen og emotionelle tilstand. Filmens smukke intro, hvor Gwen Stacy, forklædt som Spider-Woman i en kamp med en interdimensionel superskurk, bliver tvunget til at ’komme ud’ til sin politifar, føles som en hel film i sig selv.
Det er på alle måder en blockbuster til tiden.
Transpersoner har taget Stacy til sig som en af deres egne på grund af hendes narrativ om personlig løsrivelse i et aggressivt heteronormativt samfund samt hendes tematiske farvepalet, der er badet i transflagets lyseblå og pink.
Dermed går den også hånd-i-hånd med den Tumblr-venlige animationsfilm ’Nimona’, hvis titulære, rebelske shapeshifter-antihelt hylder queer-identiteter i alle former og farver, og som blev reddet på målstregen af Netflix, efter Disney havde givet den øksen.
’Nimona’s skabere har selv antydet i interviews, at Disney specifikt droppede den næsten færdige film, da de ikke brød sig om et kys mellem to af de mandlige hovedpersoner. Det kunne selvfølgelig også skyldes, at den beklageligvis er et kedsommeligt miskmask af en million andre, bedre film.
Brands dominerer
Det er dog ikke kun hos ’Nimona’, at man kan mærke kapitalisterne på øverste etage knuge deres klamme hænder om den kreative proces.
For mens alle disse film unægtelig er nybrud i deres originalitet, er de strengt taget ikke originale. De er således alle baseret på meget kendte brands, som især gravrøver nostalgi fra min egen generation, fra ’Spider-man’ til ’Mario’ og ’TMNT’. Men gudskelov tilføjet et højt ambitionsniveau og et ønske om at udfordre og udvikle frem for blot at udøve fanservice.
Det er på den ene side en del af en større tendens i Hollywood lige nu at holde sig til de større marquee IP-navne. En tendens, der kun vil eksplodere efter ’Barbie’s imponerende sejrsrunde over sommeren, som Hollywood utvivlsomt vil lære alle de forkerte lektier af – som de altid gør.
På den anden side føles det misbilligende for den næste generation, at de skal flaskes op med resterne fra min barndom – her står Pixar trods alt stadig alene med deres katalog af primært originalværker.
Horribel ledelsesstil
Til gengæld deler Pixar og ’Across the Spiderverse’ en helt anden uheldig lighed, nemlig i forfærdelige historier om deres arbejdsmiljø.
Mens vi alle klappede over filmens revolutionerende animationsteknikker, kunne det amerikanske kulturmedie Vulture rapporterer, at omkring 100 animatorer valgte at forlade projektet på grund af en horribel og jernhård ledelsesstil fra den ellers så hyldede producer Phil Lord. Han tvang folkene på gulvet til at starte forfra med sekvenser, der for længst var animeret, og gik ofte over hovedet på de tre instruktører for at få sin kreative vision igennem.
Den urimelige arbejdsbyrde kombineret med rigide, astronomiske krav fra ledelsen tegner ikke just til at ændre sig på trilogiens sidste kapitel, der før Hollywoods store strejke var forventet at ramme biografsalene allerede næste år.
Man kan sige, at den type kunst kræver blod, sved og tårer – og at det hårde arbejde trods alt betalte sig (for pengemændene). Men animationsfolk er helt tilbage til mediets spæde dage med Walt Disney ved styrepinden blevet udnyttet og tilsidesat som et instrument i den pinte auteurs værktøjskasse.
Og som kulturkritikere og medieforbrugere har vi i al for lang tid været alt for hurtige til at børste disse problemer til side. Animation er alligevel for pattebørn – det er jo ikke rigtig kunst.
Med film som ’Across the Spiderverse’, ’TMNT: Mutant Mayhem’ og ‘Puss in Boots: The Last Wish’ har mediet dog leveret noget af Hollywoods fineste underholdning – originalværker eller ej.
Måske vi skylder folkene bag at tage dem seriøst.