’Spider-Man: Across the Spider-Verse’: Hypet opfølger blæste mig fuldkommen bagover – ren triumf
Siden årtusindeskiftet har ’Spider-Man’ været overalt.
Den tidlige succes med Tobey Maguires følsomme Peter Parker i Sam Raimis skelsættende trilogi. Andrew Garfields energiske version i de to ’The Amazing Spider-Man’-film. I Marvel Cinematic Universe (og til dels Sonys Spider-Man Universe) med en gedigen Tom Holland. I gamer-regi med Sonys to fornemme PlayStation-spil (og et tredje på vej).
Og så er der naturligvis også ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’ fra 2018, som med revolutionerende animation og en vedkommende og dybfølt historie om Miles Morales/Spider-Man svingede sig op på en klar førsteplads over de bedste film om edderkoppen.
’Into the Spider-Verse’ emmede af ungdommelig charme, syleskarp dialog og skrupskøre sekvenser, der fik flere Spidey-fans til at knibe en tåre af ren og skær veneration over Phil Lord og Christopher Millers historie.
Hvem husker ikke scenen, hvor Miles kaster sig ud fra en bygning, mens han svinger sig gennem New York til tonerne af ’What’s Up Danger’ … Intet mindre end perfektion.
Den forrige films betydning og kvalitet taget i betragtning er det ikke så underligt, at hypen har været skruet gevaldigt i vejret op til anden ombæring, ’Spider-Man: Across the Spider-Verse’. Læg hertil, at animationsgenier som Joaquim Dos Santos (’Justice League Unlimited’, ’Avatar: The Last Airbender’) og Kemp Powers (’Soul’) sidder i to af de tre instruktørsæder … og så kan forventningerne nærmest ikke blive højere.
Men for mit vedkommende var jeg flere gange ved at tabe kæben af ren og skær benovelse over filmens niveau på samtlige parametre. Stemmeskuespillet, æstetikken, musikken, actionen, humoren, historien og karaktererne – alt sidder i skabet!
I ’Spider-Man: Across the Spider-Verse’ har Miles Morales (Shameik Moore) efterhånden fået styr på sine kræfter og status som sit univers’ svar på Spider-Man. Hans forældre, herunder hans politibetjent-far (Brian Tyree Henry), som nu samarbejder med Spider-Man, ved ikke, at Miles er den maskeklædte superhelt.
Han kæmper også fortsat med at balancere sine to liv som henholdsvis hårdtarbejdende gymnasieelev og øretæveuddelende crimefighter, hvilket komplicerer hans forhold til sine forældre, da de indser, at han bærer rundt på en hemmelighed, han ikke tør betro dem.
Da en lettere naiv, men magtfuld superskurk, The Spot (Jason Schwartzman), dukker op i Miles’ univers, bliver Gwen Stacy/Spider-Woman (fantastisk stemmeskuespil af Hailee Steinfeld) og Miles genforenet.
Gwen arbejder nu for Spider Society, et samfund af forskellige universers versioner af Spider-Man under ledelse af den intense ninjavampyr Miguel O’Hara/Spider-Man 2099 (Oscar Isaac), som har til opgave at fange skurke som The Spot.
Det viser sig dog, at Miles og det resterende Society langt fra er enige om alt, herunder spørgsmålet om, hvorvidt man kan styre sin egen skæbne. Han må derfor finde en måde, hvorpå han kan forblive tro mod sig selv og samtidig redde dem, han elsker.
Det ville være en skam at gøre resumeet længere, da denne film fortjener så få spoilere som muligt. Hvad jeg dog kan sige, er, at ’Spider-Man: Across the Spider-Verse’ blæste mig fuldkommen bagover. Den lever utvivlsomt op til forgængeren og overgår den endda på især ét parameter, nemlig animationen. Jeg vil endda gå så langt som at påstå, at ’Across the Spider-Verse’ er en af de flotteste animationsfilm, der nogensinde er lavet.
Der er sekvenser, der kunne være revet direkte ud fra et kunstmuseum. De mange farver matcher historien perfekt, og især de steder, hvor Gwen og hendes far, George Stacy (Shea Whigham), er i centrum for begivenhederne, flyder det hele sammen i en virtuos farvelade, der smukt harmonerer med karakterernes følelser og sindsstemning. Gwen får ligeledes fortjent en større rolle i denne film, og takket være Steinfeld og Whighams stærke kemi får de skabt et far/datter-forhold, der knuger hårdt om hjertet.
Derudover er Miles igen en vidunderlig hovedperson, som er let at holde af og med. Hans dobbeltliv er hans største hæmsko, men man forstår udmærket hans frygt for at fortælle sine forældre sandheden, ligesom man forstår deres frygt for at miste deres søn.
Spørgsmål om identitet, ærlighed og forældreskab løber igennem fortællingen, og det skaber en fin balancegang mellem de følelsesmæssigt stærke øjeblikke, der også rummer adskillige tematisk mørke sekvenser og tempofyldt festivitas.
’Spider-Man: Across the Spider-Verse’ har nemlig også nogle humoristisk absurdistiske indfald i klassisk Miller/Lord-stil, hvor vi blandt andet møder en T-Rex-Spider-Man og en Lego-Spider-Man. Ja, endda en Spider-Cat. Vi får også det velkendte Spider-Man Pointing at Spider-Man-meme og en hulens masse andet Spider-Man-lore, der ikke skal afsløres her.
På trods af at filmen slutter på en kolossal cliffhanger, får man alt hvad man kunne drømme om – og mere til.
Ventetiden til ’Spider-Man: Beyond the Spider-Verse’ bliver smertelig lang.
Kort sagt:
’Spider-Man: Across the Spider-Verse’ løfter den tunge arv fra sin forgænger med en visuelt bjergtagende, bevægende og medrivende triumf af en film. Find en biograf med et stort lærred, køb en billet og nyd oplevelsen!