’Spider-Man: Into the Spider-Verse’: Den bedste ’Spider-Man’-film til dato
»A leap of faith – that’s all it is«, lyder det i ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’, og hvor er det et godt et af slagsen, der tages med den nye animationsfilm over den populære edderkoppehelt. Et friskt pust, som forhåbentligt vil vække genklang i et nærved mættet superhelteunivers.
Siden 2002 er vi blevet hevet igennem hele tre forskellige versioner af Spider-Man. Og selvom Tom Holland gjorde et glimrende stykke arbejde i ’Spider-Man: Homecoming’ fra 2017, har det været svært at mønstre samme begejstring, hver gang den vægkravlende gavtyv er vendt tilbage på det store lærred. Men det ændrer sig nu.
Det fantastiske team bag den nye film respekterer nemlig seeren nok til at udelade en alt for detaljeret opsummering af historien om Peter Parker, som vi alle sammen kender. I stedet giver den plads til den nye stjerne Miles Morales (Shameik Moore), der skinner soleklart igennem.
Miles er i filmens begyndelse en helt almindelig dreng, der lever sit gængse liv i et parallelt univers med sin far (Brian Tyree Henry) og sin mor (Luna Lauren Velez) og med sin onkel Aaron (Mahershala Ali) på sidelinjen. I stil med den Peter Parker, vi kender, har Miles en nørdet side, der har fået ham ind på en prestigefyldt skole. Men i den rette teenageånd vil han meget hellere være en normal dreng på sin gamle skole. Hvilket han dog hurtigt kan glemme, for også i dette univers er der radioaktive edderkopper, og før Miles – og vi – ved af det, hvirvles han ind i et multivers af Spider-People og superskurke over de blot to dage, fortællingen udspiller sig over.
Filmen og dens titel tager udgangspunkt i tegneserierne ‘The Amazing Spider-Man: Spider-Verse’, hvor idéen om et multivers – flere universer, der smelter sammen til ét – danner ramme om fortællingen. Og det er netop den idé, der fascinerer filmens hovedskurk, Kingpin, der ikke bare er ond for at være ond, men lægger planer, hvis følelsesmæssige ræsonnement vi faktisk godt forstår – også selvom det vil føre enorm ødelæggelse med sig.
De øvrige Spider-People, der vælter ind fra de parallelle universer, holder filmens tempo og humor helt i top. Blandt dem er Peter B. Parker (Jack Johnson), Spider-Man Noir (Nicholas Cage), Peni Parker (Kimiko Glenn), Spider-Ham (John Mulaney) og Gwen Stacy (Hailee Steinfield). Der er kælet for alle detaljer og hver en eminent punchline – som når Spider-Man Noir ikke forstår rubiksterningens farverige gåder, eller når Spider-Ham, der tilfældigvis minder lidt om en vis Looney Tunes-karakter, udbryder: »That’s all folks«.
Filmen kommer også med et helt unikt animationsdesign, og det er især her, at det bliver tydeligt, at de kreative sjæle Phil Lord og Christopher Miller (’21 Jump Street’, ’The Lego Movie’) er inde over projektet som producere og (i Lords tilfælde) manuskriptet. Den visuelle stil spejler nemlig følelsen af at læse en god gammeldags tegneserie. Vi får alt fra opdelte frames til talebobler, der gengiver Miles’ tanker. Og selvfølgelig visualiseres kampscener med enorme WHAM BAM’s og edderkoppenettet THWIP, når det skydes afsted.
Animationen er i konstant bevægelse, og helt enestående bliver det, når Miles begiver sig ud på sin første store solo-svingtur, der kommer så sent i filmen, at forløsningen er kolossal. Men lige meget hvor hurtigt det hele går, glemmer filmen ikke i ét eneste øjeblik, at Miles er et barn, der kæmper med problemer, som ethvert barn ville kæmpe med: at acceptere og omfavne sig selv og sine usikkerheder.
»That’s a hard origin story«, nævner én af de andre, da han hører om Miles. Og jeg kunne ikke være mere enig. ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’ har alt, hvad der gør en superheltefilm super.
Kort sagt:
’Spider-Man: Into the Spider-Verse’ gør alt det, de foregående film om superhelten ikke har turdet. Den bedste Spider-Man film til dato.
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret