10. Jim Legxacy ‘Idk Idk’
‘Idk Idk’ rummer alt det, der gjorde den britiske rappers gennembrudsmixtape ‘Black Britisk Music (2025)’ til en af sidste års bedste overraskelser.
Fra den solbeskinnede produktionen, der lander et skønt sted mellem tidens populære jerk-genre og chipmunk-soul a la ‘The College Dropout’, til teksten, der er anderledes alvorlig (»nearly two years since I lost you, wanna cry«), når altså ikke den bare handler om at tage snus.
Endnu en grund til at ærgre sig over, at han aflyste sin Roskilde-koncert.
9. Lykke Li ‘Lucky Again’
»I am lost / I am bruised / I am broken«, synger Lykke Li på ’Lucky Again’ fra sit efter eget udsagn sidste album.
Hun er fortabt, men tydeligvis også i sit es: Fanget mellem eksistentiel hjertesorg og popmusikkens svimlende ekstase. Galopperende bongotrommer og pulserende diskorytmer leder direkte mod dansegulvet, hvor svulstige strygere skærer gennem mørket som vildfarent fyrværkeri.
Få kan som Lykke Li få livslede til at føles som en rus.
8. Drake ‘Janice STFU’
Der var langt mellem højdepunkterne på Drakes triade af comeback-album – et af dem faktisk ingen – men et klokkeklart et af slagsen fik vi med ‘Janice STFU’, der rammer den helt rigtige balance mellem fjollet og flabet.
Altså, hvem andre end Drake kunne finde på at interpolere ‘I Follow Rivers’ (skud ud til Lykke Li for at være med på denne liste to gange) over et dunkelt rage-beat og samtidig have frækheden til at synge »beep-beep, baby«? Og hvem havde troet, at resultatet ville være så vanedannende?
7. Kacey Musgraves feat. Miranda Lambert ‘Horses and Divorces’
Da Miranda Lambert i 2011 hapsede ’Mama’s Broken Heart’ (en banger), som Kacey Musgraves havde skrevet, satte det gang i knap 15 års nid og nag, men det er alt sammen »whiskey under the bridge«, som de to countrystjerner formulerer det på denne fuldkommen uimodståelige duet.
De har så at sige fundet melodien, hvilket ikke er svært, forstås, når begge er blevet skilt og elsker heste, druk og Willie Nelson (»what asshole doesn’t like Willie?«), og når de begge er velsignet med stemmer som silke og solskin, der lyder fænomenalt ledsaget af en legesyg, mexicansk-inspireret trækharmonika.
6. Grace Ives ‘Stupid Bitches’
»Stupid bitchеs can’t hurt me«, synger Grace Ives og fortsætter: »I’m a bullet on an arrow’s path«.
Det er man ikke et sekund i tvivl på denne eksplosion af en single, hvor Grace Ives kommer galopperende ud af højtalerne iklædt en massiv, skudsikker rustning af en elektropop-produktion og bærende på synthesizere som svirpende knive og et omkvæd, der lander som en pisk.
Okay, måske man så alligevel fornemmer sårbarheden, der ulmer bag den usårlige attitude. Men det er præcis den dobbelthed, der gør ’Stupid Bitches’ til så spændende en popsang.
5. Lana Del Rey ‘White Feather Hawk Tail Deer Hunter’
Lana Del Reys nyeste single lyder som produktet af en glitch i den popkulturelle matrix.
Det ene øjeblik står man med fødderne dybt i Alabamas sumpe, det næste i køkkenet hos en 50’er-husmor med et pillemisbrug og en ’Breaking Bad’-lignende hemmelighed simrende på komfuret.
Og hov, hvorfor reciterer hun pludselig reklamesloganet fra morgenmadsproduktet Rice Krispies? Hvad laver nikotinplasteret pludselig der? Hvorfor lyder ordene »whoopsie daisy« så uhyggelige?
»Take my hands off the stove, hun«, synger hun over et orkester, der lyder splittet mellem ’Mary Poppins’ og ’Rosemarys Baby’. Det er nok fornuftigt at løfte hånden, men det er så fristende at blive lidt i ubehaget.
4. Olivia Rodrigo ‘The Cure’
Mellem de akustiske, næsten Elliot Smith-agtigt intime vers og det eksplosive, strygerbårne sidste omkvæd sker der så meget, at man let kan overhøre, at ’The Cure’ gemmer på to små linjer, der er mere brutalt selvudleverende end noget andet, hun har sunget før.
»Used to play a game in my head when I’d date a guy / Tally up the girls that he fucked ’til I start to cry«, hvisker hun.
Det er en indrømmelse så sårbar, så ydmygende, at den grænser til det selvudslettende – og et vildt eksempel på, hvor villig Rodrigo er til at lukke mørket ind i sit pastelfarvede univers.
3. Fakemink ‘Blow the Speaker’
‘Blow the Speaker’ indkapsler måske bedre end nogen anden sang, hvad der gør Fakemink unik i den nye bølge af britiske rappere.
Det er melankolien. En eksistentiel grundangst, der spøger i baggrunden af selv hans mest selvhævdende sange, men som aldrig har stået tydeligere frem end i ‘Blow the Speaker’, når Fakemink over en symfonisk produktion rapper om at løbe igennem natten uden at vide, hvor han er på vej hen.
»Turn the bass up, blow the speaker«, gentager han igen og igen til sidst, så tankerne ledes mod den ikoniske scene i ‘Breaking Bad’, hvor Jesse Pinkman bryder sammen foran sit svinedyre højtalersystem, skruet op på max volumen i et mislykket forsøg på at overdøve sine egne tanker.
Det efterfølgende album ‘Terrified’ var måske ikke det livsomvæltende storværk, Fakemink havde kørt det i stilling som, men når man lytter til en sang som den her, tror man på, at han nok skal nå dertil.
2. Zach Bryan ‘Bad News’
USA er i forfald, og mens nogle af os har privilegiet af at kunne se hovedrystende til fra den anden side af Atlanten, er der andre, der er tvunget til at opleve shitshowet indefra.
Det har Zach Bryan skrevet en sang om, og resultatet er på én gang en kritik af fædrelandet og en hyldest til selvsamme.
Der er sydende vrede og harmdirrende frustration, der er stikpiller til en vis immigrationsmyndighed – »And ICE is gonna come bust down your door / Tried to build a house no one builds no more« – men der er så sandelig også kærlighed, når den tidligere marinesoldat igen og igen gentager en simpel sætning: »I woke up missing you«.
At ‘Bad News’ endte med at skabe så meget drama siger nok i virkeligheden mest om det splittede samfund, sangen handler om.
1. Raye feat. Hans Zimmer ‘Click Clack Symphony’
Det er de færreste forundt at få deres kærestesorg iscenesat af Hans Zimmer og hans symfoniorkester, og måske er det derfor, at Raye mildest talt ikke lader muligheden gå til spilde.
’Click Clack Symphony’ er nemlig den bedste sang, hun nogensinde har skrevet. Øjeblikket, hvor hendes storhedsvanvid, humor og evne til at være fuldkommen i øjenhøjde med lytteren kolliderer og skaber noget magisk.
»Send the call out, send the call out / Calling all my baddest women, it’s about to go down«, synger hun over lyden af ildevarslende sirener, hvirvlende stryger og trampende stiletter: »Click-click-click-clack«. Kuren mod et knust hjerte, lyder budskabet, er at iklæde sig sit bedste tøj, omringe sig med en hær af veninder og finde vej til det nærmeste dansegulv.
En eksistentiel fortælling om venskabets helende kraft så medrivende, at man for en stund føler, at man selv vandrer der på boulevarden ved Rayes side.