Drakes ‘More Life’: Gode kunstnere kopierer – store kunstnere stjæler
Kulturel appropriation. Det kaldes det, når en kunstner gafler noget unikt og velkendt fra en anden kultur end personens egen og i større eller mindre omfang bluffer sig til ejerskab. Man så det på sidste års ’Views’ i kraft af storhittene ’One Dance’, ’Controlla’ og ’Too Good’. Alle lånte de skamløst fra Jamaicas dancehall og Afrikas afrobeat, men Gud og hvermand bevilgede Drizzy et benådningskort. For alle kneb gælder i tilblivelsen af ørehængere.
Nu har Drake udvidet konceptet og taget samme kneb i brug over et helt album – undskyld, ’playliste’. Det må man åbenbart godt, når man er hiphoppens og popkulturens hersker.
Ordsproget lyder, at gode kunstnere kopierer, mens store kunstnere stjæler – en devise, selskabspapegøjen Drake så sandelig efterlever på ’More Life’, hvor han på må og få kaprer forskellige musiktrends og -bølger til egen favør. Langt hen ad vejen slipper han afsted med det, men han er ikke altid lige troværdig som tovholder og kulturbærer.
Den spejderdrengede blokfløjte-trap på ’Ice Melts’ lyder til forveksling som et D.R.A.M.- eller Lil Yachty-beat (var der nogen, der sagde ’Broccoli’?), ’Since Way Back’ med følgesvenden PartyNextDoor er OVO-makkerparrets til dato kedeligste samarbejde, og ’Portland’ er en anelse kønsløst skabelontegnet efter rappens hitreglement anno 2017 med (endnu mere) fløjtespil og autotune-sovsede gæstevers fra Travis Scott og Quavo.
Hitrytteri til side gemmer ’More Life’ dog utvivlsomt også på stærke skæringer, hvor Drakes kuratorrolle bringer det bedste frem i alle parter. For eksempel er det påfaldende, hvordan Young Thug lokkes væk fra sit foretrukne mumlehabitat for at lyde velartikuleret og sober som aldrig før på ’Sacrifices’, der i øvrigt kandiderer til projektets bedste hook.
Mindst lige så bemærkelsesværdig er Kanyes revitaliserede gnist på ’Glow’ og Samphas velourbløde salme om himmerigets perleport på ’4422’ – for slet ikke at tale om den sydafrikanske ’Get It Together’, hvor (britiske) Jorja Smiths mageløse power-feature stråler om kap med det glimtende piano og ophøjer smeltedigelseancen til noget, der hører en parisisk jazzklub til.
Selv om både grime-rapperen Giggs og Baka, Drakes forbryderiske livvagt, holder hånden over hovedpersonens ellers anfægtelige street cred på både ’KMT’ og ’No Long Talk’ – »That’s Baka / he’s a no-long-talker / quick to let a motherfuckin’ TEC slam« – evner Drake via flabede roadman-leveringer og analoge stortrommer alligevel at gøre de isnende hard-hitters til sine egne. Patois-parløren er berettiget på sidstnævnte, men på eksempelvis ’Blem’ virker stroferne corny parret med trackets sødladne, bahamanske lydkulisse: »Unruly, unruly, maddas (…) / I need you to stop runnin’ back to your ex, he’s a wasteman (…) / I’m blem for real (…)«. Det ændrer dog ikke på, at sangen i grunden er et charmerende lyt.
Drakes lidt tyndslidte, caribiske bølgeridt til trods – ’Blem’ og ’Madiba Riddim’ er begge åbenlyse ’One Dance’-kloner – er ’Passionfruit’ dog en mindre genistreg af en palmesvøbt popbid, der småbobler i sin tropisk mousserende Piña Colada-sirup uden nogensinde at kamme over. Ikke overraskende pakker flæbe-Drake her sine følelser ind i vat, men når det hele går op i en højere enhed, ser man glædeligt igennem fingre med det.
Projektets ekspansive playliste-format med lidt for enhver smag har allerede vist sig som en snedigt udtænkt streaming-guldåre, men den lidt overlæssede trackliste har omvendt også en slagside, der tynges af dødvægt. Én ting er, at 22 numre er for mange. En helt anden er, at den mere eller mindre flydende sekvensering numrene imellem snarere er en lappeløsning end et reelt konceptunderstøttende tiltag.
Med undtagelse af den velmenende voicemail fra Drakes mor på ’Cant Have Everything’ fremstår de sporadiske monologindspark mest som kluntede elementer, der vistnok skal anses som forsøget på en rød tråd, men egentlig ikke er det.
Alligevel formår Drake – selv med det spraglede kludetæppe af usammenhængende sange, som ’More Life’ ultimativt er – at betage og begejstre. Nok går der musikalsk rovdrift i den enkelte steder, men hovedparten af tracklisten er som sådan holdbar, selv om konceptet ikke ender med at fremstå helt så strømlinet som hensigten.
Kort sagt:
’More Life’s bastante trackliste gemmer på noget for enhver smag og vil utvivlsomt indbringe Drake et ocean af streams. Playliste-formatet, der strækker sig over 22 tracks og 81 minutter, indbefatter en anseelig pulje af fortrinlige numre, men virker samtidig lidt som en gimmick, der af og til driver rovdrift på moderigtige musikbølger.
Læs også: Er ’Passionfruit’ Drakes bedste popsang nogensinde?