Drake udgav lørdags det annoncerede playlist skråstreg album-projekt ‘More Life’ med svimlende 22 numre på tracklisten – og en intet mindre end imponerende gæsteliste.
Udgivelsen er med til at cementere Drakes status som streaming-kongen. Tal fra både Spotify og Apple Music demonstrerer nemlig, at udgivelsen har trukket flere streams på den første dag end noget andet album.
På Apple Music blev albummets sange spillet 89,9 millioner gange på globalt plan i løbet af de første 24 timer. Her slog han i øvrigt den tidligere rekordholder – ham selv – med 85 millioner. På Spotify trak ‘More Life’-sangene 61,3 millioner streams i løbet af 19. marts, som var den første hele dag albummet var tilgængeligt. Det kan være medvirkende til, at Apple Music på trods af sin mindre brugerflade har akkumuleret flere streams. På Spotify slog han i øvrigt også rekorden for flest streams for en enkelt kunstner på en dag med 76,4 millioner streams.
Tidligere var det Ed Sheerans album ‘Divide’ (÷), der med sine 16 tracks på deluxe-udgaven besad rekorden for flest streams på førstedagen. Det er dog umiddelbart svært direkte at sammenligne de tal, for Drakes udgivelse rummer 22 numre, mens Sheerans “kun” har 16. På den måde samler Drake en del flere track-afspilninger op ved hver gennemspilning af udgivelsen.
Billboard skriver desuden, at ‘More Life’ også er på vej til at sætte barren for 2017-udgivelser for flest streams på en uge. Hvis opmærksomheden fortsætter som forventet, vil være det højeste antal streams siden hans egen ‘Views’ slog all time-rekorden for flest streams på en uge med 245,1 millioner – alene i USA.
Læs også: ’More Life’: Fem umiddelbare indtryk fra Drakes nye album – på godt og ondt