Når musikbranchens største – og mest omdiskuterede – prisuddelingen næste år løber af stablen, bliver det nok en gang uden Drake blandt de nominerede artister.
Ifølge Billboards kilder har rapstjernen nemlig valgt ikke at indsende sine tre 2026-album ‘Iceman’, ‘Habibti’ og ‘Maid of Honour’ til at komme i betragtning til Grammy Awards.
Dermed fortsætter Drakes modstand mod prisshowet, som startede tilbage i 2017, da hans hitsang ‘Hotline Bling’ vandt to priser. Han mødte ikke op for at modtage dem, og efterfølgende kritiserede han The Recording Academy, som står bag Grammy, for at fastholde ham i rapkategorier med en popsang uden egentlig rap.
Året efter afholdt han sig fra at indstille albummet ‘More Life’ til prisfesten. Da han i 2019 rent faktisk var tilbage på scenen for at modtage en statuette for ‘God’ Plan’, pointere han i sin takketale, at prisen egentlig var ligegyldig.
»Pointen er, at du allerede har vundet, hvis der er folk, der synger dine sange ord for ord, eller hvis du er en helt i din hjemby. Hvis der er almindelige mennesker med almindelige jobs, som går gennem regn og sne, bruger penge på at købe billetter til dine shows, så har du ikke brug for det her lige her. Så har du allerede vundet«, sagde han.
I 2020 skruede han igen op for retorikken, da kollegaen The Weeknd slet ikke modtog en eneste nomingering for sit storhittende album ‘After Hours’.
»Jeg tror, vi skal stoppe med at tillade os selv at blive chokerede hvert år over den manglende forbindelse mellem vigtig musik og de her priser og bare acceptere, at hvad der engang var den højeste form for anerkendelse måske ikke betyder noget længere for de artister, der eksisterer nu, og dem, der kommer efter«, lød det fra Drake.
I 2021 valgte han at give afkald på sine Grammy-nomineringer, og året efter droppede han igen at indsende sin musik.
Boykotten blev dog sat på pause i 2023, da hans fællesalbum med 21 Savage blev indsendt og nomineret i fire kategorier. Det var måske mest af hensyn til rapkollegaens interesser.
For Drakes Grammy-modvilje er tydeligvis stadig intakt. Det vidnede teksten på ‘Iceman’s sidste nummer også om. »This album, I’m never submittin’ it / ‘Cause I know that they’ll never consider it«, rappede han således på ‘Make Them Know’.
