Da nomineringerne til næste års Grammy-prisuddeling blev annonceret, havde Drake æren af at optræde i to kategorier: Bedste rap-performance for ‘Way 2 Sey’ og bedste rapalbum for ‘Certified Lover Boy’. Det er imidlertid ikke en ære, rapperen giver meget for.
Nu har Drake og rapperens management således valgt at give afkald på de to nomineringer. Det bekræfter en repræsentant fra Recording Academy, prisuddelingens arrangører, over for Variety.
Pladeselskaber skal ellers selv indsende de givne musikudgivelser, før deres artister og musikere kan komme i betragtning til at blive Grammy-nomineret. Men det er øjensynligt ikke et foretagende, Drake vil tage del i alligevel.
Han er i skrivende stund ikke kommet med en begrundelse for sit valg. Tidligere har han dog flere gange understreget, at Grammy-prisernes betydning i musikbranchen i dag er forsvindende lille.
Da Grammy sidste år blev mødt af kritik for blandt andet ikke at tildele The Weeknd og hans rekordslående album ‘After Hours’ en eneste nominering, skrev Drake følgende i en Instagram-story:
»Jeg tror, vi skal stoppe med at tillade os selv at blive chokerede hvert år over den manglende forbindelse mellem vigtig musik og de her priser og bare acceptere, at hvad der engang var den højeste form for anerkendelse måske ikke betyder noget længere for de artister, de eksisterer nu, og dem, der kommer efter«.
Året inden vandt Drake selv vandt en Grammy-statuette i kategorien bedste rapseng med ‘God’s Plan’. Og under sin takketale nedtonede han ligeledes prisens betydning godt og grundigt:
»Pointen er, at du allerede har vundet, hvis der er folk, der synger dine sange ord for ord, eller hvis du er en helt i din hjemby. Hvis der er almindelige mennesker med almindelige jobs, som går gennem regn og sne, bruger penge på at købe billetter til dine shows, så har du ikke brug for det her lige her. Så har du allerede vundet«, sagde han.
Hvis man, modsat Drake, stadig finder Grammy-uddelingen relevant, kan man følge med i showet 31. januar.