KOMMENTAR ’Passionfruit’ er allerede et hit. ’More Life’ har slået streamingrekord, og playlistens bittersøde pophøjdepunkt fører an – både på den danske Spotify-hitliste og den verdensomspændende, hvor nummeret med over fem millioner daglige afspilninger indtager en solid andenplads kun overgået af Ed Sheerans ’Shape of You’.
Man forstår godt hvorfor. ’Passionfruit’ er nyeste medlem i Drakes eksklusive klub af sublime enspænder-popsange, som huserer i deres eget hjørne af canadierens diskografi. Sange, der ofte står lidt alene stilmæssigt. Sange, hvor rapperen Drake overlader spotlyset til popdrengen Drake.
Der kommer højst et par stykker per album.
Fra ’Take Care’ og ’Marvins Room’ til ’Hold On, Were Going Home’ – sidstnævnte det første rigtige eksempel på Drakes afvigende popklub. Så kom ’Hotline Bling’, så ’One Dance’, og jeg vil her gerne lige bruge muligheden til at fremhæve ’Feel No Ways’, der i min bog er groft undervurderet. En fænomenalt eksekveret popsang, men i forhold til ’One Dance’ måske ikke lige så ’nyskabende’ (altså hørt med vestlige ører).
Hvilket bringer os til ’Passionfruit’.
Jeg elsker den. Og gjorde det fra første lyt. Nu er jeg vant til, at Drake laver de her slags sange – ’Hold On, We’re Going Home’ skulle lige fordøjes, før min kærlighedsaffære med dét nummer begyndte.
’More Life’ indeholder masser af højdepunkter i et hav af stilarter – det er playlistens koncept. Det er i min optik den stærkeste Drake-udgivelse siden ’Nothing Was the Same’ (2013), og ligesom ’Hold On, We’re Going Home’ på dét album, er ’Passionfruit’ her det eneste rendyrkede popnummer. Det oplagte hit.
Nummeret er produceret af britiske Nana Rogues, der har et par grime-hits på samvittigheden, men endnu ikke er et etableret navn. Det skal nok ændre sig nu.
Rogues har kreeret et minimalistisk popnummer, der emmer af varme. Det peaker aldrig, men glider på en følelsesladet bølge af bobbende tangenter, afventende trommer og en blød house-understrøm. Sangen er melankolsk, men man bliver glad af at høre den.
Det føles stort, men ‘Passionfruit’ gør aldrig for meget ud af sig selv. Det er peak-Drake i popregi, og nummeret beviser, at man ikke behøver det altoverskyggende omkvæd for at lave en god popsang.
’Passionfruit’ varer næsten fem minutter, men man bliver suget ind. I en sådan grad, at det havde været forkert at hive lytteren ud af trancen med et stort omkvæd. Det er en underspillet banger, der som alle de bedste Drake-numre indeholder en overdosis af bittersøde elementer.
På tekstsiden er vi også tilbage til det, Drake gør bedst: Han tuder over et forhold, som de to parter bare ikke kan få til at fungere – i dette tilfælde en kombination af manglende tillid og problematikkerne ved et langdistanceforhold. Det er enkelt, men rammende, og ligesom på ’Marvins Room’ bruger Drake modpartens stemme til at skabe ekstra drama – igen over telefonen.
»Um, trying to think of the right thing to say«, lyder det. Alle kender det: Det er altid svært at sige de rigtige ting, når man ved, at tingene lakker mod enden.
Hertil er der selve sangskrivningen: Det fungerer fantastisk, når Drake sætter de to vers i ramme med enkelte ord – ’Listen’, ’Tension’, ’Leavin’. Ligesom legen med begyndelsesbogstaverne ’pas’ giver omkvædet en flydende karakter, som skaber et majestætisk hook uden at hæve stemmen.
’Passionfruit’ har alt det, en god Drake-popsang kræver. De fleste steder i yderste potens.
Er det Drakes bedste popsang nogensinde?
Det er altid sjovt at tale i absolutter, men overskriften til trods vil jeg ikke kaste mig ud i at krone ’Passionfruit’ – det er for tidligt. Jeg har trods alt kun hørt den i fire dage. Men lige nu føles det som om, at den er deroppe af. Et sted i samme luftlag som ’Hold On, We’re Going Home’ og ’Take Care’.
Det er sjovt, hvordan ens holdninger kan skifte med en enkelt sang. Jeg var sur på – eller måske mest af alt lidt ligeglad med – Drake efter ’Views’. Det er jeg ikke længere.
Læs også: Kanye går old school-Kanye med Drake på ‘Glow’ – det er fantastisk