Drake ‘Nothing Was the Same’
Hvem andre end Drake kan slippe af sted med en linje som »next time we fuck, I don’t wanna fuck, I wanna make love«?
Canadieren blæser stadig sin dagbog ud af en megafon, men på hans tredje album træder bipolariteten for alvor ind. Han skammer sig ikke længere over sin berømmelse, han omfavner den.
Læs også: Her er verdens 20 bedst tjenende rappere
’Started from the Bottom’s bombastisk tunge beat og omkvædets resonans taler for sig selv, mens Drake på åbneren ’Tuscan Leather’ proklamerer »this is nothin’ for the radio / but they’ll still play it though« over Noah ‘40’ Shebibs tredelte magtdemonstration, der går fra chipmunk-soul til boom bap over forskellige variationer af det samme Whitney Houston-sample. Det er selvhøjtidelig erkendelse – intet er, som det var.
Som førstnævnte citat fra kærlighedserklæringen ’Own It’ eksemplificerer, er Drake dog stadig følelsernes mand, og dette er hans mest ærlige, men samtidig mest bramfri album. Jhené Aiko leverer fløjlsblød vokal til den pianodrevne ballade ’From Time’, hvor Hooters-ekskæresten nævnes ved navn, og den emotionelle rapper taler om morens ensomhed og at genfinde forholdet til faren. Drake gør det, ingen andre i rappen tør, nemlig at udstille sit allerinderste – på godt og ondt – og det er svært ikke at elske ham for det.
Læs også: Se Drake føre sig frem i videoen til ‘Started from the Bottom’
Det er r’n’b-tilståelser, på grænsen til skriftemål, der i fortællingen om Drakes nyfundne identitet kombineres med selvophøjelse, som når den ellers bløde fyr puster sig op på den speed-rappende ’The Language’ eller over DJ Dahis monstrøst klikkende beat på ’Worst Behaviour’ fortsætter med samme budskab som ’Started from the Bottom’: »They used to never want to hear us, remember?«
’Nothing Was the Same’ er Drakes mindst overvældende, men samtidig mest koncise samling sange til dato. Stemninger flyder sammen, og som et Batman & Robin-forhold skal en meget stor del af albummets ekstremt vellykkede helhed tildeles Shebib, der enten har direkte produceret eller overset det atmosfæriske lydbillede, der hovedsageligt består af dyster, minimalistisk og mørk r’n’b, så introvert at det stadig lyder, som har makkerparret konstrueret det hele i et lille, intimt Toronto-studie. Altså på nær det synthpoppede mesterværk ’Hold On, We’re Going Home’ – Drakes mest poppede øjeblik ever, og sjovt nok albummets bedste enkeltstående track.
Læs også: Se Drakes action-video til ‘Hold On, We’re Going Home’
Her er gæster, men meget færre end på ’Take Care’, da Drake nu er i stand til at bære et helt album på egen hånd. Jay Z kager bogstavelig talt rundt i sit vers på ’Pound Cake/Paris Morton Music 2’, Sampha giver den i bedste James Blake-stil på ’Too Much’, men hovedpersonen er i kontrol. Drake er hverken den bedste rapper eller sanger derude, men han har fået en kontrol over sin stemme, og måden den bruges på, så han selv kan styre tempoet, humøret, handlingen og følelserne, mens musikken konstant komplementer.
Drake har nået et nyt stadie i sin berømmelse. Han har indfundet sig, og mens der musikalsk tages færre chancer end tidligere, er han stadig utvivlsomt mainstream-hiphoppens mest interessante karakter. De bedste venner er dem, der deler det hele. Og det kan Drake simpelthen ikke lade være med.