Drake sagsøgt for at promovere ulovlig gambling: »Vildleder og bedrager«

Drake sagsøgt for at promovere ulovlig gambling: »Vildleder og bedrager«
Drake. (Foto: Carmen Mandato/Getty Images)

Det er ingen hemmelighed, at Drake er glad for at gamble. Rapstjernen har selv flere gange delt de store millionbeløb, han har mistet på sin hang til sports-betting.

Nu anklages Drake for at promovere ulovlig onlinegambling i et søgsmål, skriver Complex.

Det er en mand fra Missouri ved navn Justin Killham, der sagsøger Drake, streameren Adin Ross og gamblingplatformen Stakes moderselskab Sweepstakes Limited for at »åbenlyst« at overtræde statens lovgivning om pengespil og forbrugerbeskyttelse.

Sagsøger påpeger, at Stakes amerikanske platform bliver »markedsført over for indbyggere i Missouri som et såkaldt ‘socialt kasino’«, og at denne »vildledende handelspraksis« har »påført sårbare personer i Missouri alvorlig skade«.

Killham argumenterer for, at Stake bruger virtuelle guldmønter som en slags casionopoletter, der promoveres som værende uden reel værdi, men som i realiteten kan veksles til penge og dermed udgør et ulovligt, ureguleret pengespil.

Han anklager desuden virksomheden for at lokke yngre forbrugere og personer med spilafhængighed til platformen via en stor mængde reklamer på sociale medier, hvor »influencere« angiveligt promoverer ulovlig gambling. Her nævnes Drake og den populære streamer Adin Ross som værende de største trækplastre.

»Stake betaler især onlineinfluencerne Adin Ross og Aubrey Drake Graham (rapperens borgerlige navn, red.) millioner af dollars hvert år for at promovere ‘livestreamet onlinekasino-spil med Stake.com’«, skriver Killham i søgsmålet.

»Disse handlinger er vildledende, bedrageriske og urimelige og overtræder Missouris lovgivning. Drake og Ross vildleder og bedrager, ligesom Stake selv gør det ved i deres promovering at hævde, at Stake er et socialt kasino og ikke et rigtigt kasino, samt ved falsk at fremstille det, som om de kun spiller med deres egne penge på Stake«.

Sagsøger kræver »erstatning af tab ved gambling« for sit eget og andre ligesindedes vedkommende.

Hverken Drake eller Adin Ross har udtalt sig om søgsmålet. Det har en talsperson for Stake dog.

»Vi afviser de påstande, der er fremsat i medierne i forbindelse med dette potentielle krav, og vi vil forsvare os mod dette og alle lignende krav«, siger talspersonen til Sigma om søgsmålet, som de ikke har modtaget formelt endnu.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af