Ung kniv: Otte skarpe romaner af forfattere under 30 år

Det er ikke kun de ældre og vise, der kan guide os i livet, det er også de unge litterære talenter. I hvert fald kan de give os en lektion i at holde hjertet varmt og attituden iskold.
Ung kniv: Otte skarpe romaner af forfattere under 30 år
Nana Fatou. (Foto: Sara Galbiati)

Der findes et Susanne Brøgger-citat, der rammer fuldstændig plet i sin beskrivelse af ungdommen:

»Det er den samme kraft, der bruges, når man udvikler sig, som når man ødelægger sig selv. Og når man er ung, kan man ikke altid kende forskellen«.

Den kraft kommer aldrig tilbage, men til gengæld kan vi kan læse lidt direkte fra ungdommens kilde.

Botox i skeden

’They All Fall in Love at the End’ af Haili Blassingame

Amerikanske Haili Blassinggames debutroman handler om 24-årige Cat, der ændrer sit monogame forhold til et åbent et af slagsen for at komme i gang med sin livsmission: at være en »sort kvinde, der tager, hvad hun vil have«. Og hvem vil hun have? Kærestens bedste ven og dennes kæreste. Selv for et amerikansk college i samtiden er det en kompliceret affære.

‘They All Fall in Love at the End’. (Foto: Scribner)

Men hvis man vil falde pladask for Blassinggame, kan man starte med at besøge hendes substack, Touch Her & Die, hvor hun har skrevet en tekst om det at debutere, hvor vitterligt hver eneste sætning er sjov. For eksempel: »Jeg forbereder mig på at få botox i skeden, og jeg er begyndt at skrive digte om mænd igen, ikke noget godt tegn«. Hvis det ikke er ung kniv-energi, så ved jeg snart ikke.

Derfor skal du være realitystjerne

‘I Could be Famous’ af Sydney Rende

Både titlen og coverets engleblide babyface taler til mig og har noget ’Skam’-agtigt ungdommeligt over sig. Forfatteren Sydney Rende bor i Californien, hvor hun ifølge et interview også føler, at hun burde være fra (man kender), og er netop debuteret med en novellesamling bestående af ti historier om ambitiøse kvinder samt én om en falleret mandlig superstjerne.

‘I Could Be Famous’. (Foto: Bloomsbury)

Bogen kredser om et livsvilkår, som folk ældre end en vis generation nok aldrig vil forstå: at leve i en tid, hvor man, som titlen varsler, faktisk kan blive berømt ret nemt. Flygtig berømmelse har dog også en slagside, for eksempel at den ikke varer ved særligt længe. »I dag kan man sagtens være berømt og bo i sine forældres kælder«, konkluderer Rendes, der er fascineret af folks evige fame-jagt.

En anmelder for magasinet Electric Lit skriver, at Rendes bog får ham til at »rent faktisk forstå, hvorfor nogen frivilligt melder sig til reality-tv.« Alene det er da en bedrift.

Ingens vidunderbarn

‘Lázár’ af Nelio Biedermann

Indtil videre er der ingen, der taler om schweiziske Nelio Biedermann uden også lige at nævne hans alder. Han var 20 år gammel, da han skrev ‘Lázár’, en historisk roman om stille og roligt et århundredes europahistorie. Både Patti Smith, Sarah Jessica Parker og senest boginfluenceren over dem alle – Dua Lipa – har rost romanen offentligt, og Biedermann har fået status som vidunderbarn.

‘Lázár’ af Nelio Biedermann. (Foto: People’s)

»Det er jeg altså ikke«, giver han svar på tiltale, »for det ville jo betyde, at jeg ikke havde arbejdet for min bog.« Lidt af et arbejde må det have været at overskue to verdenskrige plus et kejserriges sammenbrud og være så sjov imens.

Den unge schweizerkniv kan opleves på årets Louisiana Literature i samtale med Emma Holten.

Fodboldfiktionen er tilbage

‘Drenge græder ikke’ og ‘Samlede skal vi stige’ af Carl Christian Okking

Jeg har engang undervist Team Danmark gymnasieelever, og trods deres unge alder var de allesammen bevidste om, at én skade ville kunne kuldsejle hele deres fremtid. For tidligere fodboldspiller Carl Christian Okking var det en korsbåndsskade, der ændrede det ungdomsliv, der indtil da havde været bygget op på følgende måde: »træning, kamp, restitution, forfra«.

‘Drenge græder ikke’. (Foto: Grønningen 1)

Hans debutroman fra 2024 handler om Alexander, der forsøger at blive voksen i elitefodboldens verden gennemsyret af konkurrence, krav og toxic maskulinitet. I år fulgte det unge multitalent så op med en selvstændig toer, ‘Samlede skal vi stige’.

Titlen er et citat fra de pt. ret populære AGF’eres klubmotto, og det er også netop i den aarhusianske superligaklub, Alexander er landet. Fodboldfiktionen er tilbage i dansk litteratur efter årtier i eksil.

Gen-z-energi

‘Toubab’ af Nana Fatou

Nana Fatous Instagram-feed lyser af gen-z-energi ved ikke at fedte for nogen eller noget. Alene hendes caption til det post, der afslører debutdigtsamlingens komme, viser et satirisk talent. Forfatteren spørger, hvem der har en billig lejlighed, fordi det »ku være ok at debutere og ik være hjemløs på samme tid«. En stolt kunstnertradition ellers, George Orwell var hjemløs, da han debuterede som 29-årig, Mary Shelley var fattig som en kirkerotte, da hun som 21-årig debuterede med ’Frankenstein’. Og nu er Nana Fatous debuteret med ’Toubab’, som én anmelder kalder »en klar sans for afgrunden«.

‘Toubab’ af Nana Fatou. (Foto: Gyldendal)

‘Toubab’ handler om jegets familiebesøg i Gambia og er derfor også en undersøgelse af netop hjem, at lede efter sine rødder og føle sig fremmed dér, hvor man finder dem. Jeget rummer, ifølge forfatteren selv, masser af kærlighed, selvom det dummer sig, og det er jo ungdommen, som vi kender og elsker den.

Sad girl swimming

The Bodybuilders’ af Albertine Clarke

En blanding af »ægteskabshistorie og Blade Runner«, sådan beskriver engelske Albertine Clarke sin debutroman. Den handler om den unge kvinde Ada, og ifølge The Guardian kan man inkludere den i den TikTok-bårede og storhittende subgenre sad girl lit.

‘The Body Builders’. (Foto: Corsair)

‘The Bodybuilders’ er som en surrealistisk drøm. Adas far er bodybuilder, hendes mor er skredet, og Adas copingstrategi er at svømme baner. En dag møder hun den ældre fyr Atticus, og virkeligheden begynder at skride. The Guardian sammenligner romanen med Deborah Levys ‘Hot Milk’ og Plaths ‘Glasklokken’, så hvor galt kan det gå?

»Det er narcissistisk at skrive«, siger Clarke i et interview, »det giver dig lov til at give efter for dine egne følelser i en grad, der får dig til at miste forbindelsen til virkeligheden«.  Har man overhovedet været ung, hvis man ikke genkender den beskrivelse?

Den her dünya / den er magisk

‘P o r n h u b og Paradis’ af Sevinç Uludağ

Dansk-kurdiske Sevinç Uludağ debuterede for en måned siden med den digtsamling, hun selv ville have ønsket sig at læse, da hun var yngre. Der er masser af ung energi i digtene. Soundvenues anmelder fremhæver et af de bedste citater – »og jeg troede næsten på dig / da du sagde / den her dünya / den er magisk« – som han mener burde skrives på en t-shirt.

‘p o r n h u b og paradis’ af Sevinç Uludağ.

Uludağ identificerer sig som queer og har skrevet om den splittelse, der opstår, når man kommer fra en familie, der »trods af mælk i køleskabet og kys i luften« ikke kan acceptere ens måde at leve på. Men det er slut med at tie, fordi jeget, som der står i et af digtene, »endelig larmer nok / til at blive læst«.

Poeten fra Thy

Te og appelsiner’ af Laurits Balker Jørgensen

Laurits Balker Jørgensen startede sin karriere som poet, lidt ligesom Justin Bieber startede sin inden for musikken, nemlig ved poste sine egne ting på sin egen kanal. Hans første digtsamling, ‘Den tynde generation’, skrev han som blot 21-årig og fik finansieret via en lokal crowdfunding i Thy, hvor han kommer fra.

‘Te og appelsiner’. (Foto: Gutkind)

Hans anden digtsamling, ‘Te og appelsiner’, blev samlet op af Gutkind, og til august udkommer Balkers tredje med titlen ‘Hey Guys, Hey Guys’. En produktiv ung herre, der samtidig også tager kampen op i medierne mod psykiatriens uformåen og tabuet omkring psykisk sygdom endda i direkte duel mod Daddy Vanopslagh.

Tabuet brydes helt simpelt og fint i et af Balkers digte: »smerten sidder ingen steder / hvad skal vi kalde den i dag«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af