Selv ikke en møgirriterende trommeslager kunne stoppe Sugababes på O Days
KONCERT. Lige fra Sugababes indledte deres koncert på O Days med ‘Freak Like Me’ (den mest sexede sang nogensinde), stod to ting ganske klart:
For det første at medlemmerne stadig både sang og performede virkelig godt her et kvart århundrede efter debutalbummet. Op gennem 00’erne var der mange udskiftninger i gruppen, men de seneste mange år har de været tilbage til den originale besætning, og det var således Mutya Buena, Keisha Buchanan og Siobhán Donaghy, der indtog den københavnske festivalscene.
Særligt Keisha og Siobhán fik mange anledninger til at imponere. Keishas vokal på linjen »’cause it’s all about the dog in me« fra åbneren var mere silkeblød end nogen hovedpude, jeg har prøvet, og da Siobhán under et nedbarberet c-stykke på ‘Ugly’ gik helt op i toppen af sit register, var ømheden svær ikke at blive ramt af.
Mutya lød umiddelbart også godt, men det var påfaldende, hvor sjældent hun blev givet sådan nogle showstoppende linjer. I stedet sang hun tit den basale versmelodi eller bidrog til trioens smukt harmoniserede korvokaler som på ‘Round Round’, hvor en trestemmige harmoni ubesværet blev liret af, mens sangerne synkront svingede med deres mikrofonstativer.
Den anden ting, der stod klart fra første nummer, var dog lettere frustrerende. Nemlig at deres trommeslager syntes ude af stand til at holde igen.
Flere gange gav han mig mindelser om den legendarisk overgearede trommeslager Peter Düring, der løfter sangene på Rasmus Seebachs 2012-livealbum fra banale radioskæringer til overdådigt cheesy feststartere takket være en blanding af unægteligt godt greb om sit instrument og en lettere smagløs tilgang til, hvor mange fills der er brug for.
Men Sugababes’ sange er altså gode nok til ikke at have brug for den konstante instrumentale flashiness. Og måske vigtigere har de (modsat Seebach) langt hen ad vejen noget coolness over sig, der virkede modstridende over for trommeslagerens konstante iver bag tønderne.
Værst var det under ‘Hole in the Head’, der skulle afsluttes med en guitarsolo, men hvor trommeslageren bragede løs med så højt aktivitetsniveau, at det var som om, han sloges med guitaristen om opmærksomheden.
Han tonede det heldigvis ned, som vi kom længere ind i koncerten, og sange som ‘Flowers’ og den nye ‘Modern Love’ fik kølige UK garage-trommer, der gav sangskrivningen plads til at ånde, og han tilføjede en smagfuld mængde muskel til et nummer som ‘In the Middle’. De to øvrige instrumentalister kendte heldigvis deres besøgstid hele vejen igennem og forstod at give spotlyset til de tre popstjerner, der ret beset var på plakaten.
De imponerede ikke kun som performere, men også med en sætliste, hvor det var tydeligt, at sangene fra storhedstiden stadig er spicy, medrivende og uhyre velskrevet popmusik fra øverste hylde – og selv med 2025-sangene ‘Jungle’ og ‘Shook’ kom de godt ud over scenekanten.
Sangene var faktisk så gode, at selv den mest insisterende trommeslager ikke ville være i stand til at distrahere fra det faktum.
Kort sagt:
Sugababes leverede en fremragende optræden med flotte vokalharmonier og endnu mere imponerende sololinjer fra særligt Keisha Buchanan og Siobhán Donaghy. En teknisk dygtig, men overgearet trommeslager distraherede stedvist fra skønheden, men sangenes styrke var svær at benægte.