Hvad er din kontroversielle holdning?
For nogle år siden hang jeg ud med en af mine venner. Det var mig, der styrede Spotify, men hun spurgte, om hun måtte ønske et album, når vi var færdige med det nuværende. Jeg svarede entusiastisk: »Ja, hvilket?« og hev mobiltelefonen frem.
En rødmen spredte sig så småt, og jeg kunne mærke en lille tøven, inden hun svarede: »Rasmus Seebach har sådan et rigtig fedt livealbum«.
Min lynhurtige respons var: »Seriøst?«
Men jeg gav det en chance. Og i dag er 2012-albummet ‘Live’ en af mine absolutte favoritter blandt danske 2010’er-album.
For da min ven fik overtalt mig til at sætte det livealbum på, så jeg pludselig Seebach i et helt nyt lys. Hvor jeg tidligere havde affejet ham som inkarnationen af kommerciel popmusik, der ikke havde meget på hjerte, måtte jeg pludselig erkende, at der var rigtig meget at komme efter.
Rasmus Seebach er en fremragende entertainer. Han ved lige præcis, hvordan han skal råbe »Sig det!« til publikum inden et »sig-ju-hu-hu« på ‘Lidt i fem’. Han siger det med så meget slagkraft, at man let kan se for sig, hvordan han må have peget ud i menneskemængden.
Og så synger han altså bare skidegodt. Han elsker at være der, og han gør alt, hvad han kan, for at publikum går totalt tilfredse fra koncerten.
Rasmus Seebach har også et helt fantastisk band med sig.
Særligt er jeg vild med trommeslager Peter Düring. Det nedbarberede groove i tredje vers af ‘Natteravn’ byder på så mange synkoperinger (i samspil med bassist Mikkel Riber), at nummeret næsten føles uigenkendeligt, og Düring klemmer så ufatteligt mange fills ind i ‘Lidt i fem’, at jeg måber, hver gang jeg hører liveudgaven.
Der er nærmest ikke et øjeblik på ‘Live’, hvor musikerne ikke fyrer det ene imponerende lille stykke pral af for lige at pynte på nummeret – og det fungerer altid.
Livealbummet står i dag side om side med Malk De Koijns ‘Toback to the Fromtime’ som mit mest lyttede danske album fra 2010’erne.
Hvorfor er holdningen så kontroversiel?
I starten af 2010’erne havde Seebachs navn udviklet sig til et decideret skældsord i mangt en musikkreds. Måske særligt i lidt retro-rockistiske hjørner hvor vendingen »Seebach og Medina« blev synonym med alt, der var galt med radiopop nu til dags.
Et særligt forarget debatindlæg fra Politiken erklærede endda, at de to sangere repræsenterede alt det selvoptagede og indsigtsforladte ved millenial-generationen.
I dag virker den slags holdninger forældede, men i mange år var det ikke velset at se lyset i kunstnere som Seebach.
En ny musikgeneration er dog endelig ved at give noget tiltrængt respekt til Medinas knivskarpe hjertesorgs-klubpop.
Og jeg vil gerne slå et tilsvarende slag for Rasmus Seebach.
Hvad er din holdning til albummet i dag?
I dag elsker jeg ikke kun det her album, jeg har også opdaget, at Seebachs sangskrivning er drøngod.
Den del tog mig tid at indrømme, fordi det jo betød, at det ikke bare var et godt livealbum, men at Seebachs to første studiealbum faktisk også er spækket med bundsolid popmusik – omend jeg stadig klart foretrækker liveudgaverne.
Og der er altså også tit noget skjult dybde i Seebachs tekster. Har du nogensinde tænkt over, hvor creepy mange af dem er? ‘Natteravn’ handler om, at fortælleren spotter en kvinde, som han aldrig har mødt før, og han bruger resten af sangen på at jage efter hende om natten.
Men udover at jeg har fået øjnene op for Seebach er der – som nævnt – også en større tendens i tiden mod at værdsætte nyere tids popmusik.
Post-dansktop er i gang med en ny storhedstid. Der er så mange kunstnere, hvor jeg kan trække åbenlyse paralleller til Seebach, men han har stadig ikke fået den nyvundne respekt, Medina har.
Er Ida Laurberg banal, når hun skriver en hel sang om at være lille som en terrier eller en fortælling om en kærlighed, der går i spåner fordi de to navne ikke rimer? Nej, hun er fokuseret.
Er Andreas Odbjerg over-sentimental, når han forsikrer os alle om, at der også er en dag i morgen? Måske, men denne direkte, anti-ironiske tilgang har gjort ham til den mest folkekære popstjerne i årtier.
New wave-gruppen Zar Paulo har aldrig lagt skjul på deres dansktop-inspiration, men protagonisten på ‘Interessantmand’ er mere Rasmus Seebach end Teddy Edelmann, når han har »booket alle taxa’er i byen / så du ikke kan komme hjem«.
Vi lever i en post-dansktop-æra, som Rasmus Seebach var med til at forme. Lad os nu give ham den respekt, han fortjener.
Du kan jo starte med at dykke ned i hans fremragende live-album fra 2012.