Da jeg hørte Kind Mod Kind på Spot i 2022, kort tid efter udgivelsen af deres debutsingle, var det åbenlyst, at her var et band, der var vokset op i en verden med Medina.
Kind Mod Kinds lyd blander store følelser og klubbede beats på en måde, der mindede meget om stjernen, der prægede især 00’ernes og de tidlige 10’eres popmusik herhjemme.
Da de på Spot i år spillede deres nyeste single ‘Love Isn’t Easy’ (som på det tidspunkt endnu ikke var udgivet) meldte de fra scenen, at der var en feature på sangen, som desværre ikke kunne være med til showet.
Og det krævede ikke en ph.d. i dansk pop at høre, at den feature var Medina, selvom også hendes del blev sunget af forsanger Julius Amdisen.
‘Love Isn’t Easy’ har nemlig Medina skrevet i panden.
Dens følelsesladede tekst, det catchy omkvæd og den svulstige produktion lyder som en 2023-udgave af den lyd, Medina introducerede Danmark for med ‘Kun for mig’ for godt 15 år siden.
Men hvad er det, der gør, at Medina stadig er relevant i 2023 – hvorfor er det netop hende, et nyt, fremadstormende navn som Kind Mod Kind ser imod?
Børn af Medina
I musikvideoen til ‘Love Isn’t Easy’ står Medina i midten af en cirkel og underviser en masse yngre personer. Som om hun har sit eget kursusforløb, hvor hun lærer deltagerne at håndtere følelser og den svære kærlighed.
Måske er det også en ret sjov hentydning til det faktum, at flere danske musikere, der bryder igennem nu, er inspirerede af Medina.
For selvom Danmarks store popstjerneskikkelse ofte har fået en urimeligt hård medfart i medierne, så er det efterhånden tydeligt, at hun er en af de definerende skikkelser i dansk popmusik i løbet af de sidste 20 år.
Hun brød igennem ved at forene klubbens dunkende bas med store følelser, og selvom det måske er noget, vi er vant til nu, var det dengang ret banebrydende.
Udover at være feature hos Kind Mod Kind har Medina også for nylig udgivet nummeret ‘Lidt endnu’ med D1ma.
Den maskerede rapper har også gjort det til sin signatur at blande beats, der låner fra EDM og house, med melankoli. For eksempel på gennembrudssinglen ‘Drøm mig væk’.
Der opstår et spænd mellem det euforiske og bekymringsfrie udtryk, man finder i de dunkende trommer og forløsende drops, og den melankoli, der er til stede i teksterne og vokalpræstationerne.
Netop det spændingsfelt var også Medinas kerneområde.
I tårer på floor
Man tager på klub for at feste, måske endda glemme sig selv. Men Medina gjorde opmærksom på, at man også nogle gange tager på klub for at glemme andre.
Som hun synger på ‘Kun for mig’: »Men når mørket falder på, er jeg / Igen på klubben for at glemme dig«.
Nu er det efterhånden en kliché at stå på floor med tårer i øjnene. Men det var det ikke på samme måde dengang.
Samtidig med Medina var navne som Kato og Svenstrup & Vendelboe også soundtracket til mange Breezerfyldte nætter på diskotekerne.
Men de færreste vil nok påstå, at ‘Hey Shorty’ har samme emotionelle dybde som Medina. Hvilket nok også er derfor, det er Medina, der stadig hænger ved.
Alligevel skortede det ikke på kritik, dengang hun først kom frem. Medina var åbenbart nem at hade.
Kritikken lød cirka sådan her: Hendes tekster var banale. Hun sang ikke så godt, og musikken lød også lidt af plastik. Hun var selvoptaget, og det var hendes fans og den generation, hun henvendte sig til, også. Og så videre.
I dag lyder det arkaisk. Men smagsdommeri og musikkritik var en anden størrelse dengang.
I 00’erne ville man gerne belønne de gode indiedrenge med fuldskæg og guitar, der havde ’internationalt potentiale’ (læs: sang på engelsk), og man var nok mindre begejstret over en aarhusiansk sangerinde, der ikke var bange for at rime »dig« på »mig« flere gange i samme sang.
Medina er for alle
Hvad kritikerne ikke forstod var, at Medina var – eller i hvert fald føltes – oprigtig.
Hendes tekster var ærlige og uprætentiøse, og propfyldt med følelser og adjektiver. Hun tegnede levende og forståelige billeder.
I dag er Medinas eftermæle tydeligt. Ikke kun på Kind Mod Kind eller D1ma, men også et navn som eksempelvis Pil.
På hendes hit ‘Gulvet’ synger hun om at føle sig alene på dansegulvet, over et melankolsk klubbet beat. Lyder det bekendt?
Nu er de fleste (både menigmand og musikkritiker) også enige om, at Medina gjorde noget helt rigtigt.
Pop er ikke længere det fyord det var engang. Der er kulturel kapital i pop, på en måde, som der bare ikke var dengang Medina først kom frem. Dengang var det cool at hade pop, mens det nu er velset at dyrke det poppede, umiddelbare og brede.
Medinas fortsatte indflydelse – og det, at man stadig kan spore hendes udtryk hos nye artister i dag – viser jo også, at den skarpe (og ofte småsexistiske) kritik, der mødte hende, dengang hun først kom frem, var forfejlet.
Medina var banebrydende, måske bare på en anden måde end mange smagsdommere var klar til at omfavne.
Men når lyset er slukket er vi jo alle på klubben for at føle noget. Medina talte ind i den længsel, og det er nok også derfor hendes musik og udtryk stadig er relevant.
Musikken er måske »kun for mig« – men i 2023 er Medina for alle.