Drake ‘Take Care’

Følelser og mænd er en pudsig og ofte karikeret kombination. Så har man for mange og er en emotionel vatpik, eller for få og bliver sat i bås som en følelseskold skiderik. Og så er der Drake. Den canadiske vidunderdreng, der på sit andet album formår at formidle oprigtighed i sin pureste form. Formår at give noget af sig selv, hvis ikke hele sig selv. Som en hiphoppens Bon Iver.

‘Take Care’ er samtidig en magtdemonstration i hiphoppens ny æra, hvor poppen er integreret som aldrig før. Det lyder godt. Smooth. Fantastisk ligefrem. Storslået på flere planer, som pianoballaden ‘Over My Dead Body’, ‘Marvins Room’s minimalistiske klagesang eller den Rick Ross-gæstede gospel-banger ‘Lord Knows’, der har hænderne helt oppe i himlen.

Drake har sammen med hofproduceren Noah ’40’ Shedib i hovedsædet videreudviklet sin stil, så den kun passer endnu bedre til selvudleveringen omkring damer og berømmelsens op- og nedture. Luftige produktioner, synth-tåger, men hele tiden med skruppelløse, hard-as-fuck trommespor.

Elsk min musik eller smut er parolen. Men hos Drake altid med selvrefleksion over alle grænser. Som på den fremragende, horndrevne ‘Headlines’: »I had someone tell me I fell off, uh I needed that«.

De gode numre står i kø, og med veloplagte gæsterier fra Andre 3000, Nicki Minaj, Rihanna og lærlingen The Weeknd er ‘Take Care’ endt som et opus. Som kun Drake kan lave det. At der ud af pladens 17 numre kunne skæres et par enkelte fra er eneste kritikpunkt. Men sådan er Drake. Det hele skal med. Take it, eller take care.