Drakes største genreskift i karrieren – syv tanker om det nye surprise-album ’Honestly, Nevermind’

Den canadiske superstjerne har lige overrasket os med et nyt album, selvom ’Certified Lover Boy’ er under et år gammelt. Vi har lyttet til det hele morgenen – her er en håndfuld hurtige tanker om værket.
Drakes største genreskift i karrieren – syv tanker om det nye surprise-album ’Honestly, Nevermind’
Drake. (Foto: Amy Sussman/Getty Images)

Drakes forrige album var lang tid undervejs. ’Certified Lover Boy’ blev annonceret og udskudt flere gange, og forventningerne var tilsvarende store. Der blev skabt masser af opmærksomhed gennem en dramatisk (og, vil nogle sige, kunstig) beef med Kanye, og udgivelsen føltes i det hele taget som en begivenhed.

Sådan er det ikke med ’Honestly, Nevermind’. Drakes syvende album er landet på streamingtjenesterne med en halv dags varsel. Den taktik er efterhånden velkendt, men i dette tilfælde er den faktisk også bare velvalgt.

For nu kan vi få et Drake-album uden alle de forventninger og forstyrrelser, der normalt følger med. Vi kan helt enkelt bare lytte – hvilket vi da også har gjort hele morgenen.

Her er vores indledende tanker om ’Honestly, Nevermind’. En decideret anmeldelse lander i begyndelsen af næste uge.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Coveret er en 180 graders vending væk fra ’Certified Lover Boy’

Drakes forrige, ikke specielt vellykkede album gik benhårdt efter at skabe et meme med et (heller ikke specielt vellykket) albumcover, der var designet af kunstnerstjernen Damien Hirst, og som viste 12 emojis af gravide kvinder.

Det nye album går dog i en helt anden retning.

Det højpolerede metalæstetik-cover til ’Honestly, Nevermind’ ligner mere noget, en hyperpop-artist ville bruge. Eller måske noget Bladee ville smække på et eurodance-rapalbum. Stilen er måske en smule slidt på nuværende tidspunkt, men hey, hellere det her end 12 emojis mere, ikke?

2. Vent: Hele albummet er faktisk en 180 graders vending væk fra ’Certified Lover Boy’

Lad os bare slå det fast med det samme: Det her album lyder ulig noget andet, Drake har lavet før.

’Honestly, Nevermind’ har kun én eneste gæst (21 Savage), men det for alvor overraskende er værkets generelle lyd. Det her er – man kan ikke sige det anderledes – et deep house-album.

Ja. Simpelthen. Drake er nu en house-artist. Så glæd dig til massevis af forsøg på at navngive genren hip-house eller house-rap.

Drake har selvfølgelig før leget med fusioner af rapflows, popmelodier og houserytmer på for eksempel den undervurderede ’Where Were You’ og et par sange fra det eklektiske playliste-album ’More Life’. Men her dyrker han stilen over et helt album.

Drakes take på genren er – ligesom hans hiphoplyd – oftest afdæmpet og melankolsk med få undtagelser som den hårdere techno fra ‘Sticky’. Stedvis lyder det lige så meget som musik til chill out-playlister som til festen. Eller, for at blive i Drakes verden, musik til køreture om natten, hvor man tænker på sin ekskæreste.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. En særlig producer har fået en hovedrolle

Rapperens faste følgesvend Noah ’40’ Shebib er som altid med om bord, men han har fået lidt hjælp fra uventet side til at skabe albummets pulserende, men alligevel Drake-melankolske beats.

Hjælpen kommer fra Black Coffee, der har produceret en håndfuld af sangene på ‘Honestly, Nevermind’, og som også er krediteret som executive producer på lige fod med ’40’ og Drake selv.

Den sydafrikanske producer samarbejdede med Drake tilbage på ’More Life’-sangen ‘Get It Together’ – en sang, der godt kunne være en slags prototype på den lyd, der udforskes på ‘Honestly, Nevermind’.

4. Drake udforsker sin stemme

Det kan godt blive monotont, når Drake skal bruge sine album på lange, monotone rappassager. Det slipper vi for på hans syvende album.

På ’Honestly, Nevermind’ går Drake den modsatte retning og bruger sin stemme på helt nye måder. For eksempel ved at synge i falset på ’Falling Back’, eller ved nærmest at bruge sin egen stemme som et sample på ’Calling My Name’.

Måske er Drake mere interessant som genreeksperimenterende popsanger end som rendyrket rapper?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Der har aldrig været så mange uventede lyde på et Drake-album

Forudsigeligheden har længe været Drakes største fjende. Vi kender efterhånden den lyd, han laver sammen med den evige følgesvend ’40’, ud og ind. Men på ‘Honestly, Nevermind’ er der pludselig et væld af uventede lydmæssige indspark.

På ’Massive’ synger Drake over et massivt (pun intended) houseklaver og noget, der lyder som en hjertemonitor; ’Currents’ er lyden af en knirkende seng; ’Overdrive’ slutter med antydningen af en guitarsolo; en forvrænget xylofon klirrer afsted på ’Down Hill’; en spansk guitar triller igennem ’Tie The Binds’.

Det her er lige så originalt og interessant som ’Certified Lover Boy’ var forudsigeligt.

6. Albummets sidste sang er klistret på

Efter et unikt housealbum uden gæster slutter albummet med trap-nummeret ’Jimmy Cooks’, der gæstes af 21 Savage. Det er ikke en dårlig sang eller noget, men den føles totalt ude af sync med resten af albummet. Som noget, der blev klistret på i sidste sekund, så der lige er noget, der kan passe ind på RapCaviar. Unødvendigt.

7. Lad os slutte med at kåre albummets mest Drake-agtige øjeblik

Først og fremmest: Hele den absurd lange ‘Falling Back’-video, hvor Drake bliver gift med 23 kvinder på én gang (ja, seriøst), er det mest Drake-agtige nogensinde.

Men hvis vi skal vælge det mest Drake-agtige øjeblik på selve albummet, kan det kun være stedet, hvor han rapper på fransk. »Chérie, où est mon bec?«, lyder det på ‘Sticky’, hvilket (*checker Google Translate*) betyder noget a la »Skat, hvor er mit kys?«.

Der er da noget betryggende i, at selv på sit mest eksperimenterende album til dato, så er Drake stadig Drake.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af