Det trækker op til stormvejr på hiphophimmelen. To af de allerstørste stjerner er nemlig på kollisionskurs. Og det kommer næppe til at gå stille for sig, hvis Kanye West og Drake rent faktisk tørner sammen.
I begyndelsen af 2010’erne samarbejdede de to kunstnere flittigt og havde en venskabelig relation. Men forholdet mellem de to rappere har været anstrengt i årevis.
Senest er ulmende uvenskab blevet til decideret konflikt.
Drake har angrebet Kanye på Trippie Redd-sangen ‘Betrayal’, og Kanye har reageret med et rasende Instagram-opslag, hvor han blandt andet skriver: »Du vil aldrig komme dig over det her. Det lover jeg dig«.
Hvordan kunne det dog gå så galt?
Vi har prøvet at udpege de vigtigste punkter for de to hiphopmastodonters kuldsejlede relation i en tidslinje.
Maj, 2009: Gensidige hyldester
I et interview hos MTV siger Drake, at han har »den højest mulige respekt« for Kanye. »Jeg vil endda gå så langt som at sige, at han er den mest indflydelsesrige person inden for musik, som jeg har haft i mit liv«.
Samme år remixer Drake Kanye Wests ‘Say You Will’ på sit gennembrudsmixtape ‘So Far Gone’. Kanye gengælder komplimenterne ved at hylde Drakes vers på Young Money-sangen ‘Bedrock’ og instruerer endda musikvideoen til dennes hit ‘Best I Ever Had’.
Et smukt venskab er tilsyneladende begyndt.
Maj, 2010: Kanye West producerer ‘Find Your Love’
Førstesinglen fra Drakes albumdebut, ‘Thank Me Later’, er ikke bare produceret af Kanye. Den reproducerer endda nærmest skamløst lyden fra dennes ‘808s & Heartbreak’-album. Det ligner en homage.
November, 2010: ‘All Of the Lights’ udkommer – uden Drake-feature
Kanye udgiver hovedværket ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. Drake har egentlig indspillet et vers på ‘All Of the Lights’, men da albummet udkommer, er canadieren fjernet fra sangen.
Måske ikke en stor ting i sig selv. Men det her er langt fra sidste gang, Kanye fjerner Drake fra en sang.
December, 2011: Drake rokker ved tronen
I begyndelsen af karrieren var den unge Drake klart den underdanige over for legenden Kanye. Men på DJ Khaleds ‘I’m On One’ er der for første gang tegn på et opgør.
Her rapper canadieren nemlig om, at han er klar til at tage tronen: »I’m just feeling like the Throne is for the taking / watch me take it«.
Mange tolker den linje som en klar reference til Kanye West og Jay-Z’s fællesalbum ‘Watch the Throne’.
August, 2013: Kold luft
Drake fortæller Billboard, at der er kold luft mellem ham og Kanye: »’Ye og jeg er røget ind i en situation, hvor vi ikke har talt sammen i så lang tid, at alle de her ting bare har vokset sig større«.
Måske Kanye blev lidt fornærmet over det der med, at Drake ville stjæle hans trone?
Februar, 2014: Vaklende venskab
I et interview med Rolling Stone siger Drake, at han er blevet venner med Kanye igen og roser blandt andet dennes Jay-Z-samarbejde ‘Niggas In Paris’.
Men han får også lige sendt endnu en stikpille afsted angående Wests ‘Yeezus’-album: »Der var nogle seriøst tvivlsomme bars. Som den der ‘Swaghili’-linje? Come on, ikke engang Fabolous ville sige sådan noget«.
Drake hævder efterfølgende at være blevet fejlciteret.
Februar, 2015: Et fælles album?
Kanye taler offentligt om muligheden for et fællesalbum med Drake. Alt virker fint igen mellem de to rappere efter den mindre krise omkring ‘Watch the Throne’.
Januar, 2016: Pool-battle
Lige som man tror, der er kommet ro på gemytterne, vælger Drake igen at stikke til sin ven på sangen ‘Summer Sixteen’, hvor den canadiske rapper siger, at hans pool er større end Kanyes. Denne svarer, at han skam har tre pools.
De harmløse drillerier er dog ikke helt nok til at starte en beef. Måneden efter udkommer Kanye Wests ’30 Hours’, som Drake har været med til at skrive. Alt ånder ro. Indtil videre.
Marts, 2016: ‘Wolves’ featuring Drake?
En tidlig version af sangen ‘Wolves’, hvor Drake er med som gæst, leaker på nettet. Men da den færdige sang senere udkommer på ‘The Life of Pablo’, er Drizzy endnu engang blevet fjernet.
April, 2016: De forsvundne vers
Drake udgiver sangen ‘Pop Style’ med sine tidligere konkurrenter Jay-Z og Kanye West. Men på en senere version af sangen fjernes gæsterapperne.
Hvad sker der lige præcis med alle de her vers, der indspilles, men så fjernes? Det virker som om, noget foregår bag scenerne.
November, 2016: Kanye ranter
Under en længere monolog til en koncert får Kanye West sagt, at Drake og DJ Khaled på en eller anden måde betaler for at få deres sange i radioen. Drake siger senere, at han ikke ved, hvad Kanye snakker om.
Marts, 2017: ‘Glow’
De to rappere er genforenet på Drake-sangen ‘Glow’. Det er ikke en specielt god sang, men i det mindste ser de to ud til at være venner.
Maj, 2018: Kanye bliver fanget mellem fronterne
Drake og Pusha-T ryger ind i en intens beef i foråret 2018, hvilket jo ikke behøver at have noget at gøre med Kanye. Det har det bare lidt alligevel, for det er jo Kanye, der udgiver Pusha-T’s musik – og det er endda ham, der har produceret Drake-disset ‘Infrared’.
Derfor angriber Drake ikke bare Pusha-T på sit svar-diss ‘Duppy Freestyle’, han får også sendt et par linjer efter Kanye, hvor den canadiske stjerne blandt andet antyder, at hans tidligere ven har brug for hans hjælp til at skrive gode sange.
‘Duppy Freestyle’ bliver dog ikke det afgørende slag i krigen mellem Pusha-T og Drake. Det gør i stedet ‘The Story of Adidon’, hvor Pusha afslører, at Drake har en søn.
Hvor vidste Pusha-T lige det fra? Rygterne siger, at Kanye afslørede hemmeligheden.
September, 2018: Skosviner
Drake gæster French Montana-sangen ‘No Stylist’ og disser Kanye Wests Yeezy-sko: »Keeping it G, I told her don’t wear no 350s around me«, lyder det. Og hvis man ved, der er én ting, Kanye går op i, så er det sine sko.
Cirka samtidig undskylder Kanye faktisk for at have været involveret i Pusha-T’s diss-sange og hævder ikke at have været ansvarlig for at afsløre eksistensen af Drakes barn.
Oktober, 2018: ‘In My Feelings’-rygter
Kanye raser på Instagram, fordi han tror, at Drake-hittet ‘In My Feelings’ handler om hans kone Kim Kardashian. »Folk spreder rygter om, at du knepper min kone, og du siger ingenting«, lyder det fra Chicago-rapperen.
Senere samme måned fortæller Drake i HBO-talkshowet ‘The Shop’, at Kanye bevidst udgav sit album ‘Ye’ på et tidspunkt, hvor det var meningen, at Drakes ‘Scorpion’ skulle lande.
Stemningen er efterhånden meget anspændt.
December, 2018: Kanye går grassat på Twitter
I slutningen af 2018 har Kanye fået endegyldigt nok. Han anklager sin tidligere ven for at have sendt hemmelige disses på sit ‘Sicko Mode’-gæstevers, insisterer på ikke at have afsløret hemmeligheden om dennes barn og brokker sig over, at Drake disser hans sko.
Vi sagde det jo: Man siger altså bare ikke noget om Kanyes sko!
Derefter tweeter Kanye, at han har talt i telefon med Drake. Tingene falder tilsyneladende til tro.
Indtil nytårsaften, hvor Kanye angriber Drake, fordi denne følger Kim Kardashian på Instagram. Der er tydeligvis noget jalousi på spil.
Februar, 2019: En ambivalent hyldest
Efter lang tids tovtrækning accepter Kanye West, at Drake officielt udgiver sit remix af ‘Say You Will’ som del af 10-års jubilæet for debut-mixtapet ‘So Far Gone’. Drake takker med en noget tvetydig hyldest:
»Kanye, for et årti siden rappede jeg over dit beat, fordi du lavede det bedste shit, og selv om du bliver ved med at flippe ud på Twitter disse dage, vil jeg aldrig glemme, hvad du bidrog med til spillet og min karriere«.
To relativt stille år i relationen følger.
September, 2019: Taylor Swift antyder, at Kanye afslørede Drakes søn
Kanye Wests anden store nemesis udtaler følgende til Rolling Stone: »Han påvirkede i virkelig alvorlig grad Drakes familie og deres liv. Det er præcis det samme. Han kommer tæt på dig og indgyder tillid, og så springer han bomben«.
Swift ved tydeligvis, hvordan man hælder benzin på et bål.
Februar, 2021: Kim Kardashian indgiver skilsmissebegæring
Kanye Wests ægteskab med Kim Kardashian er slut. I den sidste tid af forholdet insinuerede West gentagne gange, at hun havde været ham utro, og antydede tilsyneladende også på Twitter, at Drake havde været sammen med hende.
Juli, 2021: ‘Donda’ vs. ‘Certified Lover Boy’
Kanye bliver ved med at udskyde sit ‘Donda’-album, og rygterne på internettet begynder at gå på, at han vil opnå en slags battle med Drake, der også har et album på vej i form af ‘Certified Lover Boy’.
Med andre ord: Han vil genopføre dramaet fra dengang, han pludselig udgav ‘Ye’ lige der, hvor Drake ville komme med ‘Scorpion’.
August, 2021: Beefen blusser op igen
Denne gang har Drake dog ikke tænkt sig at vige pladsen, siger han klart og tydeligt på sit nye vers på Trippie Redd-sangen ‘Betrayal’.
»All these fools I’m beefing with that I barely know / forty-five, forty-four (burned out), let it go / ‘Ye ain’t changing shit for me, it’s set in stone«.
Kanyes svar kommer prompte i form af et screenshot af en gruppechat med blandt andre Drake-fjenden Pusha-T, hvor han skriver følgende: »Du vil aldrig komme dig over det her. Det lover jeg dig«. I et post, han sletter efter kort tid, afslører han desuden Drakes hjemmeadresse.
Så er banen vist kridtet op. Kanye og Drake er på fuld kollisionskurs, og begge har efter sigende et album klar. En beef, der har simret i over ti år, er langt om længe ved at koge over.
Lad dramaet begynde!