Charli XCX’s ‘Crash’ er et elegant sammenstød af alt det, hun er bedst til

Charli XCX’s ‘Crash’ er et elegant sammenstød af alt det, hun er bedst til
Charli XCX. (Foto: Terrence O'Connor)

»They don’t build statues of critics«, stod der på brystet af den t-shirt, Charli XCX havde på i fredags, da hendes femte album ‘Crash’ udkom – som en perfekt stikpille til den milde til ret så voldsomme skepsis, hendes album blev mødt med allerede inden udgivelsen.

Charlis ellers så loyale fans, hendes ‘Angels’, har været skuffede over popstjernen og hyperpop-pionerens seneste singler og deres mere ‘kommercielle lyd’. Og som inkarneret fan af det banebrydende hyperpop-klenodie ‘Pop2’ fra 2017, har jeg da også lige skulle tygge lidt på de mere konventionelle popsingler, der er udkommet over vinteren.

Er eksperimenterne lagt på hylden for evigt?

Det tror jeg ikke, de er. Og efter at have lyttet til ‘Crash’ på repeat, er jeg faktisk bare endnu mere imponeret over Charli XCX’s evne til at skabe nyt og til at skrive sange med både kæmpe elegance og et uhøjtideligt glimt i øjet.

‘Crash’ er klart et mere tilgængeligt album end Charli XCX’s forrige udgivelser, men det er samtidig et album, der forener alle de små kendetegn og sangskrivningstricks, der har defineret forrige perioder af hendes karriere.

De hurtige synthfigurer fra ‘Pop2’ lever stadig på ‘Crash’, Charlis evigt ugidelige, vrængende vokal er intakt, og hendes evne til at skære sig ind i marv og ben med sine sadgirl-elektroniske kærlighedsballader fejler absolut intet. Tag bare ‘Every Rule’, ‘Twice’ og ‘Constant Repeat’. Hyperpop-pioneren A. G. Cook finder man også stadig i albummets credits.

Charli sampler både abstrakte tidsklichéer som 80’er-synths på ‘Every Rule’ og ‘New Shapes’ og konkrete eurodance-klassikere som på ‘Beg For You’ og ‘Used To Know Me’. ‘Baby’ har en subtil, men dog mærkbar lighed med Michael Jacksons ‘Working Day and Night’, ‘Yuck’ har en Doja Cat-lignende kvalitet over sig, og ‘Good Ones’ har Eurythmics-vibes, mens 90’er-hiphop-beats lægger bunden på åbningsnummeret ‘Crash’.

Selv om referencerne stikker i forskellige retninger (dog med 80’erne som den mest tungtvejende), er albummet helstøbt, og det virker overlegent, hvordan Charli kan få de fleste musikalske tidsperioder flettet ind i sit univers. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Siden 2016 har man været vant til at høre Charli XCX’s stemme smurt ind i en tyk og glitchet autotune, men på ‘Crash’ er hendes stemme mere poleret og klar, end den har været længe. Det ligefremme, enkle udtryk på for eksempel balladen ‘Every Rule’ er anderledes blottet, og man skal heller ikke grave meget i teksterne for at ane, at der måske nok er skår i den kærlighed, som forrige album ‘How I’m Feeling Now’ handlede om. Men den rene lyd klæder hende.

På mange måder er ‘Crash’ og Charli, der læner sig væk fra hyperpop-universet, nok det allerbedste, hun kunne have gjort lige nu. Den hyperpop-bølge, som hun har været en prominent del af, var i begyndelsen kendetegnet af at være radikal, avantgarde og grotesk, og i takt med, at genren har fået en større tilstedeværelse i mainstreamen, er den nået til et punkt, hvor den nærmest skal redefinere sig selv for at bevare sin eksperimenterende kerne.

Samme problematik har Charli XCX måske også befundet sig i – hendes elektroniske, hyperpoppede lyd, der var fuldstændig banebrydende for seks år siden, er blevet en popkulturel reference, som andre genkender og kopierer. Og netop fordi det grænsesøgende og nyskabende er en del af hendes dna som artist, har det været et helt naturligt skridt at vende sig mod noget ‘nyt’.

Når det er sagt, er ‘Crash’ absolut ikke et album, man får galt i halsen. Det er et balanceret, skarpt skåret popalbum med masser af ‘It’s Charli’-energi, der frem for alt består af sindssygt stærke sange, der demonstrerer Charli XCX’s helt særlige sans for hooks, tempo og tilpas sassy attitude.


Kort sagt:
’Crash’ er klart et mere tilgængeligt album end Charli XCX’s forrige udgivelser, men det er samtidig et album, der forener alle de små kendetegn og sangskrivningstricks, der har defineret tidligere perioder af hendes karriere.

Charli XCX. 'Crash'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af