Charli XCX joiner Mads Mikkelsen i Martin Scorsese-film

Charli XCX joiner Mads Mikkelsen i Martin Scorsese-film
Charli XCX. (Foto: PR)

I kølvandet på sit seneste album, ’Music, Fashion, Film’, tager Charli XCX sidstnævnte til nye højder. Hun har nemlig fået en rolle i Martin Scorseses kommende film ’What Happens at Night’, der har Leonardo DiCaprio, Jennifer Lawrence og vores egen Mads Mikkelsen på rollelisten.

Om det hjalp at have den ikoniske instruktør til at pryde albumcoveret ved siden af John Cale og Marc Jacobs som repræsentanter for hver deres kunstart, kan vi kun gisne om, men i hvert fald fortsætter samarbejdet nu.

Ifølge Variety er der tale om en mindre cameo-rolle, men det vides endnu ikke, præcis hvad hun skal spille i filmen.

Filmen bliver Scorseses første siden ’Killers of the Flower Moon’, som høstede ti Oscar-nomineringer i 2023 og seks stjerner hos Soundvenues anmelder.

’What Happens at Night’ er en gotisk psykologisk thriller om et amerikansk ægtepar, der rejser til en lille europæisk by for at adoptere et barn. Men jo sværere det bliver for dem at få barnet med hjem, desto mindre synes parret at vide om sig selv.

Charli XCX er i øjeblikkeligt i gang med sin amerikanske turné, inden hun i februar rammer flere europæiske storbyer – dog uden et annonceret dansk stop.

Hun har for længst taget hul på et liv uden for hitlisterne. I mockumentaren ’The Moment’ gjorde hun grin med sit eget ’Brat’-fænomen ved at spille en fiktionaliseret udgave af sig selv, mens hun i gyserfilmen ’Faces of Death’ har kastet sig over blodigere territorium. Hun er også aktuel i Gregg Arakis ’I Want Your Sex’.

Det vides endnu ikke, hvornår ’What Happens at Night’ får premiere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af