KOMMENTAR. Dansegulvet er dødt, og dødsannoncerne kan lige nu høres fra munden af nogle af verdens største popstjerner.
I år er vi blevet ramt af en hel bølge af popsange, der alle handler om det samme: det mystiske fænomen, at ingen længere gider at danse. Angiveligt i hvert fald.
Det er nu ikke, fordi der ikke længere bliver lavet musik at danse til. Men pludselig er hvert et bas-drop et requiem, hvert et euforisk omkvæd en nekrolog, hvert et pulserende beat en sørgemarch for det mere og mere affolkede dansegulv.
Charli XCX indvarslede sit seneste album med deklarationen »I think the dance floor is dead / So now we’re making rock music«, en linje, jeg tolkede som en skælmsk og metaironisk selviscenesættelse fra en popstjerne, der blot to år forinden identificerede sig som en »365 party girl«.
Men pludselig så det ud som om, der var noget større under opsejling.
»DJ’s don’t dance no more«, synger Harry Styles i omkvædet fra sangen ’Dance No More’, mens Miley Cyrus på førstesinglen og titelsangen fra sit nye album, ’Bass Persuades’, gentager sætningen »the kids don’t wanna dance« som et mantra.
’Nobody Wanna Dance Anymore’ lyder en titel på Tinashes storroste nye album, ’Popstar’, mens stort set hele Madonnas ’Confessions II’ kan betegnes som en elegisk meditation over et dansegulv, der er blevet en skygge af sig selv.
»People think that dance music is superficial / But they’ve got it all wrong / The dance floor is not just a place, it’s a threshold / A ritualistic space where movement replaces language«, reciterer hun på den hypnotiske ’One Step Away’. Tonen er didaktisk, nærmest som om, hun forsøger at forklare konceptet »dans« til en fremmed livsform, der aldrig før har hørt om det.
»No one wants to go outside / It’s not okay, it blows my mind«, synger hun et andet sted. Hvad er det, der foregår?
»Læg de fucking telefoner væk«
Jeg indrømmer gerne, at jeg til at begynde med godt kunne forfalde til at himle med øjnene over popstjernernes undergangsfortællinger om dansegulvet, en reaktion, der nok især blev foranlediget af Miley Cyrus’ småpatroniserende omtale af sit publikum som »the kids«.
Men der er noget, der gør, at jeg ikke bare kan forkaste opråbene som gammelklogt brok fra privilegerede popstjerner, der synes, alt var bedre i gamle dage, og det er, at der desværre er noget om snakken. For alt var nok bedre i gamle dage – i hvert fald på dansegulvet.
Madonna især har ved flere lejligheder – og meget overbevisende – beskrevet, hvor deprimerende det er at stå på scenen og se, at det, der engang var en samlet organisme af dansende kroppe forenet i en fælles oplevelse af musikken og hinanden, nu er blevet erstattet af indifferente publikummer, der står helt stille og ser koncerten gennem hver deres mobiltelefon.
»Læg de fucking telefoner væk og forbind jer til hinanden«, rådede hun sine fans tidligere i år.
Men det er ikke kun til koncerter, at folk ikke danser. Over en bred kam fester folk væsentligt mindre end de gjorde tidligere, og især er det klubberne, der bliver valgt fra. Selv i store festmetropoler som Berlin og New York er natklubber begyndt at lukke.
Gentrificering og en presset økonomi bærer selvfølgelig en del af skylden. Sidste år trak det overskrifter verden over, da Berlins ældste queer natklub, SchwuZ, lukkede efter næsten 50 år, hvilket etablissementet selv forklarede med huslejestigninger og tårnhøje elpriser.
I visse tilfælde er der tale om lidt af et catch-22: Huslejestigninger forårsager højere entré- og barpriser, som så får især unge kunder til at blive væk.
Man ser måske dum ud
Men som det så ofte er tilfældet, lader der til at være flere medskyldige. Ikke mindst – med Madonnas ord – »de fucking telefoner«, som endnu engang er at finde på gerningsstedet.
For den konstante tilstedeværelse af kameraer har givet folk et uhyre problematisk forhold til at være til stede i øjeblikket. Det er ikke et sjældent syn, at folk pludselig stopper op på dansegulvet for at forevige et dj-set på deres Instagram-story, et forehavende, der umuliggør, at de danser imens – medmindre altså, at de kan leve med en meget rystet video.
Og selv for dem, der ikke selv har behov for at forevige alting, kan bevidstheden om de mange kameraer gøre det svært at give så meget slip, som man skal for at danse.
At danse kræver, at man opgiver sin forfængelighed, holder op med at tænke og lader kroppen udtrykke sig. Man bliver svedig. Man ser måske dum ud. Det er svært, hvis man ved, at man hvert øjeblik kunne havne på nogens Instagram-story.
Men det er ikke alt. Selv til raves, hvor dansegulvet er hellig jord, og hvor mobiltelefoner er bandlyst, har jeg sommetider tænkt, at det virker som om, folk ikke gider at danse.
Ikke af frygt for at blive foreviget, men derimod fordi – tror jeg – at ikoniske rave-stoffer som ecstacy og MDMA er blevet erstattet af sløvende midler som ketamin og GHB, der forvandler folk til dissociative zombier.
Dansegulvet vil redde dig
Selvfølgelig er dansegulvet ikke dødt. Dansegulvet har overlevet AIDS-krisen, »disco sucks«-bevægelsen og restriktioner på indendørs rygning. Selv i de mest undertrykkende regimer er der folk, der risikerer deres liv for at skabe rum, hvor folk kan mødes og danse. Dansegulvet kommer til at overleve.
Men det er en skam, at det lader til at være i krise netop nu, hvor vi ellers i særdeleshed har brug for det. For dansegulvet har historisk set blomstret i urolige tider, ikke helt ulig dem, vi befinder os i nu.
Som i mellemkrigstidens Berlin, hvor en hæmningsløs hedonisme blomstrede i skyggen af økonomisk usikkerhed og stigende politisk ekstremisme. Og i 80’ernes England, hvor rave-kulturen opstod som et kollektivt oprør mod Margaret Thatchers ultraliberale individualisme.
»When the world was at war before / We just kept dancing«, som Lana Del Rey så rigtigt har formuleret det. Sådan er det tilsyneladende ikke længere. Verden er ved at falde fra hinanden, men ingen lader til at ville danse sig igennem krisen.
Derfor har jeg også besluttet mig for, at det er en god ting, at tidens popstjerner lige nu råber vagt i gevær – også selvom det i eksempelvis Mileys tilfælde godt kan fremstå lidt kikset. Det må vi tage med. Især fordi kampen for dansegulvet netop er en kamp for retten til at fremstå en lille smule kikset i offentlighed.
Det gode er, at vi allesammen – aften efter aften – har mulighed for selv at bidrage til kampen for det fællesskab, dansegulvet gerne skulle være.
»Go out dancing because it will save you«, som Madonna formulerede det i et interview tidligere i år. Måske vi endda kan redde noget, der er væsentligt større end os selv.