Miley er smaskforelsket og uudholdeligt gammelklog på ‘Bass Persuades’
ALBUM. Miley har været mange ting, siden hun brød igennem som personaskiftende Disney-stjerne med Hannah Montana for 20 år siden. ‘Wrecking Ball’-svingende ekshibitionist. Weedrygende psykedeliker. ‘Flowers’-købende ekshustru. Syrerockende disko-queen.
Selvom det har været en ujævn rejse frem mod hendes 10. studiealbum, så har hun altid været spændende at følge som artist, fordi hun har insisteret på at gå sine egne formskiftende veje. Et Miley-album er måske ikke altid helstøbt, men det er aldrig uinteressant.
Særligt albummet ‘Something Beautiful’ fra sidste år gav med sine lange, disko-inspirerede seancer og mørke, syrerockede numre lovende smagsprøver på, hvad den ‘voksne’ Miley kan.
Frem mod udgivelsen af ’Bass Persuades’ er Miley blevet et Cyrus mindre. Og så er hun, løfter hun sløret for i et interview med Zane Lowe, blevet en lykkelig, ædruelig og forlovet kvinde, der helst er i seng før syv og kun spiller koncerter i hjembyen Los Angeles, fordi turnélivet er rough.
Da jeg hørte ovenstående interview, forstod jeg endelig, hvorfor singleforløberen og albumåbneren ’Bass Persuades’ aldrig klikkede helt for mig. Det er en beskidt og effektiv dansegulvsbanger, som med sin læderklædte musikvideo giver ‘Poker Face’- og Lady Gaga-vibes på den gode måde. Mileys hæse stemme passer perfekt ind i det hele. Alt er godt.
Men – og her kommer hele albummets store ’men’ – Miley anno 2026 er lidt kikset.
For selvom alt det musikalske er på plads i ’Bass Persuades’, så giver det seriøse »how do you do, fellow kids«-vibes, at i-seng-før-syv-Miley vil redde ungdommen fra TikTok og lokke dem ud på dansegulvet med sit »kids don’t wanna dance«, der smager alt for meget af »ungdommen nu til dags«.
Det samme sker i den næsten ubehageligt udleverende ’Innocent Ways’. Musikalsk fungerer udtrykket, og sammensætningen af de hårdt pumpede vers og det luftige omkvæd kombineret med Mileys sans for dramatisk levering er perfekt.
Men oh lord, det er svært at lyde mere uudholdelig og se-mig-jeg-har-fået-styr-på-mit-liv end Miley, der prøver at redde sin søster fra tilbagevendende kriser og sene natopkald på stoffer, mens hun synger »Grace comes with age, but don’t tell her«.
Kærligheden til hendes forlovede, Max Morando, der har ageret producer på albummet, flyder også gennem sangene, så det løber ud over alle kanter og flodbreder.
På den mørke og industrielle ’Different Religion’, der har Model/Actriz som featuring, slår hun fast med Jesu korsnagler og en overflod af religiøse metaforer, at hun har fundet sin frelser i Max.
’Let’s Get Married’ er en smuk, drømmepoppet og svævende kærlighedssang, hvor hun funderer over en af de største kærlighedsklichéer: »What did I do to deserve you?«. Og på den flotte ballade ‘Orbit’ kommer vi helt ud i universet, hvor Miley svæver rundt og rundt, mens hun synger: »I wanna orbit you« igen og igen.
I sig selv velfungerende og stærke sange. Men også så kvalmende og klichéfyldte i deres udødelige kærlighedserklæringer, at det bliver kitsch og fjollet at høre på i længden, hvor lykkelig Max dog gør Miley.
Albummets bedste sang er da også den næsten malplacerede post-breakup-sang ’Aftermath’, der først var en rørende sjæler, inden den blev kørt gennem Max’s uptempo basmaskine i et slutresultat, der giver dig lyst til at dansegræde gennem kærestesorg og brudte drømme, mens Miley synger: »You were mine / You were mine / You were mine / You were never mine«.
Et sted derinde gemmer der sig stadig en umanerligt dygtig sangskriver bag al gammelklogskaben og den smaskede forelskelse. Lad os håbe, hun får lov til at træde mere frem i det næste kapitel.
Kort sagt:
Miley har skabt et vellydende og musikalsk spændende album. Desværre er hun faldet i gryden med gammelklogskab og forelskelse af den mest smaskede slags, der efterlader én med tanken: Er Miley blevet lidt kikset?