Med ‘Something Beautiful’ har Miley Cyrus langt om længe skabt det helstøbte værk, hun altid har haft i sig
ALBUM. På mange måder er Miley Cyrus’ nye album, ’Something Beautiful’, totalt umoderne.
Her tænker jeg ikke nødvendigvis på Cyrus’ udnævnelse af Pink Floyds ’The Wall’ som albummets vigtigste forbillede. Ej heller på albummets Fleetwood Mac-forelskede poprock-sangskrivning eller på Cyrus’ stemme, der med sin udsøgte hæshed i højere og højere grad nærmer sig Marianne Faithfull.
Eller på albummets mange langstrakte disco-ekskursioner, der lyder langt tættere på de dansegulvstiltænkte 12-tommersingler fra 70’erne, som i dag er at finde i hobetal i brugtkasser i samtlige pladebutikker verden over, end på den elektropoppede modernisering, vi kender fra Doja Cat og Dua Lipa.
Jeg tænker på det faktum, at Miley Cyrus – i en tid, hvor popmusikkens vigtigste funktion til stadighed er at levere et stemningsfyldt lydtæppe, man kan vibe til – har skabt et ekstremt opmærksomhedskrævende, totalt overvældende, larger-than-life monster af et popalbum, som på den bedst tænkelige måde efterlader både ører og hjerne overstimulerede og udmattede.
Sådan er det fra det øjeblik, albummets dramatiske ’Prelude’ – der sætter floromvunden poesi til staccateret musik, som lyder inspireret af den amerikanske minimalist Terry Riley – bliver erstattet af det enestående titelnummer, der skaber en ruskende piskesmældseffekt af kontrasten mellem versenes indsmigrende neosoul og omkvædets uigennemtrængelige mur af støj.
Og sådan forbliver det hele vejen igennem på et album, der markerer den første gang nogensinde, hvor den altid risikovillige Miley Cyrus lykkes med næsten alt, hun prøver på.
Fra den solbeskinnede, Abba-inspirerede ’End of the World’, der med sit sukkerchok af et euforisk, ordløst omkvæd – og sin nærmest nuttede tekst om at »throw a party like McCartney with some help from our friends« – lyder som albummets mest oplagte bud på et radiohit.
Til den smertefulde, næsten uhyggelige ’Pretend You’re God’, der med sine tunge, repeterende rytmer, sine isnende, tågede synthesizere og lydbilledet, der pludselig flænses af en forvrænget guitar, langt om længe giver os svar på, hvordan det ville lyde, hvis Miley Cyrus var forsanger i Portishead.
Fra den sørgmodige, klaver- og saxofonbårne tåreperser ’More to Lose’, hvor Cyrus giver mig et sug i maven med en af sine mest hudløse vokalpræstationer nogensinde. Til de storskrydende og overvældende energiske dansegulvsbaskere ’Walk of Fame’ og ’Every Girl You’ve Ever Loved’, der på formfuldendt vis gør brug af gæsteoptrædener fra henholdsvis Brittany Howard og Naomi Campbell.
Howard med sin mørke, kraftfulde vokal, der fuldt ud matcher Cyrus’ i dramatisk intensitet. Og Campbell med en mystisk tilstedeværelse som Cyrus’ overjordiske hypeman: »She’s got that kind of grace / Did Botticelli paint her face?«, messer hun.
På ’Something Beautiful’ er Cyrus besat af frelse, fristelse, syndsforladelse, dåb og genfødsel. Som på det nærmest pastoralidylliske, akustiske afslutningsnummer ’Give Me Love’, der maler sælsomme, fragmenterede og abstrakte lyriske billeder af universets skabelse, Edens Have, »thе old St. John Cathedral« samt både paradis og helvede, der ligger og venter lige bag det samme forhæng.
En af albummets allerbedste sange – en kropsløs rejse ind i det ukendte, som gemmer minimalistiske, tranceinducerende disco-rytmer bag en drømmeagtig, ambient overflade, der sitrer og pulserer spøgelsesagtigt som det blanke vandspejl på et vievandskar – hedder slet og ret ’Reborn’.
Det føles oplagt og besnærende at beskrive ’Something Beautiful’ som en genfødsel for Cyrus, men det ville ikke være helt rigtigt.
Sandheden er, at samtlige af de elementer, der gør ’Something Beautiful’ så fremragende, har været at finde i Cyrus’ musik, stort set siden hun brød ud af rollen som Disney-stjerne og med en sommetider tåkrummende klodset, men alligevel beundringsværdig frygtløshed gik i gang med at finde sin egen måde at være popstjerne på.
’Something Beautiful’ er således ikke en genfødsel, men den foreløbige kulmination på en af de mest ujævne, men også mest spændende karrierer i moderne popmusik.
En kulmination, hvor det overvældende drama, der gjorde ’Wrecking Ball’ til så mindeværdig en introduktion til den voksne Miley, møder den rustikke, selvudleverende singer/songwriter-ærlighed, som countrypladen ’Younger Now’ var en temmelig tam øvelse i.
Hvor den ramsaltede rockstjerneattitude fra ’Plastic Hearts’ møder de luksuriøse, nydelsesfulde disco-klange, der prægede de bedste øjeblikke på ’Endless Summer Vacation’. Alt sammen filtreret gennem en mere stilbevidst og smagfuld udgave af de vidtfavnende og konceptuelle ambitioner, der prægede det rodede, men sært dragende ’Miley Cyrus & Her Dead Petz’.
Ingredienserne har hun hele tiden haft på hånden, men langt om længe har hun fundet den rigtige opskrift.
Kort sagt
På ‘Something Beautiful’ viser Miley Cyrus endelig et musikalsk fokus, der matcher hendes vidtløftige ambitioner. Sangene er kontrastfyldte og overraskende, men Cyrus lykkes med stort set alt, hun prøver på.