Miley Cyrus floppede stort med halvanden time langt syretrip – var det virkelig så dårligt?

Nogle album bliver bedre med årene, andre er lige så dårlige ti år senere. I løbet af juli genbesøger vi en række album, der ved udgivelsen blev rædsomt modtaget. Har tidens gang sat dem i et andet lys? Rykkede de i bagklogskabens lys ved noget? I dag skriver Kjartan F. Stolberg om Miley Cyrus’ psykedeliske samarbejde med The Flaming Lips: ‘Miley Cyrus and her Dead Petz’ fra 2015.
Miley Cyrus floppede stort med halvanden time langt syretrip – var det virkelig så dårligt?
Miley Cyrus i Dead Petz-perioden, 2015. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? Der er ingen anden popstjerne som Miley Cyrus. Alle kender hende, hun er vidt omdiskuteret, ofte opfattet som en af de helt store kanoner i mainstreampop, hun kan tiltrække store publikumsskarer – men når hun har optrådt uden den genkendelige ‘Hannah Montana’-paryk, har kun én af hendes udgivelser haft succes, der tåler sammenligninger med eksempelvis Lady Gaga, Taylor Swift, Katy Perry eller Rihanna.

Ja, ‘Meet Miley Cyrus’ fra 2007 og ‘Breakout’ fra 2008 var skam til stede på radioen, men de dominerede ingenlunde kulturen, og de røg hurtigt i glemmebogen. ‘The Time of Our Lives’-ep’en fra 2009 havde megahittet ‘Party in the U.S.A.’, men derudover var den lige så let at ignorere som sine forgængere.

Hendes første forsøg på at råbe »Jeg er voksen nu!« kom med ‘Can’t Be Tamed’ i 2010, og den generelle konsensus var, at det var godt gedigent kikset. Men med efterfølgeren ‘Bangerz’ fra 2013 fik Cyrus dog kæmpestor succes med hiphoppede produktioner, provokerende musikvideoer og opsigtsvækkende sceneshows. Miley Cyrus havde endelig skrevet sig ordentligt ind i toppen af popmusikkens verden. Hendes output sidenhen har dog aldrig nået bare skyggen af samme succes.

2019-ep’en ‘She Is Coming’ vekslede mellem at være anonym og pinlig, og selv om det countryklingende ‘Younger Now’ fra 2017 kvalitetsmæssigt var ganske fint, røg albummet så hurtigt ud af den kulturelle bevidsthed, at jeg næsten havde glemt, at det fandtes.

Men én udgivelse har jeg konstant vendt tilbage til, tænkt på og måbet af: Det halvanden time (!) lange ‘Miley Cyrus and her Dead Petz’ fra 2015. En feberdrøm udviklet i samarbejde med syrehovederne i The Flaming Lips og med bidrag fra så forskelligartede kollaboratører som Ariel Pink, Mike Will Made It og Big Sean.

Det er med længder både Cyrus’ underligste og mest udskældte album. Psykedeliske lydflader, pseudotrappede produktioner, sms-klingende poptekster og en generel »I don’t give a fuck«-attitude emmer igennem albummet. Det føles som om, det blev indspillet i én lang koger, hvor intet var blevet frasorteret.

Albummet fik en ærgerlig 3.0/10 fra Pitchfork, Anthony Fantano fra The Needle Drop gav det 1/10 i en af sine mest underholdende anmeldelser nogensinde. Og mens der skam allerede i 2015 var anmeldere, der roste pladens rå og ufiltrerede natur, er det tydeligt her fem år senere, at den generelt bliver anset som et katastrofalt, meningsløst monstrum. Hvis man vil undersøge dens bredere omdømme, taler det sit eget tydelige sprog, at brugerne på musiksiden RateYourMusic i gennemsnit har givet den 2.03 ud af 5.

Selv Miley har taget afstand fra albummet – hun har ikke spillet ét eneste nummer fra det live siden udgivelsesåret 2015. Selv titelnummeret fra det lige så udskældte ‘Can’t Be Tamed’ fik lov til at ryge med på et par setlister igen i 2019, men intet fra ‘Dead Petz’.

Fremadsynet eller kedeligt?

Jeg lyttede selv til albummet en enkelt gang, da det udkom. Mest af ren nysgerrighed for, om det virkelig var så forfærdeligt – og om man måske kunne indtage det som ‘So bad it’s good’-kunst a la film som ‘The Room’.

Da åbningsnummeret ‘Dooo It!’ rullede gennem mine højtalere, sad jeg tilbage med én tanke: »Det er i hvert fald ikke kedeligt«.

Fra øjeblikket, hvor Miley med en distortion-indsvøbt stemme sang »Yeah I smoke pot, yeah I love peace / but I don’t give a fuck, I ain’t no hippy«, var jeg solgt. Et konstant skiftende soundscape bestående af både bragende trommer, brummende bas, knasende synths, trippy percussion og wacky vokalsamples gjorde det til en levende, sprælsk lytteoplevelse.

Det er ikke en dyb eller bevægende sang. Og det er absolut ikke noget, der er egnet til hitlisterne. Men når jeg genhører den i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke på eksperimentalister som Black Dresses, 100 Gecs eller Patricia Taxxon, der har flået popmusik fra hinanden for at danne lytteoplevelser, hvis grænsesøgende universer er både medrivende, overvældende og godt gammeldags underholdende.

Den tendens fortsætter egentlig på tværs af albummet. Denne blanding af fjolleri, legesyge og catchy popmelodier er til stede på mange tracks. Jeg forstår, hvad Troye Sivan mente, da han tweetede, at det var forud for sin tid. Men efter en halv times tid med albummet tænker jeg kun én ting:

»Det her er godt nok kedeligt«.

Sammenlignet med ‘Dooo It!’ er mange af sangene virkelig kønne og tilbagelænede. Pæne, polerede synthflader dominerer numre som ‘Space Bootz’, ‘Karen Don’t Be Sad’, ‘Milky Milky Milky’ og ‘Lighter’. For hvert nummer, der oprigtigt har en spændende lyd, er der et andet, hvis lyd er temmelig søvndyssende. Det er lige præcis den slags lyd, der minder mig om, hvorfor så få af The Flaming Lips’ seneste mange album har været værd at lytte til.

Et par sange med sådan en lyd er selvfølgelig ikke et problem i sig selv. Men der er så mange af dem, at de ikke kan undgå at tage opmærksomheden væk fra de mere finurligt lydende tracks. Og så er de ofte markant længere, end de kan holde til. Det bliver fire-fem minutter igen og igen af sange, der simpelthen ikke går nogen vegne. Når sådanne sange optager så meget tid på tværs af halvanden time, ofte med flere af dem i streg, gør det, at jeg for det meste bliver nødt til at opdele min gennemlytning af pladen i mindre bidder.

Albummet kunne sagtens reddes

Der er dog relativt mange sange, der er værd at lytte til, og jeg kunne skære albummet ned til 43 oprigtigt fede minutter ved at fjerne alt fyldet.

‘BB Talk’ er en morsom sang om, hvordan Cyrus krummer tæer af sin kærestes babytalk. ‘Bang Me Box’ har en spændende, velklingende, psykedelisk funklyd, ikke helt ulig den, Childish Gambinno fik succes med at genoplive året efter. Det kakofoniske syretrip ‘Slab of Butter (Scorpion)’ er virkelig charmerende. Og selv meget mere ujævne numre som ‘I Forgive Yiew’ og ‘Evil Is but a Shadow’ er skam værd at lytte til, om ikke andet så bare for at indtage deres weirdness.

Mine to yndlingssange er dog de simple klaverballader, der afslutter albummet: ‘Pablow the Blowfish’ er en hysterisk morsom fortælling om Cyrus’ tidligere kæle-kuglefisk, som hun er lige lovligt emotionelt investeret i, og ‘Twinkle Song’ handler om, at hun fortæller om sine bizarre drømme, hvortil hun intenst spørger: »What does it mean, what does it mean?«. Begge har Cyrus som enlig sangskriver, og det er noget af hendes stærkeste sangskrivning nogensinde.

Var det virkelig så dårligt?

‘Miley Cyrus and her Dead Petz’ er i hvert fald godt nok til, at jeg kunne tage en pæn håndfuld af sangene og danne en ganske medrivende playliste på 43 minutter ud af dem. Omvendt er albummet dårligt nok til, at jeg blev nødt til at fjerne halvdelen af sangene for at få noget, der var den mindste smule fedt at lytte til.

Så nej, det er ikke en god plade. Der er simpelthen alt for mange musikalsk dybt uinteressante stunder, der varer alt for længe. Men jeg synes nu heller ikke, at albummet fortjener al det had, det har fået. Det er en virkelig ujævn lytteoplevelse, men der er altså også en del guf. Sange, der provokerer, leger, pirrer til dine følelser og prikker til dine ideer om god smag.

Til de nysgerrige ser min reviderede udgave af tracklisten således ud:

‘Miley Cyrus and her Dead Petz’ redox:
1. ‘Dooo It!’
2. ‘Fucking Fucked Up’
3. ‘BB Talk’
4. ‘Bang Me Box’
5. ‘Slab of Butter (Scorpion)’ feat. Sarah Barthel
6. ‘I’m So Drunk’
7. ‘I Forgive Yiew’
8. ‘Evil is but a Shadow’
9. ‘Cyrus Skies’
10. ‘1 Sun’
11. ‘Pablow the Blowfish’
12. ‘Twinkle Song’

Og den reviderede playlisteudgave – den tror jeg egentlig, jeg kommer til at vende tilbage til ofte.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af