Miley Cyrus’ forvirrede ep indeholder stærk kandidat til det mest kiksede nummer i hendes diskografi
I sidste uge annoncerede Miley Cyrus, at ny musik var på vej, og allerede fredag blev det så afsløret, at der var tale om en ep bestående af seks numre – den første del af en hel trilogi af ep’er endda.
‘She Is Coming’ er Cyrus’ første soloudgivelse siden det country-influerede comebackalbum ‘Younger Now’ fra 2017, og hvis du også var blandt dem, der troede, at hun dengang havde fundet sin musikalske hylde, ser det ud til, at vi har taget godt og grundigt fejl. Ep’en er endnu et brud med country-Miley og et skud ud til hendes kaotiske ‘Bangerz’-æra med hiphopindflydelser, gæsteartister og desværre også kæmpe musikalsk forvirring.
På ep’ens blot seks numre formår Cyrus virkelig at gøre lytteren til ét stort spørgsmålstegn med en 20 minutter lang cocktail af, hvad der virker som tilfældige genreelementer, underlige, middelmådige tekster og gæsteoptrædener fra både RuPaul, Ghostface Killah, Swae Lee og Mike Will Made It, hvoraf sidstnævnte var en fremtrædende skikkelse på ‘Bangerz’ fra 2015.
‘Bangerz’ rummede virkelig mange sære, lidt kluntede sange, men på ‘She Is Coming’ er ‘Cattitude’ featuring RuPaul en stærk kandidat til at indtage pladsen som det absolut mest irriterende og kiksede nummer i hele Cyrus’ diskografi. Teksten er tåkrummende i sit forsøg på at være sassy og rå, og både RuPaul og hovedpersonens lidt for mekaniske, stive rap-flow lyder direkte fjollet, når de rapper ting som: »Ride, shine, clock said pussy time / bust my pussy nut while I’m fingering your butt«. Sangen har masser af attitude og kunne sikkert fungere fint i en lip sync battle i RuPauls Drag Race, men her bliver det et irriterende pausenummer, man har lyst til at skippe.
Den efterfølgende ‘Party Up the Street’ featuring Swae Lee og Mike Will Made It er en langt mere underspillet fornøjelse, der sammen med ‘D.R.E.A.M’ (Drugs Rule Everything Around Me) faktisk bliver ep’ens mest interessante nummer. Det er legende, simpelt og har et stramt beat a la Drake’s ‘Hold On We’re Going Home’. Men at ‘Party Up the Street’ er ep’ens højdepunkt, siger dog også noget om, at bundniveauet på ‘She Is Coming’ er skuffende lavt.
Forvirringen bliver komplet med det afsluttende, Mark Ronson-producerede nummer ’The Most’, der i sin sangskrivningsstil har lidt af den samme countryinspirerede lyd, der kendetegnede ‘Younger Now’ og til dels også det tidligere samarbejde mellem Ronson og Cyrus, ‘Nothing Breaks Like a Heart’. Ærlig talt lyder det som om, Miley Cyrus er fuldstændig bedøvende ligeglad med genrekonventioner, stil og hvilken slags musiker, folk forventer, hun skal være. Respekt for det – men det gør stadig ikke ‘She Is Coming’ til en interessant musikalsk oplevelse.
Miley Cyrus’ karriere var allerede lidt utraditionel og fyldt med sære udskejelser, men med ‘She Is Coming’ bliver den for alvor et mysterium. ‘Younger Now’ fra 2017 fik måske verden overbevist om, at Cyrus havde fundet hjem til sine rødder og til det countryunivers, der lå forud for ‘Bangerz’- og ‘Dead Petz’-æraen. Hendes karriere var som en betryggende hjem-ude-hjem-fortælling. Men på blot 20 minutter har hun revet tæppet væk under os og endnu engang bevist, at hendes karriere i højere grad er en kringlet og sporadisk række af omveje og sidehistorier, som vi nok ikke rigtig kan forudse.
Som første del af en trilogi er ‘She Is Coming’ en forvirrende, lidt anonym omgang, der måske kan få lidt mere kontekst, når trilogien bliver fuldendt. Indtil da må den forblive et lidt skuffende, ubesvaret spørgsmål.
Kort sagt:
Som første del af en trilogi er ‘She’s Coming’ en forvirrende, lidt anonym omgang, der måske kan få lidt mere kontekst, når trilogien bliver fuldendt.