På ‘Plastic Hearts’ er det endelig lykkedes Miley Cyrus at skrive sange, der forløser hendes potentiale
Kender du det der med at have en musikalsk besættelse? Det kan være af en bestemt kunstner, tid eller lyd, som man er fuldstændig optaget af, og i en lang periode er det det eneste, der fylder hørebøfferne. Jeg tror, Miley Cyrus er ekspert i musikalske besættelser, og at de rent faktisk er den simple forklaring på, hvorfor hendes diskografi er som et patchworktæppe af forskellige genrer og stilarter.
Cyrus’ seneste studiealbum var det countryinspirerede ‘Younger Now’, derefter kom den underligt retningsløse ep ‘She Is Coming’, og nu er det 80’er-rockens glitrende melankoli, popstjernen har kastet sin kærlighed efter. Og selv om det er svært at finde en god forklaring på, hvorfor hendes univers skulle på en nostalgisk omvej, så lyder universet hamrende godt – og det er egentlig grund nok.
På trods af, at albummet har et stiliseret, til tider pastiche-agtigt udtryk, er det vedkommende og velskrevet i en grad, der ikke er set i Miley Cyrus’ albumunivers før.
Siden det forelskede, blomster-i-håret-agtige ‘Younger Now’ er Miley Cyrus blevet skilt, og sangene på ‘Plastic Hearts’ klinger derfor også af knust hjerte og ’hvorfor-kan-jeg-ikke-bare-komme-over-dig’-poesi.
»Prisoner, prisoner, locked up / can’t get you off my mind, off my mind«, synger hun sammen med den ligeså 80’er-elskende Dua Lipa på ‘Prisoner’, og i breakup-powerballaden ‘Angels Like You’ bliver hjertesorgerne indkapslet i den fine linje: »Baby, angels like you can’t fly down here with me«.
Den ulykkelige kærlighedshistorie bliver fortalt med reflekterede tekster og en stor portion sitrende energi, og selv på det nedtonede countrynummer ‘High’ belter Miley Cyrus sit hjerte ud med en snerrende vokal, der er en rocksang værdig. Det er følsomt, men aldrig sentimentalt, og det er styrken på ‘Plastic Hearts’.
Ud over at rumme Cyrus’ måske mest solide sangskrivning til dato er ‘Plastic Hearts’ også bare et vildt sjovt album at gå på opdagelse i, hvis man tager sine allerbedste 80’er-skattejægerbriller på.
Titelnummeret kanaliserer en stærk Stevie Wonder ‘Part Time Lover’-vibe, ‘Prisoner’ lyder som en underlig blanding af Olivia Newton Johns ‘Physical’ og The Police’s ‘Roxanne’, og undervejs er der er også besøg af ægte 80’er-helte som Billy Idol på ‘Night Crawling’ og selveste Joan Jett på ‘Bad Karma’.
De celebre besøg fungerer som sjove gimmicks, men et af de bedste numre på ‘Plastic Hearts’ kommer i form af ‘Angels Like You’, der med et fint guitartema og den storladne, Aerosmith-agtige balladeenergi næsten bliver en slags ‘Wrecking Ball’ 2.0.
Den verdensrevsende ‘Golden G String’ er ligeledes et højdepunkt med både stærk melodi, instrumentering og lyrik: »So the mad man’s in the big chair / and his heart’s an iron vault / he says ’If you can’t make ends meet, honey, it must be your fault’«, synger Cyrus – formentlig som et sidste shot fired mod præsident Trump.
Man kan dog heller ikke komme udenom, at nogle af de mest kraftfulde præstationer på albummet ligger i de to afsluttende covernumre af Blondies ‘Heart of Glass’ og ‘Zombie’ af the Cranberries, som Cyrus allerede har gjort sig bemærket med inden udgivelsen af ‘Plastic Hearts’.
Miley Cyrus er en formidler, og selv om hun har forfinet sit sangskriverhåndværk, minder de to covers om, at hendes styrke først og fremmest ligger i stemmen og hendes evne til at performe. Hendes egen sangskrivning har stadig et stykke vej af gå, før den matcher idolerne, men hvis udviklingen på ‘Plastic Hearts’ fortsætter, er Cyrus rigtig godt på vej.
Kort sagt:
Med hjælp fra 80’er-rockens glitrende melankoli er det lykkedes Miley Cyrus at lave et breakup-album, der er noget af det mest vedkommende og velskrevne i hendes repertoire.