Miley Cyrus er ikke bange for at skrue tiden tilbage med sine elskede covernumre, og på det seneste har hun givet os versioner af ikoniske sange som Hall & Oates’ 80′-klassiker ‘Maneater’ og Blondies ‘Heart of Glass’ fra 1978.
Men der er meget mere, hvor det kommer fra, da videoer fra Cyrus’ haveudgave af MTV Unplugged har ramt internettet.
Herfra kan du blandt andet høre hendes udgaver af The Cardigans’ ‘Communication’, The Velvet Undergrounds ‘Sweet Jane’ og Britney Spears’ ‘Gimme More’.
Lørdag aften optrådte Cyrus tilmed som en del af Save Our Stages-festivalen, der blev sat op i forbindelse med National Independent Venue Associations nødhjælpsfond.
Live fra (den tomme) Los Angeles-klub Whisky a Go Go kom der endnu engang fuld smæk på flere hits fra 80’erne og 90’erne i form af The Cranberries’ ‘Zombie’ og ‘Boys Don’t Cry’ af The Cure.