MTV’s Unplugged-serie leverede op gennem 90’erne flere legendariske livekoncerter med Nirvanas show i 1993 som toppen af poppen. Nu bliver det så Miley Cyrus’ tur til at prøve kræfter med det akustiske format.
Programmet hedder MTV Unplugged Presents ‘Miley Cyrus Backyard Sessions’, og som titlen antyder har popstjernen genskabt formatet i sin egen baghave i Los Angeles.
Cyrus’ Unplugged-show bliver sendt 16. oktober i USA og vil efterfølgende komme ud til seere verden rundt.
Miley Cyrus har altid været glad for covers, og til MTV Unplugged-koncerten kommer hun til at diske op med lidt af hvert. Det er nemlig annonceret, at hun både vil kaste sig over The Cardigans, Pearl Jam og intet mindre end Britney Spears’ ‘Gimme More’.
Ud over det vil koncerten byde på den nye single ‘Midnight Sky’ samt et udvalg af sange fra karrieren.
Miley Cyrus har på det seneste spillet livecovers af Billie Eilish, Blondie og Hall & Oates.